Samfund

Norwegians nuværende investorer kan se frem til at blive næsten ubetydelige

Arkivfoto. Lefteris Karagiannopoulos / Ritzau Scanpix

Skal selskabet reddes, kræver det store kompromiser fra de aktieejere, der ejer hele selskabet i dag, siger aktieanalytiker.

Den seneste tid har været en turbulent periode for Norwegian-aktien.

- Aktien er simpelthen faldet som en sten her i coronaperioden, lyder opsummeringen fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

Mandag præsenterede Norwegian så en redningsplan, som skal sikre, at flyselskabet overlever.

Norwegian var ikke økonomisk godt polstreret, inden coronakrisen for alvor ramte, hvorfor firmaet har mindre at stå i mod med i krisen.

- Man skal huske, at det her er en redningsplan fra Norwegian, så vi ved endnu ikke, om det lykkes selskabet at undgå en konkurs, siger Ole Krohn.

Nye ejere

Redningsplanen medfører blandt andet, at stort set hele selskabet vil lande på nye hænder.

Derfor vil de nuværende aktieholdere i fremtiden kun eje 5,2 procent af aktierne i selskabet.

- Hvis det er sådan, at selskabet skal reddes, kræver det store kompromiser fra de aktieejere, der ejer hele selskabet i dag - ligesom det kræver store indrømmelser fra dem, Norwegian skylder penge, siger Jacob Pedersen.

- De bytter så at sige gælden til ejerskab

Med den nye redningsplan vil de leasingselskaber, som leaser flyene til selskabet, samt selskabets kreditorer, komme til at sidde med en stor del af ejerskabet.

- De bytter så at sige gælden til ejerskab, siger aktieanalysechefen.

Det betyder også, at aktionærernes indflydelse i selskabet bliver tæt på ikke-eksisterende.

- Aktionærerne er godt klar over, at de ikke kommer til at spille en rolle som ejere i den fremtidige konstruktion, som selskabet forsøger at gennemføre. Men, hvis de ikke når i mål med den her plan, taber aktionærerne også alt, så det er i deres interesse at få den gennemført, siger Jacob Pedersen.

Pest eller kolera

Ifølge aktieanalysechefen har det ikke på noget tidspunkt været den norske stats prioritet at redde aktionærerne med økonomiske hjælpepakker.

- Den norske regerings plan fra start har været at sige, at vi vil ikke betale for Norwegians aktionærer. Vi vil gerne hjælpe selskabet, men det bliver på betingelse af, at Norwegians aktionærer kommer til at stå med en kæmpe regning.

Han kalder det en "pest eller kolera-situation" for alle involverede - også for de nye ejere, som kommer til at bestå af dem, Norwegian skylder penge.

- Kreditorerne ved jo godt, at hvis man kommer i en situation, hvor man går konkurs, er der formentlig endnu mindre til kreditorerne. På den anden side kan der også sidde nogle kreditorer, der regner med en redning af Norwegian.

Tidligere set hos dansk rederi

En lignende situation er set hos det danske rederi Torm. Selskabet var tæt på konkurs, og i en anstrengelse for at slippe af med gælden, skiftede man ejerkredsen fuldstændig.

- Det var en rekonstruktion, hvor ejerkredsen skiftede fuldstændig, så dem, der lånte penge til Torm, indvilligede i at få ejerandele i stedet. Det var det helt samme princip, lyder det fra Jacob Pedersen.

Torsdag skal det endegyldigt besluttes, om man skal vedtage redningsplanen eller ej i selskabet.