Professor: Det går godt - men vi skal passe på ikke at blive lullet i søvn af de lave tal
Ifølge overlæge og professor Jens Lundgren er tallet for nye indlæggelser det vigtigste at have for øje, når landet bliver genåbnet.
Onsdag sagde statsminister Mette Frederiksen, at Danmark har fået kontrol over coronasmitten.
Og den melding kommer præcis 14 dage efter, at institutioner og skoler delvist åbnede landet over, og hvor forventningen måske havde været en større eller mindre stigning i antallet af smittede danskere. Men antallet af smittede ser ud til at stagnere.
Jens Lundgren, der er overlæge og professor på Rigshospitalet, siger i talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS, at der lige nu er godt styr på smittetallet.
- I øjeblikket går det sådan set meget godt, fordi antallet af nye indlæggelser er nogenlunde stabilt, omkring 20 personer bliver indlagt om dagen. Det var på omkring 80-90 i slutningen af marts, så vi har fået styr på det, siger Jens Lundgren.
- Nøgletallet er nye indlæggelser
Og netop antallet af nye coronarelaterede indlæggelser på landets hospitaler er alfa og omega, i forhold til hvordan vi klarer os, mens genåbningen af samfundet pågår, mener Jens Lundgren.
- Det, der i mine øjne er det interessante tal, er, hvor mange nye der bliver indlagt hver dag. For hvis der kommer flere smittekæder, så vil det tal stige, siger Jens Lundgren og forklarer, at man på den måde kan holde øje med antallet af smittede i genåbningsfaserne.
Der går, ifølge Jens Lundgren, i gennemsnit 14 dage fra man bliver smittet, til man bliver indlagt, hvis man bliver så syg af coronavirussen. Og selvom det går godt, skal man passe på, at det lave antal nye indlæggelser ikke "luller os i søvn", som han siger.
- For der kan ske dramatiske ting på 14 dage med smittespredning, uden at det bliver bemærket med nye indlæggelser, siger han.
Det er nu vi skal holde fast
Mens politikerne lige nu diskuterer den næste genåbningsfase, flere erhverv åbner igen, og danskerne igen så småt får smagen af, hvordan samfundet så ud før nedlukningen 11. marts, slår overlægen fast, at afstand fortsat et af de vigtigste våben mod smitten.
- Min største bekymring er, at vi taber forståelsen af det problem, som vi står med. Fordi man kan meget hurtigt foranledes til den konklusion, at det går fantastisk, og måske har vi været for forsigtige og så videre. Og der må jeg bare sige, at man skal huske, hvor mange der bliver diagnosticeret om dagen. Den her virus er i befolkningen. Der er heldigvis ikke så mange, der er smittet i øjeblikket, men virus er i befolkningen.
Lige nu er over 180.000 blevet testet for smitte her hjemme, hvoraf 9008 er blevet testet postive. Der kan dog være et betragteligt mørketal.
Derfor kan man ikke pointere nok, at selvom første slag er vundet, så skal danskerne hænge i:
- For hvis det er helt frit og vi bare går tilbage, så kan en person skabe én million smittede i løbet af tre måneder. Det er det forbandede ved den her epidemi.
Og den er ikke ovre?
- Potentialet er ikke ovre. Vi er lykkedes som samfund at få smittetrykket ned, fordi vi har accepteret, at vi lever på en anden måde med hinanden, og det har vi gjort rigtig fint, siger Jens Lundgren.
Du kan se eller gense talkshowet 'Lippert' på TV 2 PLAY.