Coronavirus

Singler er usikre på, hvor fysisk en date må være: - Må jeg godt, eller skal jeg vente lidt?

Datinglivet for landets singler er lidt mere usikkert efter coronavirussens udbrud.

- Sex er sundt, men på den anden side kan dette tage et år. Det er nemt at sige, at man er ansvarlig, og at man godt kan styre det, men når det kommer til stykket, hvor stærk er man så?

32-årige Caroline Fangel har været single siden august sidste år. Dengang var både verden og datinglivet som single simplere end efter conavirussens udbrud.

For hvordan hænger påbuddet om social afstand sammen med den intimitet og fysiske kontakt, en date kan udmønte sig i?

- Det kan godt være svært at vide, hvad man må, og hvad man ikke må. Især i forhold til dating, fordi der er en forventning eller forhåbning om, at det kan blive til noget fysisk på et tidspunkt. Og må man så det?, spørger Caroline Fangel.

Hun fortæller, at hun ikke har overholdt kravet om de to meters afstand på sine to dates, der har bestået af gåture og samtaler. Til gengæld har der ikke været kram, kys eller sex.

- Det virker lidt uansvarligt at blive fysisk med sin date. Men det er jo også et af de mål, man dater for. Må jeg godt det, eller skal jeg vente lidt? Myndighederne siger, det kan tage lang tid, så måske hjælper det ikke at vente, siger hun.

- Lige nu kan jeg klare det, men om tre måneder eller om et halvt år, hvad så? Intimiteten, at få ens fysiske behov stillet og at udvikle et forhold, er vigtige dele af datinglivet, siger Caroline Fangel.

Øget aktivitet på datingtjenester

Hun er ikke den eneste single, der lige nu overvejer, hvordan man skal håndtere en date i coronakrisens skygge.

TV 2 har været i kontakt med datingtjenester som Tinder, Scor.dk og Dating.dk, og alle melder om øget aktivitet siden coronavirussens udbrud i marts.

Det, der er sværest, er ikke at vide, hvornår disse behov kan blive stillet. Det er næsten værre end ikke at få stillet dem.

Louise Trøstrup Christensen, sexolog

Tinder skriver i en mail til TV 2, at siden i midten af marts er aktiviteten globalt øget med i gennemsnit 20 procent, og søndag 29. marts slog rekord i antallet af swipes med tre milliarder på en enkelt dag.

Dating.dk melder om 50 procent flere nye profiler, end man havde på samme tidspunkt sidste år, og at man efter coronaudbruddet har oplevet en større stigning i det unge segment.

Og Scor.dk har ifølge direktør Susie Castenlund oplevet ”en øget tilgang af brugere, som er blevet mere aktive ved at oprette flere blogs og har lagt flere billeder op”.

Morten Wagner, direktør i Dating.dk, peger på, at man opfordrer alle til at følge myndighedernes retningslinjer, og man har blandt andet oprettet en videochat-funktion, så man kan date eller se hinanden an digitalt.

- I starten anbefalede vi, at man kun holdt møderne digitalt, men efterhånden, som det er blødt op, kan man nu tillade sig at mødes under hensyn til alle retningslinjer, siger Morten Wagner.

- Det er en god måde at date på. Normalt plejer man jo at gå på café, natklub eller restauranter. Hvis man kan nøjes med at lave en én-til én-kommunikation, så kan man undgå at møde en masse unødige mennesker og dermed minimere risikoen, siger han.

Morten Wagner fortæller, at man ikke ved, hvor mange brugere der mødes fysisk, og om alle overholder alle retningslinjer. Men datingtjenesten sender eksempelvis mails til deres brugere med gode råd.

- Men det er selvfølgelig lidt svært, hvis man begynder at kysse med hinanden, så er det svært at undgå at udveksle bakterier.

- Sex er sundt

Det var i mandags, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, vendte tomlen op til sex-dyrkning på trods af coronakrisen.

- Sex er godt. Sex er sundt. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig kan man dyrke sex under denne her situation, sagde han.

Siden er der blevet efterlyst klarere retningslinjer, for Sundhedsstyrelsen har eksempelvis ikke svaret på, hvordan det harmonerer med påbuddet om social distance.

Jacob Lynge fra Aarhus er single og har været på dates siden marts.

Han undrer sig over, at svaret fra Sundhedsstyrelsen ikke var krystalklart i forhold til landets singler.

- Jeg forstår ikke, hvorfor den ikke var møntet på os. Vi har en masse unge mennesker, der lever i ensomhed, og vi mangler endda at mødes i de sædvanlige kontaktpunkter, vi har. Her kan dating være et godt alternativ.

I slutningen af marts tog han på date med en pige, han havde mødt på Tinder. De mødtes fysisk, men ellers var der ikke meget fysisk over mødet.

Han fortæller, at de vinkede til hinanden, da de skulle hilse og holdt fysisk afstand, hvilket ”gav en lidt trykket stemning”.

Men på trods af usikkerheden vil han ikke stoppe med at date.

- Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at date. Det er livet for kort til, og så længe vi ikke har italienske tilstande, har jeg ikke noget imod det. Jeg kan lige så godt støde ind i nogle i Rema 1000, der smitter mig, som en date kan, siger han.

Uvisheden er værst

Det er et naturligt behov, som Jacob Lynge og Caroline Fangel har, når de går på dates, og når de savner fysisk nærvær.

Det fortæller sexolog Louise Trøstrup Christensen.

- At få stillet vores fysiske behov står højt på vores behovspyramide, og dét er vanskeligere nu, siger hun.

- Derfor er der mange, der oplever at have en øget hudsult og oplever seksuelle frustrationer, fordi det ikke er muligt at have et sexliv som normalt, siger sexologen.

Hun peger på, at sex er sundt for den mentale sundhed, og at uvisheden er det værste.

- Det, der er sværest, er ikke at vide, hvornår disse behov kan blive stillet. Det er næsten værre end ikke at få stillet dem, siger Louise Trøstrup Christensen.

Hun henviser til, at myndighederne ikke har forbudt sex, hverken for singler eller for par i faste forhold, og så anbefaler hun, at man benytter muligheden for at ”udforske sex med sig selv” for at få stillet sine behov.

TV 2 har været i kontakt med Sundhedsstyrelsen, der henviser til de råd, man har givet på styrelsens hjemmeside:

  • Dyrk så vidt muligt kun sex med din faste partner eller så få partnere som muligt.
  • Dyrk kun sex, hvis begge parter er raske.
  • Hold god hygiejne, og husk at vaske hænder (og eventuelt sexlegetøj) med vand og sæbe før og efter sex og masturbation.
  • Undgå at kysse og kramme nogen uden for din nære omgangskreds.
  • Overhold vores generelle retningslinjer.