Coronavirus

Tv-vært satte sig for at ringe til 140 danskere - sådan gik det

På en måned ville Lene Beier ringe til fem personer om dagen. Nu fortæller hun, hvordan det er gået.

Efter karantæneperioden for alvor havde bidt sig fat i Danmark i slutningen af marts, besluttede studievært Lene Beier, der blandt andet er kendt fra 'Landmand søger Kærlighed', sig for at bidrage på en anderledes måde.

På sin instagramkonto lagde hun et opslag op, hvor hun skrev, at hun gerne ville ringe til ensomme danskere og tage en lille snak i denne tid.

Og initiativet faldt i den grad i god jord.

- Jeg vidste ikke, om der ville være et behov, men det viste det sig, at det var der virkelig. Jeg fik virkelig, virkelig mange henvendelser, siger Lene Beier i 'Go' aften Live' torsdag.

Tv-værten havde ikke forudset den store interesse.

- Jeg er jo bare et helt almindeligt menneske, så jeg var overrasket over, at der var så mange, der gerne ville snakke med mig. Jeg er hverken læge eller psykolog - så jeg følte ikke, at jeg havde så meget at tilbyde, siger hun.

I dag er det en måned siden, at Lene Beier begyndte at ringe rundt, og hun har fredag rundet sit mål - 140 mennesker i alle aldersgrupper.

- Den yngste var 13 år, og den ældste har lige aflyst sin 90-årsfødselsdag, fortæller hun.

Snakkede er gået let

- Vi har snakket om vejret, haven og corona. Det er jo 140 forskellige samtaler, men det har været let at snakke med folk, siger hun.

Og alle snakkede har sat sig i Lene Beier.

- Det har gjort indtryk at snakke med ældre, hvor de måske har været bange for, at det er den sidste periode i deres liv, og de så skal tilbringe den alene, siger Lene Beier.

Hun fortæller, at hun har set frem til ringetiden hver dag, og selv har fået meget ud af alle snakkene.

En inspirerende person

En af de danskere, som Lene Beier har talt med. er Thomas Larsen, der lige nu er ledig.

Thomas Larsen og Lene Beier snakkede blandt andet om, hvad han fik tiden til at gå med, når han ikke længere kunne gøre de ting han plejede.

For ham har samtalen med Lene Beier betydet enormt meget.

- Jeg kæmper med ensomhed til hverdag, og under coronakrisen kæmper jeg med ensomhed lidt mere. Så det betød meget, at Lene ringede og vi fik en super hyggelig snak, som også bare var helt afslappet, siger han.

En anden af de danskere, som Lene Beier har ringet op, er 36-årige Jimmi Tofthøj, der til daglig arbejder som fotograf og chauffør.

36-årige Jimmi Tofthøj fik sig en god lang snak med Lene Beier en eftermiddag.

Selvom han ikke føler sig egentlig ensom i denne tid, har corona-lockdown vendt op og ned på hans hverdag, hvor han er gået fra at tale med mange mennesker dagligt, til at være alene hjemme med sin hund i huset i Kolding-området.

- Til at starte med var det dejligt at have lidt hjemmetid, men nu glæder jeg mig også til at komme lidt ud. Særligt fylder tanker om min økonomi meget, og det er jo en af de ting, som det er fedt at vende med et andet menneske, siger han.

Jimmi Tofthøj greb chancen, da han så Lene Beiers opslag, fordi han i lang tid har været meget inspireret af hende som person. Og så genkender han det med, at det kan være befriende at snakke med en person, som man ikke kender på forhånd.

Vil ringe til flere

Når Lene Beier skal igang med at optage 'Landmand søger Kærlighed' i maj måned, vil hun gerne fortsætte med at ringe flere danskere op.

Derfor har hun netop lagt et nyt opslag op på Instagram, hvor hun spørger efter flere telefonsamtaler.

- I denne omgang bliver det opkald fra landevejen, når det passer ind i optagelserne - og jeg ringer til de 60 første, som sender mig en personlig besked med et navn og telefonnummer, skriver hun i opslaget.

Allerede få timer efter hun havde lagt tilbuddet op, var hendes liste fyldt, hvilket hun var glad og rørt over.

- Man kan jo kontakte pensionistvenner.dk eller Rødekors, hvis man vil melde sig som snakkeven eller leder efter en at tale med, råder hun afsluttende.