Coronavirus

Seks danskere fanget på krydstogtskib i to måneder

- Vi lever i uvished, siger tre danskere ombord på skibet. De regner ikke med at komme hjem til Danmark før slutningen af maj.

I to måneder har seks unge danskere været fanget på et krydstogtskib i Florida i USA, og de regner ikke med at kunne vende hjem til Danmark før i slutningen af maj.

- Det er usikkert, hvornår vi kommer hjem. Vi lever i uvished, siger Magnus Lau Ovesen.

De seks danskere spiller musik, og de satsede på et eventyr, da de gik ombord på krydstogtskibet i februar for at spille for gæsterne på krydstogtskibet. Men så kom coronavirussen.

- Det har vendt op og ned på vores planer. Vi er i gang med en helt sindssyg oplevelse, men den er bestemt ikke blevet det, vi havde regnet med, siger Vera Claver.

På vej til Bahamas

Skibet er lige nu på vej til Bahamas fra Florida - men alle de amerikanske passagerer har forladt skibet..

- Det er nærmest som at sejle med et spøgelsesskib. Alt er lukket, fitnesscentret er lukket, og der er ikke vand i swimmingpoolen, siger Vera Claver.

Til Europa i slutningen af maj

Nu prøver de bare at få det bedste ud af det.

- Vi spiller kort, spiller musik hver for sig og så sover vi længe - og prøver bare at få tiden til at gå, siger Vera Claver.

Og det kommer de formentlig til en måneds tid endnu.

- Som det ser ud nu, bliver de europæere, der er om bord, sejlet til Europa i slutningen af maj, siger Magnus Lau Ovesen.

De er langt fra de første, der bliver fanget på krydstogtskibe under corona-pandemien.

I slutningen af marts vendte 50 danskere, der havde været strandet en uge på det italienske krydstogtskib Costa Luminosa, hjem til Danmark.

I februar blev 3711 passagerer fanget på krydstogtskibet Diamond Princess, hvor der var konstateret smitte med coronavirus blandt passagererne. Skibet lå til kaj ved den japanske kyst, og i alt blev 712 af dem ramt af covid-19 - ti af dem døde.