Coronavirus

Kommune og friskoler vil have de ældste elever tilbage på skolen inden sommerferien

Det er langt fra alle landets skoler, der har plads til, at de ældste elever skal tilbage i klasselokalerne, siger Kommunernes Landsforening.

Københavns Kommune er i gang med at lægge en plan for, hvordan 70 af kommunens folkeskoler kan blive genåbnet for de ældste elever fra 11. maj. Flere af landets friskoler vil også gerne have de ældste børn tilbage på skolebænken, skriver Friskolerne.

- Man konstaterer ude på friskolerne, at der er en faldende trivsel. De bliver presset på deres mentale sundhed, og de gerne vil se deres kammerater og deres lærere igen, siger deres formand, Peter Bendix Pedersen, til TV 2.

Der er elever, som kræver mere støtte eller har særligt svært ved ”karantænelivet”, forklarer formanden og tilføjer, at det bliver "sværere og sværere at motivere de ældste elever på sjette uge med digital undervisning".

Ikke alle mangler plads

Begrundelsen for, at de ældste elever ikke kan komme tilbage i skole, er, at skolerne mangler plads til dem. Pladsen er gået til de mindre klasser, og derfor vil skolerne ikke kunne overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger, hvis også de ældste elever skal være der, siger Kommunernes Landsforening (KL) til Politiken.

- Lige nu er det meget svært at se, at der kan blive plads til 6. – 10.-klasserne på skolerne, simpelthen fordi deres lokaler og fælleslokaler er optaget af de mindre klasser, og fordi det kræver flere voksne at klare undervisningen på de nye vilkår, siger formand i KL, Jacob Bundsgaard til Politiken.

Det er ikke tilfældet på alle skolerne, lyder det fra Peter Bendix Pedersen. De friskoler, der har pladsen til det, vil benytte sig af udendørsundervisning og skifte mellem lokaler og lokaliteter for at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger, siger han.

Han foreslår også at dele skoledagen i to, hvor de yngste er der første halvdel af dagen, og de ældste elever er der i den anden halvdel. Det kunne også være, at nogle dage bliver forbeholdt de yngste og omvendt nogle kun for de ældste, hvis forældrene kan få det til at gå op.

Københavns Kommune vil også

Friskolerne er ikke alene om det. Københavns Kommune er også begyndt at afsøge muligheden for, at de ældste elever kan komme tilbage på skolen "i en eller anden form" 11. maj.

- Vi ved ikke, hvad der kommer af beslutninger, men nu er vi i gang med at skaffe os et overblik over, hvad der skal til af ressourcer for, at de ældste elever kan komme tilbage – både af arealer og lærerkræfter, siger Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S), til Folkeskolen.

Der er endnu ikke kommet en konkret plan for, hvad kommunen vil gøre for at få de ældste elever tilbage på skolerne. Dog foreslår Enhedslisten, at de ældste elever får en fysisk skoledag om ugen, og at de yngste får fire.

Det er en klar udmelding, at ikke alle skoler har plads til at rumme både de yngste og de ældste elever, medgiver Peter Bendix Pedersen på baggrund af KL’s udmelding.

Alligevel håber han på, at skolernes pladsmangel kan blive løst lokalt, hvor det forlyder, at hoteller, spejdercentrer og forsamlingshuse tilbyder at hjælpe skolerne.

- Det synes jeg, man skal række ud efter, siger Peter Bendix Pedersen.

Nogle partier stemmer i

Både Venstre og Det Konservative Folkeparti stemmer i, om at de ældste elever skal tilbage på skolerne og vil bringe det med til forhandlingsbordet i forbindelse med genåbningen.

Derudover har Socialistisk Folkeparti som det seneste meldt ud, at det burde være muligt at genåbne for de ældste elever i 7.-10. klasse i de 17 kommuner, der ikke har haft nye smittetilfælde med coronavirus den seneste uge.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra regeringen om, hvad der skal til, for at de ældste elever kan komme tilbage til skolerne. Men det er indtil videre ikke lykkes.