Samfund

Årets bedste forskningsbilleder er kåret - hvilket er din favorit?

'The Leaf Epidermal Jigsaw Puzzle' er blandt de billeder, der blev fremhævet udover toptre. Niels Christian Sanden, Københavns Universitet

Dommerpanelet har helt særlige kriterier, og et flot billede er ikke nok til at løbe med førstepladsen.

Rapporter og tørre tal er ikke altid den bedste måde at fange folks opmærksomhed på. Derfor har Danmarks Grundforskningsfond lanceret en fotokonkurrence, hvor det bedste videnskabelige billede bliver kåret.

På den måde håber fonden at skabe opmærksomhed omkring resultater og dermed udvikle verden omkring os.

Af samme årsag er de indsendte billeder blevet bedømt på, hvor godt de fungerer som dokumentation og kommunikation af forskningen - det er altså ikke nok med et flot motiv.

Årets vinder blev derfor en lille fladfisk på blot et par centimeter, der ligger i en hånd lige over vandoverfladen.

'Ung Pighvar'

'Ung Pighvar'

Bestanden af pighvarrer er presset flere steder i de danske farvande, derfor arbejder en gruppe DTU-forskere med at opdrætte og derefter sætte de unge pighvarrer ud.

En mindre bestand af fisken kan nemlig blive et problem, da den spiser snegle og muslingernes største trussel, kutlingerne. De ville ellers få frit spil til at udrydde skaldyrene – og så ville der ikke være nogen til at rense ålegræsset og sikre et rent havmiljø.

Ifølge dommerne løber billedet med førstepladsen, fordi det udtrykker en grundlæggende menneskelig omsorg for vores medskabninger. Samtidig er det med til at adressere et vigtigt emne i en tid, hvor den biologiske mangfoldighed er truet.

'Skeletteret mus'

Der er brugt en særlig teknik på musen, der har haft stor betydning i forskningens verden.

Her er der brugt en teknik kaldet diaphanization, der gør hud og væv transparent, men samtidig bevarer form og skelet.

Teknikken har gjort det muligt at undersøge, hvordan knoglerne fungerer i forhold til hinanden, og hvordan leddene kan bevæge sig.

Ifølge dommerne har billedet fået en andenplads på grund af sin imponerende detaljerigdom. Og så ser det ud som om, musen bidder sig selv i halen, hvilket også kan være et billede på naturens kredsløb.

'Øjet af en antarktisk isfisk'

'Øjet af en antarktisk isfisk'

Den antarktiske isfisk har mælkehvidt blod og det tættest kendte netværk af blodkar i øjets nethinde.

Forskerne håber, at studier af fisken blandt andet kan lede til bedre behandling af en række sygdomme hos mennesker. For eksempel nogle diabetespatienter, der kan være plagede af nye, skrøbelige kar i øjet, der kan skabe blødninger.

Ifølge dommerne har fiskeøjet indtaget en tredjeplads, fordi det på en gang er dekorativt og mættet med videnskabelig information.

Afstemning

Hvilket billede i toptre er din favorit?

Udover de tre topplaceringer har dommerpanelet fremhævet yderligere syv billeder:

Protein Purification

Billedet viser en forstørret dråbe af renset protein, der drypper fra tuden af et renselsesredskab.

'Mennesker i Metroen'

Billedet viser af- og påstigning på Nørreport Station i København. Kameraet er placeret over perronen som en del af et ph.d.-studie, der skal undersøge, hvordan metroens arkitektur får folk til at bevæge sig.

'Soup'

På billedet ses en ti dage gammel kartoffelsuppe, der er blevet hjem for både bakterier og svampe.

'The Leaf Epidermal Jigsaw Puzzle'

Billedet viser de puslespilsformede celler i det yderste lag af tobaksbladet.

'The Holy Bot'

Billedet viser en TRAP-mikrobot i en såkaldt reaktionsblanding. Her sker der en nedbrydning, der udvikler ilt og dermed bobler.

'Highligted Beauty In Organized Chaos'

På billedet ses adenocarsinom-celler - eller kræftceller - i brystet.

'In The Blue'

Kvinden på billedet har bind for øjnene, fordi hun deltager i et lyseksperiment på Aalborg Universitet i København.