Coronavirus

Alle med symptomer på coronavirus skal fremover testes

Hvide telte, der er opsat i hver region, skal være med til at sikre test af danskere og åbning af samfundet.

Alle danskere med symptomer på covid-19 skal fremover testes, også selvom symptomerne er milde.

Det står klart, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag holdt pressemøde sammen Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

- Alle, der har symptomer, skal testes. Det betyder helt konkret, at hvis du har tør hoste, feber, problemer med vejrtrækningen, så er rådet: Ring til din læge, så vil du blive visiteret så hurtigt som muligt. Det er den mest effektive måde, vi kan stoppe smittekæderne på, siger Magnus Heunicke.

På pressemødet blev det påpeget, at folk med symptomer på sygdommen covid-19 ikke må dukke op fysisk hos deres læge. I stedet skal man ringe til sin praktiserende læge, som vurderer situationen og vejleder en.

Ny teststrategi

Allerede fredag oplyste regeringen, at der var en ny national teststrategi på vej, som "blandt andet skal indeholde test af frontpersonale, pårørende og sårbare grupper. Desuden skal der testes et repræsentativt udsnit af befolkningen, så udviklingen kan følges".

Hvad teststrategien nærmere går ud på, blev ikke klarlagt på pressemødet.

Men ældre- og sundhedsministeren (S) understregede, at antallet af test er vigtig i forbindelse med planerne om at lempe yderligere på de retningslinjer, der i stor grad har lukket Danmark ned.

- Sundhedsstyrelsen er i denne uge i gang med at udvide retningslinjerne for test. Alle ved, at vi har arbejdet hårdt på at få mere testkapacitet. Nu er kapaciteten her, og derfor kan vi gå videre med næste skridt. Genåbningen hænger sammen med flere test og god håndhygiejne og at holde afstand, siger sundhedsministeren.

På dagens pressemøde ville direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm ligesom sundhedsministeren ikke afsløre, hvad den seneste teststrategi kommer til at handle om. Men den bliver formentlig præsenteret tirsdag, fortalte han.

To spor i nye retningslinjer

Ifølge TV 2s oplysninger vil de justerede retningslinjer for den nationale teststrategi indeholde to hovedspor: Det syge spor og det raske spor.

Det fremgår af et udkast til retningslinjerne fra søndag aften, som TV 2 er bekendt med.

Det syge spor dækker over, at:

  • Alle personer, der indlægges på de danske sygehuse – uanset indlæggelsesgrund – fremover skal testes for covid-19
  • Danskere, der skal have foretaget lungefunktionsundersøgelse, undersøgt øjnene eller halsen skal testes
  • Nære kontakter til personer med covid-19 skal fremover testes i et forløb over tre gange
  • Medarbejdere i Sundhedsvæsnet uden symptomer skal rutinemæssigt testes for sygdommen

For raske danskere vil et bredt udsnit uden symptomer på covid-19 blive testet. De vil modtage en indkaldelse via e-boks, hvorefter de selv skal bestille en test på hjemmesiden coronaprover.dk. Borgeren bliver så henvist til ét af de nye testcentre, og prøvens resultat vil kunne læses på Sundhed.dk.

Da oplysningerne stammer fra søndag aften, kan der naturligvis ske ændringer, inden de endelige retningslinjer bliver præsenteret.

Test for antistoffer

På pressemødet supplerede faglig direktør ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak desuden med at fortælle, at danskere fremover også skal testes for antistoffer i blodet. Det skal både komme borgere til gavn, der er i tvivl, om de har haft infektionen, ligesom det kan give et samlet billede af immuniteten i befolkningen.

- Der kører allerede nu nogle projekter, der undersøger immuniteten i befolkningen. Men de test der kommer nu, bliver baseret på rigtige blodprøver i stedet for priktest, siger Kåre Mølbak.

Med sundhedsministerens melding om at teste alle danskere med symptomer, justerer myndighederne endnu en gang kursen for test af danskerne. 12. marts gik man fra inddæmning til afbødning, og 1. april begyndte man også at teste patienter med milde symptomer, ligesom privatpraktiserende læger kunne henvise patienter til testning.

Hvide telte

Sundhedsministeren kom desuden ind på de hvide telte, der er dukket op rundt om i landet de seneste dage.

I Fælledparken i København er der de seneste dage opstillet hvide telte til test-brug. Det samme er sket i Næstved, Aarhus, Aalborg og Odense. I øjeblikket bruges teltene til pilot-forsøg, men flere hvide telte vil skyde op.

Teltene har de seneste dage været omgærdet af en vis mystik, da myndighederne har været særdeles fåmælte om teltene, der nu er opstillet i hver af landets fem regioner.

Mere præcist står teltene i Fælledparken i København, Hjemmeværnets grund i Højstrup ved Odense, Næstved Sygehus, Aalborg Kaserner og Vejlby Risskov-hallen ved Aarhus.

- De her hvide telte, der er sat op rundt omkring i Danmark, er en del af vores test-strategi, som igen hænger sammen med genåbningen af Danmark. Nu er der placeret telte i hver af de fem regioner, siger Magnus Heunicke.

- Fra og med i dag udfører vi pilot-test. Det vil sige, at teltene er i funktion netop nu, og de er med til at opbygge den nødvendige infrastruktur og dermed genåbningen af samfundet. Når vi har overstået pilot-fasen, er næste skridt, at de kommer i brug, og at vi får flere hvide telte i Danmark. For test er en af nøglerne for, hvor hurtigt og hvor meget vi kan genåbne samfundet, siger ministeren.