Gaden

Hun levede et jetsetliv i London, men endte som hjemløs på Istedgade - her er Mettes historie

Fester med de rige og mor i en kernefamilie. Livet har taget flere voldsomme sving for 48-årige Mette. Kan hun nogensinde få en normal tilværelse?

En kvinde danser ned ad Istedgade. Hun er smuk, krøllerne i det blonde hår er bløde og velplejede, lakken ligger perfekt på neglene. Som en gadens Marilyn Monroe laver hun et par dansetrin på stedet og smiler, måske lidt for henført.

For noget er galt.

Folk stirrer, viger lidt tilbage. Så hvirvler hun rundt på gaden, vælter, falder. Famler efter mobiltelefonen. Ansigtet begynder at krakelere, stemmen er grødet.

- Jeg har svigtet rigtig mange mennesker. Og mig selv. Jo flere gange du gør det, jo mere skal der også til for at bedøve den skam og skyld.

'Gaden' - dokumentar i tre afsnit

Dokumentarserien følger i to år Mette, Wesley og Danny, når de fortæller deres egne historier med fokus på de barndomstraumer og svigt, der fik dem til at søge livet på gaden.

Mette optræder kun med fornavn, men hendes fulde identitet er kendt af TV 2.

Mette har været hjemløs længere, end hun kan holde ud at huske.

Hun er stille lidt.

- Jeg synes, det er så vildt, at jeg er endt på gaden, siger hun så.

I årevis har Istedgade i det centrale København dannet den rå ramme for en del af misbrugsmiljøet i Danmark.

TV 2 har i den nye dokumentarserie ’Gaden’ i to år fulgt tre stofbrugere fra miljøet, når de fortæller deres egne livshistorier om de barndomstraumer og svigt, der har ført til et liv med misbrug på gaden.

En af dem er 48-årige Mette, hvis møde med alkohol og stoffer bragte hende hele vejen til tops på den sociale rangstige - og ned igen.

Ensom og udenfor

Så langt tilbage, som Mette kan huske, har hun haft fast følgeskab af utrygheden. Den har slået grundtonen for hendes tilværelse an, og den har været fremkaldervæske for en følelse af ikke at høre til, ikke at være god nok.

Udadtil så det ellers fint ud: Mette voksede op i Sæby i Nordjylland med forældre, der forpagtede flere forskellige restauranter. Der var meget glæde, men der var også meget travlhed og stress.

Faren var musiker, og når han ikke arbejdede i restauranterne, spillede han. Der var ikke rigtig nogen helt klar linje mellem at spille ude og være hjemme, så der flød folk ind og ud af familiens lejlighed. Så skulle der øves, så skulle der jammes, så skulle man lige have en lille én, så lidt til og meget mere.

Og festerne var egentlig aldrig bare fester, for de var der hele tiden, et konstant bagtæppe af larm og røg og klirrende flasker.

Lige i kølvandet på musikken kom tumulten, råbene og slagene. Når nogen stod i vejen for Mettes far, fik de det at mærke; Mettes mor og Mette selv var ingen undtagelse, husker hun.

Utrygheden i hjemmet trak lange, mørke spor ind i alle hjørner af Mettes liv. Det var ikke usædvanligt, at hun kom for sent i skole, udmattet og uden madpakke.

Hun var anderledes, og hun gik gennem skoletiden med en konstant følelse af at være udenfor. Farens vilde, grænseløse liv viste sig at have en helt klinisk årsag: Han fik diagnosen bipolar - dét, man dengang kaldte maniodepressiv.

Men diagnosen bragte hverken afklaring eller ro med sig. I stedet lagde den grundstenen til det, der skulle blive Mettes eget, altopslugende mørke.

Du er ikke god nok

Da Mette var 12 år, kom hun en dag hjem fra skole og fandt sin far siddende i stuen. I den sædvanlige stol med den sædvanlige flaske.

Moren var ikke hjemme, hun havde tre forskellige jobs for at holde familien oven vande, så heller ikke det var påfaldende. Men farens ansigtsudtryk var. Og det hånlige tonefald.

Moren var skredet, fortalte han Mette, til fordel for en ny mand og en ny tilværelse, og hun havde taget lillesøsteren på to år med. Men ikke dig, sagde han skadefro til sin datter. Du passer ikke ind i hendes nye liv.

Mette har fortalt den historie masser af gange til masser af mennesker. Men hver gang bliver hun ked af det. Stemmen visner, og der er igen fri adgang til en flig af den smerte, der blev prentet ind i hendes 12-årige krop.

Al hendes tvivl og usikkerhed fik et fast fundament at stå på lige dér: Så lidt værd var hun, at ikke engang hendes egen mor ville have hende.

På druk med far

Fra den dag gik tingene hurtigt og hektisk. Farens drikkeri tog hele tiden til, og Mette hang på, så godt hun kunne. Da hun var 13 år, drak hun sig jævnligt fuld med sin far, og hun opdagede, at hun ikke havde en stopknap.

Hun blev ved, til hun blev dårlig, kastede op og fortsatte. Når de andre begyndte at sive hjemad for at sove, ønskede Mette kun, at festen fortsatte for evigt.

Da faren kort efter blev indlagt på en lukket afdeling i nogle måneder, klarede Mette sig selv med hjælp fra hans checkhæfte og ingen andre. Hun sagde aldrig noget til nogen, og da han kom tilbage og fortsatte, hvor han slap, ryddede hun loyalt op efter ham. Hvor ustabil han end var, var han den eneste, der ville have hende.

Alligevel opdagede Mettes farmor og farfar, at alt ikke var, som det skulle være, og de beordrede Mette hjem til sin mor, der stadig boede i Sæby med den nye mand. For Mette, der ikke havde ord for det kaos af svigt, skyld og skam, der rodede rundt indeni, kom alt ud som vrede og raseri.

Mor og datter var i konstant konflikt, Mette stak af, gik i byen, gik hele tiden på kanten. Så da moren efter nogle år foreslog hende at flytte med familien til London, hvor hendes nye mand lavede forretninger, var der ingen tvivl: 17-årige Mette var rastløs og konstant på udkig efter eventyr. Hun ville med.

Men den fælles eufori over begyndelsen på et nyt liv fik snart en brat slutning.

Kongelige, rockstjerner og skuespillere

Det tog kun tre uger i familiens hjem i London, så var forholdet til moren så eksplosivt, at Mette blev bedt om at forlade huset. Hun rykkede sammen med sin nye kæreste, der var dj på en natklub og præsenterede Mette for den glitrende verden af stoffer, fester og uendelig luksus, der endte med at æde de næste ti år af hendes liv.

I lang tid havde Mette takket nej, hver gang nogen tilbød hende stoffer. Men i London drak hun sig mod til og sagde ja.

Jeg har set rigdom, man slet ikke kan forestille sig

Mette i dokumentarserien 'Gaden'

Hun husker stadig tydeligt følelsen i dag: Al mindreværd, skyld og skam, der havde holdt hende nede det meste af hendes liv, forsvandt. Det var som at få lagt en blød, behagelig supermandskappe om skuldrene, og hun kunne det hele.

Mette fandt hurtigt sammen med en gruppe piger i klubmiljøet, som fulgte de rige og de kendte. Og dermed blev hun en del af et jetsetliv, hun aldrig nogensinde havde forestillet sig eksisterede. Hun mødte en endeløs række af milliardærer, kongelige, rockstjerner, hollywoodskuespillere, og hun gav dem det, de gerne ville have.

- Vi gik i byen, spiste middage, festede, tog stoffer, havde sex. Og så blev vi betalt for det. Vi fik rigtig mange penge. Jeg har set rigdom, man slet ikke kan forestille sig.

Pengene brugte Mette på tøj og stoffer. Og til sidst bare på stoffer, som hun tog alene og for konstant nedrullede gardiner i sin lejlighed. Mens årstiderne passerede forbi vinduerne, uden at hun bemærkede det, begyndte pengene at blive uinteressante, den evindelige rigdom føltes triviel.

Mette begyndte langsomt at længes efter at have kontrol over sit eget liv, efter retning og ro. Hun besluttede at lægge London og jetsetlivet bag sig.

Emma og Oliver

Livet i Danmark skulle vise sig at blive en diametral modsætning til den grænseløse tilværelse, Mette havde haft i London.

Hun blev næsten med det samme grebet af en ukendt målrettethed og besluttede sig for at begynde på kosmetologuddannelsen. Hun ville stå på egne ben og klare sig selv, og hun passede disciplineret sin skole.

I takt med at de ydre rammer faldt på plads, begyndte gamle drømme og længsler også at vågne i Mette. Hun havde altid vidst, at hun ville være mor, og at hun ville have en familie, der var helt anderledes end den, hun selv var vokset op i.

Og da hun fik en kæreste, blev de hurtigt enige om, at der ikke var nogen grund til at vente på det barn, de begge ønskede sig. Mette blev gravid, først kom Emma og 14 måneder senere Oliver.

Det hele gik så hurtigt, at det næsten føltes som en sitrende drøm. Og lige så hurtigt bristede den: Kernefamilien kunne ikke bære, og Mette blev alene med to små børn.

Alligevel følte hun sig stadig ovenpå. Hun boede i et stort hus i Sæby med ungerne, var færdiguddannet og havde indrettet negleklinik i kælderen. Familien rykkede sammen om hende, trådte til og aflastede gerne Mette, så hun fik tid til at arbejde, og så hun indimellem kunne komme lidt ud, trække vejret, sænke skuldrene.

For Mette blev de år en kamp for at leve op til idealet om det gode liv og den gode mor, og ingen fik lov at se gennem sprækkerne. Der skulle ikke mangle noget. Så hun drak lidt hist og her, og så var det ingen sag at bage boller og arrangere fastelavnsfester for hele klassen.

Så begyndte der at ryge lidt amfetamin i morgenkaffen og måske snøvlede hun nogle gange lige lovlig meget, når hun afleverede ungerne i børnehaven. Byturene blev flere og flere, ligesom de skænderier, hun havde med familien. Deres tilbud om aflastning handlede ikke længere om at hjælpe Mette, men om at skærme børnene.

Til sidst kunne end ikke Mette opretholde facaden, og hun besluttede at gå i afvænning.

Istedgade, januar 2018

Det er januar i 2018. Mette har tumlet rundt på gaden i flere dage. Hun er hjemløs og bor på Istedgade, og her sover man ikke.

Hun lægger sig indimellem på en bænk, men det er altid med et øje på klem. Ellers går hun. Hun vandrer gaderne tynde, især om vinteren, på jagt efter varmen, men mest af alt på jagt efter den næste rus.

Hun ryger crack cocaine, som er kokain i den mest koncentrerede form, og hun drikker vodka.

En dag går det op for Mette, at hun har glemt sin søns fødselsdag. Det er fem dage siden, Oliver fyldte 16 år.

Da hendes børn var små, var fødselsdagene næsten hellige. Mette stod op, listede rundt, gjorde klar. Hele familien kom, morgenbordet blev dækket med boller, wienerbrød og gaver. Ind og vække det sovende fødselsdagsbarn med sang og flag. Nusse håret, ønske tillykke.

Hvordan kan hun glemme sin søns fødselsdag?

- Så er man altså fandme langt ude, siger hun, næsten vantro. Så Mette bedøver sig igen og igen. Det er det eneste, hun kan, men for hver gang, hun gør det, vokser skyldfølelsen. Kampen for at glemme er endeløs og har ingen vindere.

På vej ned i rusen bemærker Mette en anden hjemløs, der passerer forbi. Det går op for hende, at hun kender ham fra det, der føles som et helt andet liv: Hun var hans faste kontaktperson og hjalp ham, dengang hun arbejdede på et herberg.

Nu kan hun ikke engang hjælpe sig selv. Han nikker tavst.

Et helt almindeligt liv

Flere år tidligere i det store hus i Sæby - med negleklinikken i kælderen - var Mette nødt til at træffe nogle tunge beslutninger.

Hun vidste, at hun måtte i afvænning, og hun vidste også, at det ville have konsekvenser for både hende og hendes børn. Hun kunne ikke beholde dem. Beslutningen blev, at Oliver kom hjem til sin far at bo, og Emma flyttede ind hos Mettes søster.

Det skulle blive sidste gang, Mette havde begge børnene fast hos sig.

Efter et år i afvænning kom Mette hjem som en clean succes, og nu ville hun bruge sit liv på noget meningsfuldt. Hun tog en pædagoguddannelse og fik som nyuddannet med det samme job på et herberg for hjemløse. Og hun elskede det: stedet, kollegerne, ledelsen.

Kærligheden var gengældt, og hun var en højt skattet medarbejder. Mette havde travlt på arbejdet i den periode, men ikke mere, end at hun havde tid til den nye mand, hun mødte og forelskede sig hovedkuls i.

Hun havde aldrig været sammen med en som ham, og hun følte sig for første gang forstået. De blev gift og var nu en sammenbragt familie med i alt fem børn, når Mettes unger var på weekend.

Omsider kunne Mette synke ned i den helt almindelige kernefamilie, hun altid havde drømt om. De havde det hele: et smukt hjem, dejlige børn, velfungerende virksomheder og masser af penge. Der var ferier, middage, forlystelser, og i lang tid var det lykkeligt og nemt.

Men så begyndte det alligevel at knage.

Der var så meget succes med virksomhederne, at Mette måtte tage mere over derhjemme, mens hendes mand var tilsvarende mere væk. Hun følte sig pludselig alene i noget, hun havde prøvet før, og ansvaret for at få alt til at se pænt ud fik hende til at længes desperat efter supermandsdragten igen.

Mette forsøgte at bide tænderne sammen og gøre sit bedste, men da hendes mand pludselig blev alvorligt syg, væltede læsset. Voldsomt og uopretteligt.

Hun begyndte at drikke igen, og hun gjorde kort proces. Pakkede en weekendtaske og forlod det fælles hjem fra den ene dag til den anden. Clean cut.

- Det eneste, jeg kunne tænke på, var at blive clean. Og det kunne jeg kun blive, hvis jeg kom væk, troede jeg. Men i virkeligheden blev alting jo meget, meget værre.

Roskilde, maj 2018

Mette sidder på værelse 1 på Hanne Mariehjemmet. Udefra ligner krisecentret et helt almindeligt parcelhus på en stille villavej, og det er lige præcis sådan en ro, Mette har brug for. Hun fik nogle tæsk i gaden og ankom fuld og forslået.

Nu nyder hun de rene håndklæder og fri adgang til badeværelset. Uvant luksus.

Det er omkring tre år siden, Mette forlod sit ægteskab for at blive clean, og lige siden er alt kun gået nedad. Hun kunne ikke finde et sted at bo, og angsten over at være hjemløs fik hendes misbrug til at vokse ukontrollabelt. Hun tog flugten fra det hele og søgte ned i Istedgade.

- Alle i den gade er jo fyldt med skam og skyld, men det føles mindre dernede, fordi vi er i samme båd. Når man er sammen med ligesindede, føler man sig ikke længere forkert, fortæller hun.

Lige nu drømmer Mette bare om en bolig. Hun ved, at hun aldrig rigtig kan få sit liv eller forholdet til sine børn tilbage, før hun får sit eget sted.

- Jeg har brug for enormt meget tryghed. I virkeligheden er der bare et lille skræmt barn indeni mig, som skriger på tryghed

Vodkasjatter og cigaretskodder

Og så er den der pludselig. Mette får tilbudt en lejlighed, endda en helt perfekt en, hvor der er plads til både hende og børnene, når de er på besøg.

Hun er langsomt ved at genoprette kontakten og tilliden til dem. Hun besøger dem i Jylland, krammer dem, snuser deres duft ind. Forsøger at overdøve sorgen over al den tabte tid.

Mettes mor kommer over fra Sæby for at hjælpe med at indrette lejligheden. De går forsigtigt rundt på de lyse trægulve, smiler til hinanden som forventningsfulde børn. De køber nye møbler og hænger gardiner op.

Næste gang moren kommer på besøg, er den nye sofa næsten ødelagt af vodkasjatter og cigaretskodder.

Mette har haft et tilbagefald, hvilket kommer brasende gennem den tynde fernis af normalitet i det sekund, en sårbar følelse giver det adgang. Så kommer flaskerne på bordet, og Mette overvældes af den gamle skam, af sorgen og af smerten.

Moren siger ikke så meget, ordene gør sjældent godt lige her. Sammen rydder de op i lejligheden. Så kan de tale sammen om, at nu går det fremad.

Op på hesten igen. Moren stryger Mette nænsomt over kinden.

København, april 2020

Mette er forpustet. Hun er lige kommet hjem fra det bosted, hvor hun for nylig har fået fast arbejde som pædagog. Hun blev særligt anbefalet til jobbet fra det sted, hvor hun indtil nu har arbejdet som vikar.

Det hele er så frygteligt kedeligt og ren leverpostej. Og jeg elsker det!

Mette fra dokumentarserien 'Gaden'.

De seneste dage har hun brugt på at få styr på forsikringer og pensionsopsparing.

Hun ler:

- Det hele er så frygteligt kedeligt og ren leverpostej. Og jeg elsker det!

Mette har været clean i et år uden tilbagefald.

Hun ved godt, at hendes bagage aldrig forsvinder helt, men hun er færdig med at lade som om. Nu har hun omsider lagt facaderne ned, og hun er fri til bare at være.

For første gang tror hun på, at den her gang er anderledes.

Se første del af ‘Gaden’ lige nu på TV2 PLAY - eller torsdag 23. april klokken 20.40 på TV 2.