Coronavirus

Danske forskere kan ikke genkende myndighedernes tal - vi ser ikke en stigning

Virkeligheden passer ikke sammen med Statens Serum Instituts smittetryk, der for nyligt er blevet sat markant op.

Tre danske læger kritiserer i en kronik i Berlingske de danske sundhedsmyndigheder for at tilbageholde informationer om coronavirus.

Bag kronikken står de to førende forskere Jens Lundgren og Lars Østergaard, der begge er overlæger og professorer i infektionsmedicin, samt Ida Donkin, som er læge og ph.d..

Overlæge Lars Østergaard fra infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital siger til TV 2, at han mener, det er nødvendigt at offentliggøre beregningerne bag, når Statens Serum Institut siger, smittetrykket i Danmark er 0,9. Det er nemlig en stigning på 50 procent, og det giver ikke mening for ham.

- Når jeg ser på antallet af patienter, jeg får indlagt på min afdeling, er det ikke det samme billede, som Statens Serum Institut har givet. Jeg ser meget få nye indlagte, og jeg ser bestemt ikke en stigning, siger Østergaard.

Selvom et smittetryk på 0,9 stadig er så lavt, at det betyder, smitten i det store hele er faldende og ikke stigende, så mener Østergaard ikke, at det passer med virkeligheden. Derfor mener han, at det ville bidrage til Danmarks overordnede indsats mod coronavirus, hvis man frigjorde den data, sundhedsmyndighederne ligger inde med.

- Hvis vi havde den, så kunne vi alle bidrage i fællesskab. Der er jo ingen, der har prøvet det her før, så jo flere vi bidrager, jo bedre kan vi håndtere det, siger Lars Østergaard.

Gør som i tidligere pandemier

De skriver, at forskerne og sundhedsmyndighederne under pandemier som sars og ebola bistod hinanden i et samarbejde, hvor forskerne leverede viden, og hvor myndighederne leverede data tilbage til forskerne.

Under denne pandemi har vi desværre oplevet en modvilje mod deling af data, som vi aldrig før har oplevet

Jens Lundgren, Lars Østergaard og Ida Donkin i kronik i Berlingske

Men den data har ikke været tilstrækkelig under coronapandemien, mener de tre eksperter.

- Under denne pandemi har vi desværre oplevet en modvilje mod deling af data, som vi aldrig før har oplevet. Det er i den grad hæmmende for vores arbejde med udbruddet, skriver de.

De påpeger, at deres arbejde blandt andet består i at hjælpe med at håndtere epidemien i sundhedsvæsenet. Derudover skal de også lede forskningen i behandlingsmuligheder mod covid-19.

Noget, som ifølge dem er svært, når de ikke kan få adgang til den nødvendige viden.

Vigtigt at se data i et større billede

Et politisk flertal opfordrede mandag sundhedsmyndighederne til at lægge de data frem, som udgør baggrunden for beregningerne.

Blandt andre Stinus Lindgren, sundhedsordfører for de radikale, mener, at det er vigtigt, at informationerne bliver offentliggjort.

- Det er de vigtigste matematiske modeller, som er udviklet i Danmark i nyere tid. De bliver brugt til at bestemme, hvad der skal ske med vores samfund fremadrettet. Derfor er det vigtigt at vide, hvilke forudsætninger man har lagt ned over modellerne, siger han.

Når vi selv efterprøver tilgængelige data og tabeller, stemmer tallene simpelthen ikke

Jens Lundgren, Lars Østergaard og Ida Donkin i kronik i Berlingske

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at det er "dybt ubegribeligt", at forskerne og offentligheden ikke får del i tallene.

- Vi skal have langt større indsigt i det her. Alt bliver holdt hen i mørke. Alt bliver holdt gemt i en sort boks. Vi politikere kan ikke få indsigt i de ting, som vi skal forhandle om, forskere kan ikke få indsigt i ting, som berør den pandemi, der er livsfarlig for mange mennesker. Det er utilstedeligt, siger han til TV 2 onsdag formiddag.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at det er "dybt ubegribeligt", at forskerne og offentligheden ikke får del i sundhedsmyndighedernes beregninger. Video: TV 2 Danmark

- Tallene stemmer simpelthen ikke

Ifølge de tre forskere betyder de manglende data, at der er vigtig viden, som hverken når medierne eller den danske befolkning. Det betyder desuden, at der er en del af den offentliggjorte data, som de ikke kan få til at stemme.

Som eksempel nævner de smittetrykket, der i sidste uge blev opgraderet fra 0,6 til 0,9.

- Når vi selv efterprøver tilgængelige data og tabeller, stemmer tallene simpelthen ikke. Vi kan ikke få oplyst, hvordan myndighederne opgør tallet, selvom det er en af de mest essentielle oplysninger for at forstå udbruddets udvikling. Der er sikkert en god forklaring. Vi kender den bare ikke, skriver de.

I et skriftligt svar til Berlingske skriver Sundhedsministeriet, at der "i øjeblikket arbejdes på en løsning, så alle data, der i dag kun kan aflæses på tabeller i rapporten, vil kunne hentes ned i talform".

Sundhedsministeriet har tirsdag desuden lagt et notat ud, hvor beregningerne bag smittetrykket bliver beskrevet. TV 2 har spurgt Lars Østergaard, om han mener, det nye notat hjælper ham med at forstå beregningerne, men han mener, det stadig er uklart.

- Jeg er ikke blevet klogere. Det ville være interessant, hvis der blev lavet en systematisk overvågning af repræsentative grupper i samfundet, hvor man undersøger smitteudbredelsen i forhold til alder, køn, erhverv og så videre. Så ville vi kunne se, hvor meget virus, der er.