Samfund

Digteren Yahya Hassan er død, 24 år gammel

Yahya Hassans digtsamling 'Yahya Hassan' blev den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien.

Yahya Hassan er død. Han blev 24 år.

Det bekræfter Gyldendal, digterens forlag, i en pressemeddelelse.

Forlaget har fået det bekræftet af den nærmeste familie.

- Yahya Hassan blev 24 år. Fire og tyve år. Det er jo ingenting, det er en katastrofe. Jeg har kendt ham, siden han var 16 år, den her lysende dreng med det enorme talent, nerverne uden på tøjet, men med det store talents søvngængeragtige sikkerhed, siger Gyldeldals forlagschef Simon Pasternak.

Forlagschefen husker Yahya Hassan som en person, der "ville være sig selv" og "have sin egen stemme":

- Nu er han død. Det er ikke til at bære, siger Pasternak.

Østjyllands Politi kan og må ikke kommentere på personsager, men oplyser til TV 2, at en person er fundet død i en lejlighed i Aarhus V.

- Der er tale om en mand midt i 20erne, og der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at der er tale om en kriminel handling, siger Østjyllands Politi.

Bedst sælgende debutdigtsamling

Digteren nåede at udgive to roste digtsamlinger.

Den første, 'Yahya Hassan' fra oktober 2013, blev den bedst sælgende debutdigtsamling med 120.000 solgte eksemplarer.

I 2019 udgav Yahya Hassan sin anden digtsamling, der også blev kritikerrost.

Digtene i Hassans udgivelser kredser om hans opvækst, indvandrermiljøet, vold, overfald, om at sidde i fængsel, om stoffer og om psykisk sygdom.

- Jeg skriver om mit liv og mig selv, og det er elendighed og sorg, der er katalysatoren. 90 procent af min motor kører på pis, lort og gylle. Ufortyndet pis og lort.

Ifølge Simon Pasternak, forlagschef for Gyldendal, insisterede Yahya Hassan på ikke at bøje sig for nogen. Han ville ikke være repræsentant for nogen eller spændes for nogens vogn.

- Jeg er en af de største digtere, der findes, men perkeren her har fået nok, sagde Yahya Hassan, da hans anden digtsamling blev udgivet.

- Jeg er født muslim og vil dø muslim

På Facebook har Yahya Hassans mor lagt en video op af digteren, hvor flere i kommentarsporet udtrykker deres sorg over dødsfaldet.

I videoen, der er lagt op torsdag, bekender Yahya Hassan sig til islam.

- Jeg vil gerne sige til alle, der måske har været i tvivl om, hvorvidt jeg har været fratrådt eller frafaldet fra Islam, at det har der på intet tidspunkt været tale om.

- Jeg er født muslim, vil dø muslim. Men man er måske ikke, som folk er flest. Slut, prut, finale og tak for det, lyder det i videoen.

Stillede op til folketingsvalg

Yahya Hassan blev født 19. maj 1995 i Aarhus V af palæstinensiske forældre, der blev skilt, da han var syv år. Som 13-årig blev han fjernet fra hjemmet og anbragt på institution.

På et socialpædagogisk opholdssted udviklede den dengang 16-årige Hassan et kæresteforhold til en 38-årig kontaktperson. Kvinden blev senere dømt for at have haft samleje med Hassan.

I april 2015 bekendtgjorde Hassan, at han ville stille op til Folketinget for Nationalpartiet. Partiet nåede dog ikke at blive opstillingsberettiget, og Hassan stillede op som løsgænger, men blev ikke valgt.

Året efter blev han smidt ud af partiet, efter han var blevet anholdt for narkokørsel.

Yahya Hassan modtog i de senere år en række domme for blandt andet tyveri, hæleri og for at have skudt en 17-årig mand i foden, og han blev også indlagt på psykiatrisk hospital.