Samfund

Dronningen og statsministeren lagde kranse i Mindelunden

En lang række af de arrangementer er blevet aflyst eller udskudt, men 75-året for Danmarks befrielse markeres stadig flere steder i landet.

Dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag aften ved en stille ceremoni lagt kranse til ære for de faldne danske modstandsfolk i Mindelunden nord for København.

Det gjorde de i anledning af, at det er 75 år siden, de tyske tropper i Danmark overgav sig.

En tydelig bevæget dronning Margrethe stod for den første kransenedlægning til tonerne af 'The last post', et hornsignal, der bliver brugt i store dele af den vestlige verden til at ære faldne soldater.

Derefter gik Mette Frederiksen frem og fik lagt en krans.

- Det var et meget fint og rørende øjeblik, da Hendes Majestæt Dronningen og jeg fik lejlighed til at lægge en krans i aften, og det er med dyb taknemmelighed, at jeg gør det, sagde statsministeren efterfølgende til TV 2.

Dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen (S) lagde mandag kranse til ære for de faldne modstandsfolk på 75-årsdagen for Befrielsen i Mindelunden i Hellerup.

Der var planlagt en stor højtidelighed i Mindelunden, men den blev aflyst på grund af coronakrisen.

I stedet blev der tale om et mindre, lukket arrangement, som begyndte klokken 18, og som TV 2 sendte fra.

Dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen (S) nedlagde mandag kranse på 75-årsdagen for Befrielsen.

Anderledes, men ikke mindre vigtig

Efter at dronningen og statsministeren havde forladt Mindelunden fortsatte arrangementet med velkomst klokken 19.10 ved Martin Frøland, der er formand for Kammeraternes Hjælpefond og bestyrelsesmedlem i Frihedskampens Mindefond.

- I år er det en meget anderledes højtidelighed, men ikke en mindre vigtig højtidelighed. Tværtimod, sagde han.

Højtideligheden var anderledes, fordi den blev holdt uden publikum og æresgæster, men "det er vilkårene i år", lød det fra talerstolen.

- Vi tænker på dem, der ikke er her mere. Både de, der ligger her, de, der ligger andre steder, og de, der aldrig blev fundet, og deres familier, sagde Martin Frøland.

Efter velkomsttalen blev der lagt kranse ved Monumentet, ved Soldatermindesmærket og ved Krigssejlermindesmærket.

Arrangementet sluttede med fællessang af ’Altid frejdig når du går’.

Fra henrettelsesplads til mindested

Før området i Ryparken i Hellerup blev til Mindelunden var det et militært øvelsesterræn, som den tyske besættelsesmagt fra 1943 til 1945 brugte som henrettelses- og begravelsesplads for danske modstandsfolk.

Siden blev området omdannet til mindested, og Mindelunden blev officielt indviet 5. maj 1950 af statsminister Hans Hedtoft.

Officielt trådte den tyske kapitulation først officielt i kraft 5. maj 1945, men befrielsesbudskabet blev meldt ud i radioen via BBC 4. maj klokken 20.36.

- Her er London, BBC sender til Danmark. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, lød budskabet.

Femårig prinsesse

En af de danskere, der husker aftenen er den nu 80-årige dronning Margrethe, som dengang var fem år og lige lagt i seng, da hun blev vækket af jubel og hurra-råb fra gaden.

Det fik den femårige prinsesse til at stå op for at se, hvad der skete.

- Og jeg var temmelig sikker på, at jeg ville blive smidt lige på hovedet tilbage i seng. Men det blev jeg ikke, det var den store omfavnelse, fortæller dronningen i en video på kongehusets hjemmeside.

https://www.youtube.com/watch?time_continue=88&v=essX6ZTcu5Y&feature=emb_title

75 år senere står aftenen som dronningens mest præcise erindring fra hendes tidlige barndom, fortæller hun.

- Jeg forstod selvfølgelig ikke, hvad det egentlig var, men jeg kunne at mærke, at folk var begejstrede og lykkelige, siger hun.

Lys og kirkeklokker

En lang række af de arrangementer, der skulle have markeret 75-året for Danmarks befrielse, er blevet aflyst eller udskudt på grund af udbruddet af coronavirus.

Dagen markeres dog alligevel flere steder i landet.

Eksempelvis sætter Folketinget lys i vinduerne på Christiansborg Slot, og landets biskopper har opfordret alle kirker til at lade klokkerne ringe i 15 minutter om morgenen på befrielsesdagen 5. maj, ligesom de gjorde i 1945.