Gaden

- Jeg har en historie, der måske ændrer dit syn på mig

Svigt, mobning, et ødelagt selvværd og en selvdestruktiv livsstil sendte Danny i et alvorligt stofmisbrug allerede som ung teenager.

Jeg havde min første skævert som bare toårig.

Min far havde tabt et gram eller måske to gram hash på gulvet, som jeg fandt og spiste. Da min mor fandt ud af det, ringede hun til lægevagten for at høre, hvad hun skulle gøre. Hun fik at vide, at hun bare skulle fylde en masse mælk på mig og så holde øje.

Jeg har sidenhen fået at vide, at jeg fik sovet godt og grundigt igennem.

Måske var det derfor, at jeg genkendte følelsen af at være skæv, da jeg ti år senere røg en joint for første gang.

En god menneskekender

Jeg hedder Danny, jeg er 27 år, og jeg bor på Mændenes Hjem i København. Det er et herberg og botilbud til nogle af de mest udsatte mennesker. Det er på mange måder orkanens øje i Danmarks hårdeste stofmiljø.

Jeg er en af dem, du ser i gadebilledet, men som du måske alligevel ikke rigtig ser. Fordi mange kigger væk, når jeg går gennem S-toget og spørger om en bette mønt, eller når jeg høfligt stopper dem op på gaden med et plastikkrus i hånden i håbet om, at de kan undvære lidt.

'GADEN' - DOKUMENTAR I TRE AFSNIT

Dokumentarserien følger i to år Danny, Wesley og Mette, når de fortæller deres egne historier med fokus på de barndomstraumer og svigt, der fik dem til at søge livet på gaden.

Danny optræder kun med fornavn, men hans fulde identitet er kendt af TV 2.

Mit liv som hjemløs og misbruger ændrer sig ikke ved, at jeg fortæller dig min historie. Men måske ændrer dit syn sig på os mennesker, der lever på bunden af samfundet. Eller også kan et indblik i mit liv trække dig væk, hvis du selv står og vakler på kanten.

Selvom de fleste danskere kun har betragtet mig og andre misbrugere på afstand, så er stofmiljøet faktisk ikke særlig lukket.

Du kan altid komme ind. Men folk vil hustle dig. Tage røven på dig og butt fucke dig, så du kan smage din egen bæ.

Så du skal være en god menneskekender.

Og det må jeg være. For jeg har levet og overlevet et liv på gaden i snart et årti.

Vold og misbrug

Jeg er opvokset i Albertslund i nogle treetagers bygninger, der ligner duplo-klodser stablet oven på hinanden. Det var bestemt ikke i den fine ende af københavnerforstaden. Tværtimod.

Det er blevet meget bedre nu, men dengang var det et kvarter, hvor man ikke skulle gå alene ned i Albertslund Centret, efter solen gik ned. For så kunne du være sikker på at blive rullet.

Det var et område, hvor det handlede om at overleve. Så det gjorde jeg.

Det samme gjaldt min mor. Hun gjorde det bedste, hun kunne. Men det var en lortebarndom. Jeg har set alt for mange ting, et barn ikke burde have set.

Mine forældre boede sammen, indtil min mor lossede min far ud. Selvom jeg ikke var særlig gammel, kan jeg huske mange skænderier, hvor min far var voldelig over for min mor.

De skændtes tit på grund af min fars misbrug.

Jeg var fattigrøven

Da min far flyttede, kom der mere ro på. Men vi var stadig fattige. Vi kom jo fra bunden af slummen. Eller sådan følte jeg det i hvert fald.

Jeg følte også, at alle i min klasse så mig som fattigrøven, der aldrig havde råd til noget. Og vi havde ofte ikke råd.

Min mor var på overførselsindkomst, så økonomien var virkelig presset. Ofte spiste vi henne ved min moster, fordi vi ikke havde råd til mad.

Det var heller ikke unormalt, at min mor levede af havregrød hver dag i nogle gange en hel måned, så min lillesøster og jeg kunne få almindelig aftensmad.

Alle dem i min omgangskreds havde bare det hele. Det er svært at forklare, men det var hårdt at sidde i klassen og være den eneste, hvor ens mor knap nok havde råd til at give en et par bukser.

Jeg var fattigrøven. Bumsen. Ham, som ikke havde noget.

Og så var jeg overvægtig. Med andre ord det perfekte mobbeoffer.

Pjækkede fra skole

Jeg var meget alene, da jeg gik i skole.

Der er ikke én skole, jeg har gået på, hvor jeg ikke er blevet mobbet. Det begyndte allerede i første klasse.

De andre i klassen elskede at påpege, at jeg var overvægtig, og de blev ved. Det var åbenbart sjovt at sætte mit pis i kog, fordi jeg kunne blive så hidsig. Uanset hvor tit min mor sagde ’lad det passere’, så kunne jeg bare ikke.

Der er ikke nogen mennesker, der holder til at høre på den slags hele tiden. Derfor begyndte jeg at pjække.

Sådan er artiklen lavet

Gennem to år har TV 2 fulgt Danny til dokumentarserien ’Gaden’. I forbindelse med programmet er han blevet interviewet flere gange.

Dannys historie er skrevet af en journalist på baggrund af flere samtaler samt de interviews, han har givet til dokumentarserien.

Danny har efterfølgende læst og godkendt artiklen.

Det startede allerede i 4.-5. klasse. Jeg orkede simpelthen bare ikke at blive hakket på hver dag.

Da jeg kom op i de lidt større klasser, var jeg nærmest aldrig i skole. Jeg har heller ikke færdiggjort folkeskolen. I stedet drev jeg rundt.

På det tidspunkt var der meget hierarki på skolen. Alt handlede om, hvem der havde det fedeste tøj, de fedeste sko eller den fedeste mobiltelefon.

De ting havde min mor bare ikke råd til. De andre mobbede mig med det. Så når jeg udså mig noget, jeg gerne ville have, og som min mor ikke havde råd til, fandt jeg bare selv en måde at få fat i det på. Uanset om det så krævede, at jeg stjal det i en forretning.

Jeg lærte at stjæle og kortslutte en bil, før jeg lærte at køre en

Første gang jeg stjal, var jeg 12 år. Jeg hoppede ind ad et halvåbent vindue i et hus. Der var heldigvis ikke nogen hjemme. Gud ske tak og lov.

Men det var bare så nemt, at jeg ikke rigtig tænkte så meget over, hvad jeg gjorde. Jeg gjorde det bare.

Jeg ved godt, det er forkert. Men jeg ville jo bare gerne have de samme ting, som de andre havde.

Men hvad kan man sige, min skæbne var bare en helt anden jo.

For jeg er vokset op med misbrug på tætteste hold. Efter min mor og far var gået fra hinanden, besøgte jeg min far i weekenderne. Det er ikke nogle besøg, jeg husker tilbage på med en god følelse.

Min far tog både stoffer og røg hash. Han købte ikke rigtig mad ind, for han prioriterede sine penge på smøger og stoffer. Garanteret også på bajere.

Så når jeg var hos ham fra fredag til søndag, fik jeg ikke noget at spise. Han lå bare og sov eller spillede computer. Jeg sad i sofaen og så fjernsyn og ventede på, at det blev søndag, så jeg kunne blive hentet igen.

Hele misbrugsverdenen var altså ikke fremmed for mig, da jeg mødte den uden for hjemmets fire vægge.

Hashen slukkede mine tanker

Jeg var 11-12 år, første gang jeg prøvede at ryge hash – altså udover dengang, jeg som helt lille slugte en klump.

Det var inde på Christiania. Jeg var der med en gammel ven. Han havde prøvet det før. Det havde jeg ikke. Så jeg sugede på jointen, ligesom det var en cigaret, og så blev jeg godt blank i hovedet.

Hold da kæft, når man ryger hash, så har man det skidegodt, opdagede jeg.

Alle tankerne blev slukket. Alt mobberiet forsvandt.

Jeg fik vel egentlig bare nok af det hele, og så fandt jeg ud af, at hashen gav et pusterum.

På det her tidspunkt var jeg stadig overvægtig, men det vendte, da jeg opdagede en farlig, men effektiv slankekur. Amfetamin.

Jeg husker den aften, som var det i går. Det var en fødselsdagsfest hos min moster, hvor jeg havde fået lov at drikke. Jeg blev virkelig fuld og kastede op. Da jeg skulle ud og pisse, vinkede et familiemedlem mig hen. Han var nogle år ældre end mig.

- Jeg kan gøre, så du ikke har det sådan, sagde han og lagde en god streg amfetamin op.

Jeg sugede den, og så var jeg bare ædru fra det ene sekund til det andet. Det må have været en fed oplevelse, for jeg blev jo ved efterfølgende.

Jeg havde set min mor sur før, men da hun opdagede, at jeg havde taget amfetamin, blev hun rasende.

Hjemløshed i Danmark

Den seneste landsdækkende kortlægning af hjemløshed i Danmark viste, at der i 2019 var lidt mere end 6.400 borgere, der befandt sig i en hjemløshedssituation.

Dermed var omfanget af hjemløsheden på landsplan stort set uændret i forhold til den forrige kortlægning i 2017. 2019-kortlægningen registrerer dog et fald i antallet af hjemløse unge, mens der omvendt ses en stigning blandt de midaldrende og ældre.

Kilde: Vive - Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd

Stak af hjemmefra

Min mor forsøgte at sætte grænser for mig. Jeg skulle komme hjem på faste tidspunkter, måtte ikke være påvirket og alt det der. Men jeg var ligeglad.

Jeg stak hele tiden af hjemmefra, for jeg ville have lov til at ryge min hash, som det passede mig. Og det kunne jeg ikke derhjemme.

I starten var jeg nogle gange væk i kort tid, men i løbet af de tidlige teenageår var jeg nogle gange væk i to måneder. Så kom jeg lige hjem, fik noget tøj, noget at spise og redt trådene ud med min mor. Men det holdt ofte kun i en uge – måske fjorten dage, så blev vi uvenner igen, og så skred jeg.

Det var starten på mit liv som hjemløs. Jeg overnattede hos kammerater på skift. Hashen var min faste følgesvend. Den gav mig ro. Men jeg tog også andre stoffer.

Jeg kunne lide at være påvirket

Første gang jeg tog kokain, var jeg taget ind til Istedgade for at prøve at købe det af en af pusherne. Jeg fandt hurtigt en, der ville sælge mig noget. Jeg sniffede det, og så var jeg også hooked på det.

Jeg kunne lide at være påvirket, fordi det fjernede en del af mine problemer. De problemer, jeg havde inderst inde.

Og jo. Jeg vidste godt, at man blev afhængig af stoffer. Men jeg tænkte ligesom mange andre, at jeg havde styr på det. En streg i ny og næ, det sker der jo ikke noget ved, sagde jeg til mig selv.

Men så går man fra at sniffe det til at ryge det. Og fra at ryge det til at fixe det. Og så er der bare no way back.

Den dag jeg opdagede, at der ikke var mere af den speed, jeg havde gemt i min mors fryser, gik det op for mig: Jeg var blevet afhængig.

Jeg blev depressiv og ked af det. Sådan en nedtur varer typisk kun et par timer. Men jeg havde taget det hver dag i månedsvis, så nedturen varede lang tid.

Lige indtil jeg fik skaffet noget mere, så jeg kunne slukke for mine følelser.

Da jeg var blevet 17 år, var jeg fast gæst i Istedgade omkring Mændenes Hjem.

Jeg følte mig ikke noget værd. Jeg følte mig ikke mere værd end en junkie.

Og nu var det ikke længere kun kokain og amfetamin.

Nu var det også heroin.

Jeg røg heroin første gang som 15-årig og fixede det første gang, da jeg var 17 år.

Ja, og så er det gået slag i slag siden.

Fanget i et misbrug

Hver morgen vågner jeg og er pisse dårlig.

Jeg fryser, har ondt i maven og har koldsved. Det er abstinenserne. Dem, der sender mig direkte mod næste fix.

Men de kan også dæmpes af metadon. Den får jeg udleveret på et misbrugscenter. Metadonen er lægeordineret og hjælper mod mine heroinabstinenser, men det er jo en falsk hjælp. Desuden har jeg et sidemisbrug af kokain og piller.

Jeg får det godt, men når det 24 timer senere er ude af kroppen, så skriger kroppen efter mere.

Det må være fanden, der i vrede har skabt metadon, heroin, morfin og alt det skidt. Det er ikke til nogen hjælp. Eller det eneste, det hjælper med, er at slukke for mine følelser.

Når jeg er påvirket, tænker jeg ikke over, hvor ondt jeg egentlig går og har det indeni. Samtidig fjerner det også den sorg, jeg har over at såre mine nærmeste.

Da jeg var yngre, ville jeg bare være fri. Til sidst fik jeg mit ønske opfyldt og gjorde bare, hvad der passede mig. Og nu er jeg fanget.

Fanget i mit misbrug.

Og det er dyrt at være misbruger – jeg skal skaffe hundredvis af kroner hver eneste dag til stoffer, så jeg ikke bliver syg.

Heldigvis har jeg fundet ud af, hvordan jeg kan dække mit forbrug. Jeg tigger. Eller betler, som det også hedder.

Det er ulovligt, men jeg kan finde tyve andre ting, som er meget mere ulovlige. Butikstyveri, røveri, narkosalg.

De penge, jeg samler ind, går ikke kun til stoffer. Det går også til andre ting som eksempelvis noget at spise.

Det er sgu ikke nemt at leve det liv her.

Og når du læser dette her, tænker du måske: ’"Jamen, hvorfor søger han så ikke om at komme i misbrugsbehandling?"

Det er bare ikke så sort og hvidt.

Jeg leger med døden hver dag

Jeg kan godt komme i behandling, men det hjælper ikke noget, hvis jeg ikke er klar.

Og jeg er ikke klar. Jeg ville bare smadre det og ende med at holde en plads for et andet menneske - ødelægge chancen for en anden, som måske ønsker det mere end mig. Det vil jeg ikke.

Stofmisbrug i Danmark

Sundhedsstyrelsen skønnede i 2019, at 84.430 personer har et højrisikoforbrug af stoffer.

I 2018 var der ifølge Sundhedsdatastyrelsen 16.961 personer i behandling for stofmisbrug. Der er altså en massiv underbehandling på misbrugsområdet, hvilket Rådet for Socialt Udsatte finder dybt problematisk.

Kilde: Rådet for Socialt Udsatte

Jeg føler ikke, jeg er stærk nok til at se virkeligheden i øjnene. Den kolde, grumme virkelighed.

Og så er der selvfølgelig afhængigheden, der holder mig tilbage. Men jeg er ikke parat til at slippe stofferne. Og metadonen kommer jeg aldrig til at slippe.

Den sidder i håret og i knoglerne på mig. Det er lige før, at det blod, der pumper rundt i kroppen på mig, er halv metadon, halvt blod.

Det fungerer faktisk også godt med min metadonordning. Jeg tror, det især giver min mor ro i sjælen, fordi hun ved, at jeg ikke skal ud og kæmpe en kamp hver evig eneste dag for at få mit lort.

Det er meget sjældent, jeg spørger hende om hjælp. Og jeg forventer ikke hendes hjælp. Men jeg tænker, at hun nok alligevel hellere vil have, at jeg ringer og spørger hende, end jeg ligger og er ved at kradse af af abstinenser.

Den frygt har hun. Og det er ikke helt ubegrundet.

Jeg leger med døden hver dag. At jeg er blevet 27 år, får mig til at tænke lidt. Tænke over, hvor glad jeg skal være over, at jeg vågner op hver morgen.

For det er ikke en garanti, selvom jeg er ung. Med det liv, jeg fører, kan det nemt gå galt.

Og gør det dét, er det fordi, det er blevet min tur til at tage billetten.

Jeg frygter ikke døden, for døden er meget fredelig. Jeg frygter kun, hvordan jeg skal dø.

De voksne så den anden vej

Da jeg havde fødselsdag for en måneds tid siden, kom jeg til at tænke på, hvordan årene bare er fløjet afsted.

Når jeg tænker tilbage, har min mor ikke givet op på mig. Men hun gik nok og ventede på, at jeg selv skulle åbne øjnene og indse, at det, jeg lavede, kun kunne gå en vej: at jeg blev misbruger.

Der er nok mange, der ser mig på gaden eller læser den her historie og tænker, at det er min egen skyld, at jeg er endt her.

Men jeg er bare ikke god til at bede om hjælp. Jeg er født til at klare mig selv.

Der har dog været gange, hvor jeg har rakt hånden ud og forsøgt at få hjælp.

Men jeg oplevede, at hverken skolepsykologen eller lærerne på min gamle skole gad hjælpe mig. Det var, som om de bare så den anden vej og mente, at det var min egen skyld. At jeg opsøgte konflikterne. Men det gjorde jeg slet ikke.

Lærere skal stoppe mobning i tide, så det ikke bliver så ødelæggende, som det gjorde for mig. Og det er jo vigtigt, at den mobbede kan føle sig tryg ved læreren. Men sådan var det ikke for mig.

Jeg kunne ikke stole på nogen.

Dobbeltdiagnose

En dobbeltdiagnose betyder, at man har et misbrug kombineret med mindst én psykisk lidelse. Personer med dobbeltdiagnoser risikerer at lande mellem to stole, fordi misbruget behandles i kommunen, mens psykisk sygdom behandles i regionen.

I en rapport fra 2018 opgør VIVE, at 30.174 personer har en psykisk lidelse i kombination med et misbrug, mens 9.038 personer er endnu hårdere ramt med yderligere sociale problemer eksempelvis hjemløshed.

Kilde: Rådet for Socialt Udsatte

Ender med at dø alene

I dag er jeg diagnosticeret med en dobbeltdiagnose. Det vil sige, at jeg både har et misbrug og har paranoid skizofreni.

Det er en farlig cocktail af svigt på så mange niveauer blandet med mobning, et ødelagt selvværd og en selvdestruktiv og grænsesøgende livsstil, der har ført mig til et liv på gaden.

Jeg ender med at dø. Alene.

For man brænder mange broer, når man er misbruger. Og her i misbrugsmiljøet er der ikke en eneste, der kender mig. Ikke en eneste, der ved, hvem jeg egentlig er.

Jeg gad godt have en god ven. Personen skal ikke nødvendigvis tage stoffer for at blive venner med mig. Jeg ville da synes, det var sejere, hvis jeg fik en ven, der ikke tog stoffer. Men respekterede, at jeg gjorde det.

Bare en enkelt af sådan en ven. En ville være helt fint.

Jeg savner min familie

Jeg ønsker et bedre liv. Det gør alle misbrugere vel. Men det er kun en håndfuld af os, der får det.

Jeg drømmer om en mere stabil tilværelse og på sigt også et andet sted at bo end Mændenes Hjem. Bare en etværelses.

Og så drømmer jeg om at være så meget sammen med min mor som muligt. Eksempelvis holde jul med hele familien. Det er faktisk noget af det, jeg ønsker mig mest: at holde jul med min familie uden snak om misbrug eller kriminalitet. At de bare spørger: ”hvordan har du det?”.

Jeg savner i bund og grund bare at have min familie. At være tæt på dem og at kunne række ud efter dem. Jeg har brug for min mor. Brug for støtten.

Nu har du læst min historie. Og hvis du kun havde set barndomsbillederne i denne artikel, havde du måske tænkt, at jeg har haft en helt almindelig og god barndom. Men der er en bagside, som står sort på hvidt her i teksten.

Der er altid to sider af historien jo.

Du kan se 'Gaden' på TV 2 torsdag klokken 20.40 eller på TV 2 PLAY.

Dannys far er blevet forelagt de beskrivelser af ham, som Danny fremsætter, men han har ikke reageret på henvendelserne.