Mølbak erkender: Smitterisiko for efterskoler tager udgangspunkt i gamle forhold

Efterskoleforeningen oplyser til TV 2, at man mandag har møde med Sundhedstyrelsen for at drøfte restriktioner på efterskolerne.

Landets efterskoler har været lukket, siden statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af landet ned 11. marts.

De efterskoleelever, der håber at komme tilbage til klassekammeraterne snart, fik en nedslående nyhed i sidste uge, hvor man kunne læse i Statens Serum Instituts vurdering, at risikoen for smittespredning på efterskoler er ’meget høj’.

Notatet blev sendt til Folketingets politikere før forhandlingerne om yderligere genåbning af Danmark blev påbegyndt. Fase to træder i kraft tidligst 11. maj.

Kåre Mølbak: Baseret på efterskoler 'under normale forhold'

Risikovurderingen tager dog ikke hensyn til, om der bliver foretaget restriktioner på efterskolerne.

I et svar til SF’s grupperformand, Jacob Mark, oplyser Kåre Mølbak, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut, at risikovurderingen for smittespredning er baseret på efterskoler ’under normale forhold'.

- Det vil sige et tæt fællesskab, hvor de unge mennesker er sammen døgnet rundt, dyrker idræt og synger, rykker sengene sammen, holder fester og fællesmøder, samtidig med at de er hjemme cirka hver anden weekend, hvor de møder andre unge og voksne, siger Kåre Mølbak i svaret, som Jacob Mark har delt på Facebook.

Efterskoleforening: Det er møgsurt

Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen, er meget uforstående overfor den nuværende vurdering i forhold til smittespredning på efterskolen.

- Der er helt afgørende, at vi får en ny vurdering, der viser det reelle billede, og hvilken risiko der er forbundet med en genåbning af efterskolerne.

Han siger, at Efterskoleforeningen mandag skal til møde med Sundhedsstyrelsen for at drøfte, hvilke restriktioner efterskolerne kan foretage for at gøre det så sikkert som muligt at genåbne.

Torben Vind Rasmussen håber meget på, at en ny risikovurdering kan nå politikernes bord i så god tid, at de kan indgå i forhandlingerne om de steder, der skal åbne efter 10. maj.

Han fortæller, at efterskolerne er godt i gang med at forberede sig på at åbne igen - de har for eksempel haft overvejelser om værnemidler, og at inddele eleverne i mindre grupper.

- Problemet er, at vi risikerer, at vores samarbejde med sundhedsmyndighederne er bagud, så det ikke får indvirkning på den politiske beslutning. Og det er møgsurt, siger han.

Jacob Mark: Jeg kan godt blive lidt træt

Kåre Mølbak siger i sit svar til Jacob Mark, at han er ’helt enig i, at efterskolerne på et eller andet tidspunkt skal kunne åbne’.

- Naturligvis kan der ændres på smitterisiko – blandt andet ved at holde afstand, minimere kontakt med forældre og andre unge, teste ved sygdom og så videre, siger han.

Torben Vind Rasmussen fortæller, at han har skrevet rundt til politikerne, der deltager i genåbningsforhandlingerne, og gjort dem opmærksomme på, at den nuværende risikovurdering ikke kan bruges.

- Vi håber, at det kan skabe en erkendelse hos politikerne om, at det lækkede notat ikke er gældende.

Vurderingen er foretaget af Statens Serum Institut, og det understreges i notatet, at de er "usikre og forenklede".

Jacob Mark skriver søndag på Facebook, at SF vil bede Styrelsen for Patientsikkerhed om at lave forslag til hvilke retningslinjer efterskolerne skal efterleve for at kunne genåbne.

- Jeg kan dog godt blive lidt træt - vi har forsøgt af få hul igennem til netop dette i flere uger. Men nu ser der ud til at ske noget, skriver han.