- Jeg tror godt, at man kan åbne for de store klasser, siger forsker
Ikke alle synes dog, at de ældste elever skal tilbage i skole. En professor mener, at man i stedet skal kigge andre steder hen.
Der er nu gået 19 dage siden, at de første skoler i Danmark slog dørene op for 0.-5. klasserne, efter de havde været sendt hjem i godt en måned.
Siden er smittetrykket i Danmark steget, og søndag steg antallet af indlagte med 11 – den første stigning siden 27. april.
Men der er ingen tegn på, at smittekurven stiger med raketfart, og der er derfor basis for at åbne samfundet mere. Og det kan indebære folkeskolens ældste elever.
Det siger Søren Riis Paludan, der er professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet:
- Jeg ville godt kunne se, at man åbnede for de ældre klasser i folkeskolen nu. Det er en stor gruppe, hvor nogle skal afslutte deres uddannelse. Og det er en gruppe, der er robust i forhold til at modstå infektionen, siger han til TV 2.
Professor uenig
I den kommende uge mødes Folketingets partier for at diskutere, hvad der skal være en del af anden fase af genåbningen af Danmark.
Forud for forhandlingerne har Statens Serum Institut udarbejdet et notat, hvor de vurderer smitterisikoen ved forskellige scenarier.
TV 2 er i besiddelse af notatet, og her fremgår det, at der er ”lav risiko” ved at åbne biblioteker og zoologiske haver, mens der er ”høj risiko” for at øge smittespredningen, hvis man åbner erhvervsuddannelser, højskoler samt folkeskolens 6.-10. klasser. Det notat har Søren Riis Paludan også hørt om.
- Jeg ved godt, at Statens Serum Institut ser det som højrisiko, og der er selvfølgelig en risiko for, at de kan smitte videre, men jeg tror godt, at man kan åbne for de store klasser, siger han.
Søren Riis Paludan fremhæver, at der blandt andet vil være en samfundsmæssig værdi i at åbne skoler og biblioteker, da det vil give befolkningen en gulerod.
Politisk er emnet varmt. Nogle partier er for, mens andre endnu ikke vil forholde sig til det. Samme diskrepans er der, når man snakker med fagligheden.
- Nej, skoleåret er også ved at være gået. Jeg tror, at man skal være mere pragmatisk og åbne der, hvor det giver mere gavn samfundsøkonomisk. Det kunne være cafeer, restauranter og lignende, siger Thomas Benfield, der er professor på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, til TV 2
- Selvom teenagere kan være fornuftige og dygtige, kan de meget let komme lidt for tæt på hinanden, og så spredes smitten.
Skal give mening at åbne
Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde det 1. maj klart, at det fortsat er regeringens plan, at næste fase af genåbningen af Danmark begynder efter 10. maj.
Statsministeren gjorde det samtidig klart, at det bliver ”lige op til 10. maj”, at der ligger en plan for genåbningen, da smittetrykket bliver overvejet grundigt.
Blandt de meget diskuterede erhverv har været café- og restaurationsbranchen samt forlystelsesparker og zoologiske haver. Og særligt de to sidste er svære at vurdere, siger de to professorer:
- Man skal kunne forudse en enorm vinding, hvis det skal give mening at åbne steder, hvor mange samles. Og det tror jeg ikke, at man får, hvis man åbner forlystelsesparker og zoologiske haver. Det er for stor en risiko, siger Søren Riis Paludan.
Også Thomas Benfield er tilbageholdende. Men han kan godt se, at zoologiske haver, der er mere afdæmpede, har en fordel:
- Jeg tror godt, at man så småt kan åbne zoologiske haver. Hvis man kan få alle med på, at god hygiejne, afstand og rengøring fortsat er vigtigt. Forlystelsesparker er lidt noget andet, og måske skal man have en graduering af en eventuel åbning, siger Thomas Benfield.
De danske forlystelsesparker oplyste søndag, at de undrer sig over, at de er i en højrisikogruppe.
Statsminister Mette Frederiksen fremlagde på et pressemøde 6. april regeringens delvise plan for en gradvis og forsigtig genåbning af Danmark. 17. april landede regeringen en aftale med Folketingets partier om en udvidet genåbning af blandt andre de liberale erhverv.
Fredag startede forhandlingerne om anden fase. De ventes at blive genoptaget mandag.