Samfund

80-årig mand død i trafikuheld

Uheldet er sket på hovedvejen Skanderborgvej nord for byen Honum, der ligger vest for Horsens.

En 80-årig mand er død som følge af et alvorligt trafikuheld mellem en lastbil og en personbil.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter.

Uheldet er sket nord for landsbyen Honum, der ligger vest for Horsens, og den afdøde mand er fra lokalområdet.

- Føreren af personbilen er afgået ved døden, og vores foreløbige undersøgelser viser, at der er sket et frontalt sammenstød, siger vagtchef Jesper Brian Jensen til TV 2.

Vagtchefen oplyser desuden, at lastbilchaufføren ikke er kommet til skade.

De pårørende er nu underrettet, lyder det fra politiet.

Hovedvej spærret i flere timer

Politiet fik meldingen om ulykken klokken 07.45.

Trafikuheldet betød, at hovedvejen rute 409 Skanderborgvej var spærret i flere timer.

Først kort før klokken 14 blev hovedvejen igen åbnet op for trafik.

Uheldet skabte en del kø i morgentrafikken, men der blev lavet en omkørsel, så bilister kunne finde alternative ruter.