Coronavirus

Propfyldt fly skaber utryghed - men der er forskel på fly og bus, siger minister

Ministeren har indkaldt flyselskabet DAT til et møde om passagerernes sikkerhed.

Det var en "ganske bizar" oplevelse, der mødte journalist Øjvind Hesselager, da han skulle med flyet fra Kastrup til Rønne mandag eftermiddag.

I lufthavnens afgangshal var hvert andet sæde afspærret, men da han kom ind i den lille indenrigsflyver sad "næsten alle" passagerer side om side.

- Det var ikke særligt trygt, siger han.

- Jeg følte, at jeg måtte slette al den viden, jeg har tillært mig om coronasikkerhed de sidste seks-syv uger.

Passagererne sad med ti centimeters afstand mellem hinanden med cirka tre-fire mennesker per kvadratmeter, fortæller Øjvind Hesselager, der til daglig er chefredaktør på Bornholms Tidende.

- Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man kan flyve til og fra Bornholm, men jeg savner en forklaring på, hvorfor man må sidde tæt i fly, men ikke i bus eller færge, siger han.

Forskel på bus og fly

Tidligere på måneden fik billeder af propfyldte busser transportminister Benny Engelbrecht (S) til at indskærpe retningslinjerne overfor Flixbus, der siden har måttet køre med halvt fyldte busser.

Nu har ministeren indkaldt DAT, som står for flyvningen mellem Bornholm og København, til et møde om passagerernes sikkerhed ombord på selskabets fly.

Benny Engelbrecht har indtil videre ikke bedt DAT om kun at transportere halvdelen af passagererne, som det gør sig gældende for busser.

- Jeg har ikke indskærpet det samme budskab over for DAT, da flypassagerer unægteligt vil opholde sig i kortere tid i flyet, end buspassagerer typisk vil gøre på de ture, som Flixbus udbyder, da de ofte strækker sig over flere timer, siger han til Bornholms Tidende.

Det var først, da passagererne kom ind i flyet, at afstanden ikke blev holdt.

Ifølge DAT’s hjemmeside er flyvetiden fra København til Bornholm 40 minutter. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet for coronavirus, hvis man har siddet 15 minutter i et ’lukket miljø’ med under to meters afstand til en coronasmittet. En coronasmittet person kan samtidig smitte uden at vise symptomer ifølge Sundhedsstyrelsen.

DAT tilbyder masker

Overfor Berlingske gør DAT opmærksom på, at flyene ikke generelt er fyldte, og at de nu har lavet tiltag, der skal mindske smitterisikoen, når flyene har større belægning.

- Belægningen over den sidste uge er kun 43 procent i gennemsnit. Vi spreder passagererne ud, når der er under 50 belægning på det enkelte fly, og når der er mere end 50 procent, bliver alle passagerer tilbudt en maske.

- Derudover har vi slukket for recirkulationen, så det er kun frisk luft, der kommer ud af ventilationsanlægget. Normalt er det den samme luft, der cirkulerer, for at spare på brændstoffet, men siden coronakrisen startede, har vi ændret på det, siger Jesper Rungholm, der er administrerende direktør i DAT, til Berlingske.

Jesper Rungholm siger til TV 2, at DAT følger myndighedernes retningslinjer og vil fortsætte med at flyve som hidtil, indtil retningslinjerne bliver ændret.