Coronavirus

Sundhedsstyrelsen ændrer strategi - et 'paradigmeskifte', mener Søren Brostrøm

Den nye udmelding kan betyde, at restauranter og barer snart kan begynde at åbne, siger professor.

Snart skal coronasmittede i arbejdstøjet.

Om en uge eller to bliver det de smittede danskeres egen opgave at opsøge personer, de har været i tæt kontakt med, fortæller direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm til Jyllands-Posten.

- Vi arbejder med en ansvarliggørelse af borgerne. Vi kan ikke gøre som sidst, hvor læger fra Styrelsen for Patientsikkerhed opsporede alle patienternes mange kontakter. Det er en uoverstigelig opgave, fordi vi tester langt, langt flere nu, siger Søren Brostrøm, der beskriver den nye udvikling som "et paradigmeskifte" og et "kæmpestort skift" i den danske strategi.

Den nye strategi indebærer ifølge Jyllands-Posten, at personer uden symptomer, som har været i tæt kontakt med coronasmittede, skal testes.

Ifølge Søren Brostrøm er det meningen, at det øgede antal af test skal kunne udrulles i løbet af to til tre uger. Har man haft tæt kontakt til en smittet, kan man efterfølgende blive testet tre gange over en periode på otte dage - på dag fire, seks og otte.

Test både i telte og på sygehuse

Tæt kontakt defineres blandt andet som at dele husstand eller at have stået tæt ansigt-til-ansigt i mere end 15 minutter.

Det udvidede antal test af folk både med og uden symptomer skal foretages både på sygehusene og i de 16 nye telte, som er spredt ud over landet.

Antallet af test er blevet øget markant, særligt på sygehusene. Aktuelt er det tæt på fordoblet til over 10.000. Antallet af smittede, som er fundet via test, ligger i gennemsnit på omkring 1,5 procent, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Hensigten er at holde smittespredningen i stramme tøjler. Dermed undgår man at isolere for mange. Og det er et træk, der bringer Danmark på forkant i kampen mod coronavirussen, siger Sundhedsstyrelsen.

De mange test af folk både med og uden symptomer skal foretages på sygehusene, og i de 16 hvide telte, som er spredt ud over landet.

Står ved en skillevej

Spørger man Lone Simonsen, professor ved Institut for Naturvidenskab på Roskilde Universitet, har Danmark bevæget sig mod lidt af en skillevej.

- Vi kan faktisk banke covid-19 ud af samfundet, hvis vi sørger for at forfølge en meget offensiv teststrategi, sagde Lone Simonsen tidligere på ugen til TV 2.

Ved at teste flere og kortlægge coronasmitten mere præcist vil det være muligt at åbne samfundet i takt med, at antallet af smittede falder.

Det vil blandt andet bane vejen for en åbning af samfundet og gøre det mere frit for risikogrupperne.

- Jo flere vi får testet, desto bedre muligheder får vi for at inddæmme med en kombination af karantæne og smitteopsporing. Når det er på plads, kan vi i højere grad genåbne samfundet, og risikogrupperne vil kunne bevæge sig ud igen, siger Lone Simonsen.

Virolog er ikke helt tryg ved det

Professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er dog ”ikke helt tryg” ved, at det bliver de smittedes egen opgave at opsøge personer, de har været i kontakt med.

- Det kan godt være, at det kan fungere for en hel del danskere, men jeg er sikker på, at der er nogle borgere, som ikke har overskud til det, siger han til TV 2.

Han mener, at alle coronasmittede bør have en kontaktperson, der sikrer, at der bliver fulgt op på de potentielle smittekæder.

I et interview med TV 2 onsdag eftermiddag siger Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at man ikke kan afvise, at der bliver smittekæder, man ikke får opsporet, men han forsvarer, at det er folk selv, som skal informere om dem, de potentielt kan have smittet.

- Den her sygdom er sådan, at der kan være skjulte smittekæder, og man kan være smittet uden selv at vide det. Derfor er det afgørende - hvis man testes positiv - at man så hjælper os med at sige, hvem man har været i kontakt med, så vi kan få testet dem, siger Magnus Heunicke (S), og understreger, at det ikke er .

Virolog Allan Randrup Thomsen mener også, at det er positivt, at den øgede testkapacitet nu kombineres med aktiv smitteopsporing. Han forklarer, at vi kun på den måde kan eliminere smitten i samfundet mere effektivt.

Venstre er skeptiske

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, er heller ikke overbevist.

- Hvis regeringen og myndighederne nu igen skifter teststrategi, er det vanvittigt vigtigt, at man afstemmer forventninger med befolkningen. Indtil nu har testkapaciteten nemlig ikke været i nærheden af at kunne leve op til de mange hensigter.

- Jeg føler mig heller ikke betrygget denne gang, men håber selvfølgelig, at jeg bliver klogere og glædeligt overrasket, siger han til TV 2

Tilbage til normal hverdag

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde 21. april, at den potentielle testkapacitet kommer op på 42.000 dagligt.

Det højeste antal daglige test indtil nu fandt sted 24. april, hvor 11.455 danskere ifølge Statens Serum Institut blev testet for covid-19.

Skal den nye strategi hjælpe os tilbage til en normal hverdag, er det vigtigt, at vi stabiliserer antallet af daglige test, siger professor Allan Randrup Thomsen. Han peger blandt andet på, at man på Hvidovre Hospital har haft svært ved at følge med.

Mere kan åbnes

Lykkes den nye teststrategi, vil det dog betyde, at vi vil se steder som restauranter og barer åbne tidligere – dog næppe uden restriktioner, siger Allan Randrup Thomsen.

- Vi har set nogle positive smittetal på det seneste. Hvis de ikke ændrer sig voldsomt, kan man åbne noget mere, når det kombineres med øget testkapacitet og smitteopsporing.

Han understreger, at der dog fortsat vil være lange udsigter til, at store arrangementer som Roskilde Festival igen vil åbne.

TV 2 har tirsdag aften uden held forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen.