Coronavirus

Coronakrisen gjorde det muligt for danskere at sætte uofficiel rekord: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende

De kunne se fra Roskilde til Vesterhavet.

De danske ballonpiloter Philip Mundt og Thomas Jøhnk satte onsdag en uofficiel dansk rekord for højeste flyvning i luftballon.

Makkerparret kom op på 8253 meter, hvilket er næsten lige så højt, som rutefly normalt flyver.

Og det er markant højere end den registrerede officielle rekord på 5696 meter, som blev sat tilbage i 1980.

Det var kun muligt for de to ballonskippere at nå disse højder på grund af det flyvestop, som coronakrisen har medført, og som har efterladt luftrummet over Danmark mere eller mindre tomt. Det fortæller de til TV 2.

- Vi har kunne få lov til at flyve så højt, fordi der ikke har været særlig meget flytraffik i disse dage. Så vi er så taknemmelige for blandt andet Naviair, som kontrollerer luftrummet over Danmark, for at være så samarbejdsvillige og hjælpe os med denne flyvning, siger Philip Mundt.

Ikke hverdagskost

Den ekstraordinære flyvning kom ikke bare i stand fra den ene dag til den anden.

Philip Mundt, der til daglig er kommerciel ballonpilot, har trænet op til højden i flere år. Blandt andet har han været i undertrykskammer to gange for at gøre kroppen klar på miljøet i de høje luftlag, og derudover har han og makkeren forberedt sig ved gradvist at flyve højere og højere for hver af deres flyvninger sammen.

Udover det formindskede tryk, som kroppen skal håndtere ved 8000 meters højde, har piloterne iltmasker på, fordi der er markant mindre ilt deroppe end ved jordoverfladen. Og de er varmt klædt på. Da det var koldest på onsdagens flyvning, viste termometeret -38 grader.

- Jeg flyver ballon på daglig basis i forbindelse med mit job, men jeg har aldrig oplevet noget som den flyvning, vi var ude på i onsdags. Det var den vildeste oplevelse. Ballonen dampede, fordi vi jo pumpede varm luft op i den, og udsigten glemmer jeg ikke. Vi fløj over Roskilde og kunne se til Vesterhavet og det nordlige Tyskland, fortæller den entusiatiske pilot.

Ikke ufarligt

Særligt ønskede Philip Mundt at flyve så højt for at presse sine egne grænser for, hvad han kan. Derudover var det en teknisk udfordrende tur, som har givet ham mere erfaring.

Men han indrømmer, at det ikke er ufarligt at flyve så højt.

- Det er ikke uden en vis risiko, for der er mange ting, der skal være styr på. Men jeg ved, at vi har forberedt os, og vi var meget forsigtige. Alting har vi jo også gjort trinvist, siger han.

Men for at kunne bevare roen i maven havde de to makkere alligevel en ekstra sikkerhed på ryggen.

- Vi havde en faldskærm på, for selvom vi ikke skal bruge den, så kan det være med til lige at lægge en dæmper på boblerne i maven, siger han.

Philip Mundt har ikke umidddelbart tænkt sig at forsøge at få gjort rekorden officiel. Verdensrekorden for højeste ballonflyvning er på 39.068,5 meter.