Samfund

Skærper krav til boligkøbere - købere skal selv stille med dobbelt så mange penge

Konkurrent sammenligner de skærpede krav med at kaste benzin på et bål.

Realkredit Danmark skruer op for, hvor mange penge boligkøbere selv skal komme med for at kunne låne til et boligkøb.

Normalt skal man som køber selv kunne lægge fem procent af købsprisen, når man vil optage et realkreditlån til at købe hus eller lejlighed med. Men i en periode vil Realkredit Danmark, der er Danske Banks realkreditinstitut, som udgangspunkt bede boligkøbere om at stille med ti procent af prisen selv. Det bekræfter Danske Bank ifølge Ritzau.

Det sker på grund af den økonomiske situation som følge af coronakrisen. Der vil blive gjort undtagelser fra kravet, og det er en midlertidig foranstaltning, lyder det fra banken.

Til erhvervsmediet Finans, der var det første medie til at berette om det forhøjede krav, siger direktør for Realkredit Danmark Carsten Nøddebo, at de nye krav skal ses i lyset af den enorme usikkerhed, der er på såvel boligmarkedet som i økonomien generelt.

Fra Jyske Realkredit, som er en del af Jyske Bank, og direkte konkurrenter til Realkredit Danmark på markedet for realkreditlån, møder de nye krav forbløffelse.

- Det er nærmest som at kaste benzin på et bål, som vi alle kæmper for ikke skal udvikle sig. Vi gør ikke noget tilsvarende, men forholder os i stedet til vores kunder individuelt, siger Carsten Tirsbæk Madsen, administrerende direktør i Jyske Realkredit, til Finans.

Realkreditlån - kort fortalt

  • Et realkreditlån er en lånetype, man kan bruge til at købe fast ejendom. Mod at låne pengene stiller man sit hus, lejlighed eller sommerhus som pant.
  • I modsætning til lån i banken har et realkreditlån en direkte sammenhæng til obligationer. Udbud og efterspørgsel på de finansielle markeder afgør, hvor meget det koster at låne.
  • Hvis der er et stort udbud af realkreditobligationer, stiger kursen – det, som det koster at låne pengene – og renten falder.
  • Et realkreditlån kan maksimalt udgøre 80 procent af det samlede købsbeløb i fast ejendom.

De unge og de store byer rammes

TV 2 har spurgt Curt Liliegreen, der er direktør ved Boligøkonomisk Videncenter, hvordan han ser de nye krav fra Realkredit Danmark. Han forventer, at det særligt bliver unge førstegangskøbere i de store byer, der bliver påvirket af de nye krav.

Fordi boliger typisk er dyrere i de større byer, vil forskellen på fem og ti procent i udbetaling også værre større, end hvis boligen er billigere.

Eller sagt på en anden måde: Ønsker man at købe et hus til halvanden million, er forskellen på fem og ti procent kun 75.000 kroner. Ønsker man at købe en lejlighed til fire millioner, er forskellen 200.000 kroner.

- Derfor vil det få betydning for nogle, men ikke for andre. Spørgsmålet er, hvor stor effekten ender med at blive. For nogle vil det også have den konsekvens, at det stopper dem fra at gøre noget dumt og begå økonomisk selvmord, hvis de køber et hus, der falder i værdi, og de derefter mister deres job, siger Curt Liliegreen.

Han mener, at Realkredit Danmarks nye krav om ti procent i egenbetaling dels er for at beskytte realkreditinstituttet og dels for at beskytte kunder, der tror, de kan lave en god handel, mod sig selv.

De Økonomiske Vismænd, der består af fire økonomer, der skal lave beregninger og prognoser for landets økonomi, har tidligere meldt ud, at de forventer, at boligpriserne vil falde mellem 8 og 11 procent som følge af coronakrisen.

- Det er vismændenes bud, men jeg hælder mod, at det ikke er noget dårligt bud. Vi har slet ikke set prisfaldet på boligmarkedet endnu, og der vil altid være nogen, der ser en mulighed for at lave en god handel. Men forsøger man at købe i et marked, der er på vej ned, og som står over for en gevaldig rystetur, så er man ude, hvor man ikke kan bunde, siger Curt Liliegreen.

Boligmarkedet er gået ned i gear

Udmeldingen fra Realkredit Danmark kommer samme dag, som nye tal for boligmarkedet viser, at coronakrisen allerede har taget toppen af handelsaktiviteten.

I marts 2020 blev der således solgt færre villaer og rækkehuse samt ejerlejligheder, end der gjorde i samme måned sidste år. Ifølge Boligsiden.dk er der tale om et fald på henholdsvis fem og 20 procent for de to kategorier.

- Under normale omstændigheder ville vi se en betydelig stigning i handelsaktiviteten for villaer og rækkehuse fra februar til marts måned. Det har corona sat en stopper for i år, hvor usikkerheden har fået flere boligkøbere til at tage en tænkepause, udtaler Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.