Coronavirus

Enhedslisten vil give sosu'er og sygeplejersker 1700 kroner mere i løn om måneden

Tanken er god, men fagforeningen FOA beder politikerne om at afholde sig fra at stille for specifikke krav til overenskomstforhandlingerne.

Personalet i det sundhedsfaglige coronaberedskab på de danske hospitaler og plejehjem skal have en løn, der afspejler den indsats, de leverer i øjeblikket.

Det mener Enhedslisten, der foreslår at afsætte fem milliarder kroner ved næste års offentlige overenskomstforhandlinger i en såkaldt lavtlønspulje, der er øremærket social- og sundhedsmedarbejdere, sygeplejersker, pædagoger og rengøringspersonale.

- Under coronakrisen har der været masser af fortjent tak, klapsalver og anerkendelse til disse mennesker i frontlinjen, men tak kan ikke gøre det alene.

- Der sidder medarbejdere derude, som ønsker flere kolleger og en ordentlig løn, og det mener vi sådan set, de skal have, siger politisk ordfører Pernille Skipper (Ø) til TV 2.

Puljen vil ifølge Enhedslistens model kunne hæve lønnen for de lavest lønnede offentligt ansatte med cirka 21.000 kroner om året inklusiv pension og feriepenge. Det svarer til en månedlig lønstigning på gennemsnitligt 1750 kroner før skat.

Parterne skal selv fordele pengene

I Dansk Sygeplejeråd mener formand Grethe Christensen, at det er "rigtig positivt", at Enhedslisten tager diskussionen om lønniveauet for de samfundskritiske grupper op.

- Jeg håber virkelig, at flere andre partier tager bolden op og får diskuteret det her, så vi får sat penge af til at gøre noget ved disse grupper, så vi får et mere lige samfund, lyder det fra Grethe Christensen.

Hos fagforeningen FOA er formand Mona Striib lidt mere påpasselig med at opfordre flere partier på Christiansborg med at komme med forslag til overenskomstforhandlingerne. Hun er ikke interesseret i konkrete modeller:

- Politikerne på Christiansborg skal blande sig udenom, når det kommer til, hvem der skal have hvor meget og på hvilken måde. Men man må gerne tage et ansvar, så det er muligt at forhandle en ordentlig løn hjem til de offentligt ansatte, siger hun med henvisning til, hvor mange penge parterne har at forhandle med.

Pernille Skipper understreger, at selvom partiet har fremlagt en meget konkret model, er det helt op til parterne selv at udmønte forslaget ved forhandlingsbordet.

- Den eneste binding fra det politiske skal være, at den skal gå til at hæve nogle af de laveste lønninger, lyder det fra den politiske ordfører.

De fem milliarder kroner ønsker Enhedslisten at finde ved blandt andet at indføre en aktieomsætningsafgift eller indførelse af højere skatter for de mest velhavende.

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område ventes at starte mod slutningen af i år for siden at blive endeligt afsluttet engang i 2021.