Carl Otto Larsen ligger på Bispetorv.
Samfund

Han sluttede fred med nazisterne, men måtte spille død, da danskerne gik amok

Hvor galt kan det gå, hvis man slipper 40.000 euforiske, hævngerrige og bevæbnede mennesker løs på én gang? Det fandt Danmark ud af 5. maj 1945.

Kuglen ramte den tyske løjtnant lige i nakken.

Krigen er forbi. Der er ingen grund til, at vi skal skyde på hinanden

Carl Otto Larsen, modstandsmand, Århus

Officeren stod foran Århus Domkirke, og han havde netop aftalt med sin drabsmand, at der ikke var nogen grund til, at de tyske soldater og de danske modstandsfolk begyndte at slå hinanden ihjel.

Men det skete alligevel.

Kort efter var det den danske modstandsmand, der måtte lede efter sit ene øje nede på jorden.

Det var 5. maj 1945, klokken var lidt i ti om morgenen, og for 75 år siden var dagen i dag allerede godt i gang med at blive en af de blodigste i danmarkshistorien.

Og det var ikke kun tyskernes skyld.

Slet ikke.

En livsfarlig cocktail

Selv om Anden Verdenskrig formelt var slut i Danmark 5. maj 1945 klokken otte om morgenen, var konflikten stadig i gang for rigtig mange af de tyske soldater, deres håndlangere og de danske modstandsfolk.

Sidstnævnte gjorde klar til et opgør efter fem års undertrykkelse.

Som for eksempel herunder, hvor bevæbnede modstandsfolk marcherer gennem Århus klokken 09.13 om morgenen den 5. maj.

Modstandsfolk marcherer gennem Ryesgade i Århus klokken 09.13 om morgenen 5. maj 1945.

Da kapitulationen trådte i kraft, befandt der sig omkring 250.000 tyske soldater i Danmark. De ville kun overgive sig til soldater fra de allierede styrker - ikke de danske modstandsfolk.

Mange modstandsfolk havde aldrig løsnet et skud før

Carl Otto Larsen, modstandsmand, Århus

Modstandsfolk var der cirka 40.000 af. De fleste var bevæbnede, men mange af dem vidste ikke ret meget om, hvordan man håndterer et skydevåben.

Sejrherrens selvtillid

På trods af at de britiske styrker stadig var langt nede i Tyskland, gik modstandsfolkene i aktion med sejrherrens selvtillid 5. maj, og mistænkte tyske håndlangere fik ofte en hård medfart - også i Århus, hvor billedet herunder er taget.

To unge mænd, der mistænkes for at have samarbejdet med tyskerne, er blevet anholdt i Århus.

Men aktionerne gik mange steder helt galt, og i dag - 75 år efter - kan det virke underligt, at så mange mennesker måtte dø for så lidt.

I denne artikel kan du blive klogere på, hvad det var, der gik så galt, at det kom til at koste flere hundrede mennesker livet på denne glædens dag.

Carl Otto Larsen i 1996. Han var en af landets mest aktive modstandsfolk under krigen.

I Århus for eksempel begyndte befrielsesdagen egentlig fredeligt nok.

Modstandsmanden Carl Otto Larsen, der endte med at skyde en tysk løjtnant i nakken foran domkirken, holdt sammen med en gruppe på 12 mand vagt på Bispetorv fra morgenstunden.

Carl Otto Larsen har efterfølgende fortalt om episoden til TV 2 Østjylland og efterladt sig en nedskrevet beretning, der er offentliggjort i Århus Stiftstidende. Oplysningerne i denne artikel stammer derfra.

Klokken tyve minutter i ti kunne de mange mennesker på torvet se en gruppe tyske soldater komme marcherende.

Omkring 10 store drenge, der så ud til at være mellem 17 og 18 år, ankom med deres geværer i hænderne, ikke i læderstrop på ryggen.

En gruppe tyske soldater marcherer ind på Bispetorv 5. maj 1945. En fotograf i domkirketårnet dokumenterede en stor del af den efterfølgende ildkamp.

Drengene var anført af en tysk løjtnant, der ikke ville overgive sig til modstandsfolkene. Tværtimod syntes han, det var et problem, at så mange bevæbnede mennesker gik rundt i byen.

Da en af modstandsfolkene forsøgte at standse den tyske patrulje, slog den tyske løjtnant ham i ansigtet og tog hans våben.

Så udbrød der panik på torvet, og folk begyndte at løbe i sikkerhed.

Men Carl Otto Larsen løb ingen steder. Han ville ikke finde sig i tyskernes forsøg på at afvæbne modstandsfolkene, og så sagde han til den tyske løjtnant:

- Krigen er forbi. Der er ikke nogen grund til, at vi skal skyde på hinanden.

Tyskeren var enig.

Modstandsfolk i stilling i et af husene omkring Bispetorv den 5. maj 1945 om morgenen.

Men selvom uret på domkirken viste halv ti om morgenen, og freden var halvanden time gammel, var danskere og tyskere allerede i ildkamp et andet sted i landet.

Et skæbnesvangert fumleri

I Brøndbyøster på Københavns Vestegn var omkring 250 tyske soldater indkvarteret på byens skole, og hvis de havde ønsket det, kunne de formentlig have udført en massakre på en underlegen dansk styrke.

Kuglen gik gennem hans øje, som han helt mistede

Tove Gudmand-Høyer, lærerhustru, Brøndbyøster

Der var våbendepot i gymnastikhuset i Brøndbyøster, og en gruppe modstandsfolk fra København tænkte, det ville være en god idé at få fat i nogle flere våben, så de rykkede ind i Brøndbyøster om morgenen 5. maj.

Tove Gudmand-Høyer, der boede i lærerboligen i Brøndbyøster, så modstandsfolkene fra København gå ind til en lille gruppe tyskere i gymnastikhuset ved ni-tiden. Hendes beretning kan læses hos Forstadsmuseet.

En gruppe modstandsfolk fra Brøndby Strand umiddelbart før flere af dem kørte direkte ind i en ildkamp i Brøndbyøster.

- Lidt efter kom de ud med tyskerne, der holdt armene over hovedet. Tyskerne blev stillet op af muren og undersøgt, fortæller hun.

Derefter blev tyskerne sat til at bære våben ud under skarp bevogtning af de danske modstandsfolk, der ikke alle var lige våbenduelige.

- Pludselig rører én af modstandsfolkene ved hanen på sit gevær, som går af. Kuglen rammer gesimsen ved døren, går tilbage til stentrappen og ind gennem en trævæg og rammer en frihedskæmper, der netop står ved telefonen. Kuglen gik gennem hans øje, som han helt mistede, fortæller Tove Gudmand-Høyer ifølge Forstadsmuseet.

Men skuddet gjorde mere end det.

En tysk misforståelse

Inde på selve skolen troede de tyske soldater, at de var under angreb, og så begyndte en heftig ildkamp.

En advarsel i vejkanten i Brøndbyøster, hvor et kontingent tyske soldater var indkvarteret.

Tyskerne gik i stilling flere steder i og omkring byen, og da en bil med uvidende modstandsfolk på vej til en helt anden opgave kørte ind i Brøndbyøster, åbnede soldaterne ild og dræbte tre af dem.

En enkelt modstandsmand faldt for kuglerne fra et tysk maskingevær inde i byen, og kampene stoppede først, da det lykkedes tyskerne at fange 20 danske modstandsfolk på en vej uden for skolen.

Tyskernes oberst Nette sagde, at de kunne have mejet de 20 danskere ned

Mourits Tarp, lærersøn, Brøndbyøster

Mourits Tarp, der oplevede kampene fra lærerboligen, fortæller i en beretning, der kan læses hos Forstadsmuseet, at fire døde danskere var billigt sluppet.

- Senere fortalte tyskernes oberst Nette, at de kunne have mejet de 20 tilfangetagne danskere ned, men at der ikke var nogen mening i at gøre det, står der i Mourits Tarps øjenvidneberetning.

En såret tysk soldat får hjælp af modstandsfolkene under kampene i Brøndbyøster.

Således endte et vådeskud med at koste fire danskere og mindst to tyskere livet i Brøndbyøster.

Om det også var et vådeskud, der forvandlede Bispetorv i Århus til et inferno af skud og skrig, er det aldrig lykkedes at opklare.

Våbnene taler

Modstandsmanden Carl Otto Larsen stod med ryggen til knaldet, da det første skud lød, og en af hans kammerater sank sammen - så han så det ikke ske.

- Os, der stod med ryggen til, er sikre på, at det var modstandsfolkene. Simpelthen har der været så mange modstandsfolk, der aldrig har løsnet et skud før. De har bare skudt, sagde Carl Otto Larsen til TV 2 Østjylland i 1995.

Kampe i Århus 5. maj 1945.

Men så snart det første skud var affyret, begyndte de tyske kugler at suse forbi Carl Otto Larsen. Han skød selv mod den nærmeste tysker - løjtnanten, som han netop havde sluttet fred med.

- Jeg skød et eller to skud og ramte løjtnanten i hovedet. Han var selvfølgelig død, fortæller Carl Otto Larsen.

Løjtnanten stod i en "underlig stilling", og derfor blev han ramt i nakken, skrev han efterfølgende i sine erindringer.

Modstandsfolk og civile har søgt dækning under kampene i Århus.

Carl Otto Larsen sigtede på endnu en tysker og affyrede et skud med sin amerikanske karabin.

Projektilet gik gennem maven på den unge tysker, der sank sammen.

- Han skreg ynkeligt. Det var forfærdeligt at høre, fortæller Carl Otto Larsen.

Så blev han selv ramt.

Det skete i den røde ring på billedet, der er fra øjeblikket før skudepisoden. Det er de tyske soldater nederst.

Carl Otto Larsens position på Bispetorv lige inden han falder om.

Kampen foran domkirken i Århus skulle komme til at koste 17 danskere og et ukendt antal tyskere livet.

Men i Odense var det meget værre.

En ond stemning

Også her var det lyden af et skud, der fik helvede til at bryde løs inde i byen, og det hele blev ikke meget bedre af, at de fynske modstandsfolk var elendige til at kommunikere med hinanden.

Faktisk var de så dårlige til det, at modstandsfolk fra Middelfart kom i kamp med modstandsfolk fra Odense, da begge grupper jagtede medlemmer af det forhadte HIPO-korps - danske politisoldater i tysk uniform, som hjalp nazisterne.

For selvom der var glæde, var stemningen på befrielsesdagen også ond. Billedet herunder er fra Odense om formiddagen 5. maj 1945.

Odense 5. maj 1945.

HIPO'erne blev anset for at være de allerværste, og mange af dem overgav sig ikke frivilligt.

De var trænet i våbenbrug, havde en lang række mord på samvittigheden og frygtede med rette for deres liv og førlighed, hvis de blev pågrebet.

Modstandsfolkene fra Middelfart havde forfulgt en gruppe HIPO'er tværs over Vestfyn, men da deres lastbil nåede resterne af Odinstårnet på toppen af Bolbro Bakke, blev der skudt.

Odenses svar på Eiffeltårnet blev sprængt i luften af nazisterne i december 1944.

I Odense var man nemlig også på jagt efter HIPO-folk, og en større styrke var gået i stilling omkring ruinerne af det engang 177 meter høje tårn for at give landssvigerne en varm velkomst, hvis de kom den vej.

Og lastbilen på hovedvejen fra Middelfart så mistænkelig ud.

Fjender alle vegne

Bilen havde civilklædte mænd på ladet og en enkelt politibetjent i sort uniform. Betjenten havde hjelm på, og ifølge en optegnelse hos Lokalhistorisk arkiv for Strib og Røjleskov Sogne var modstandsfolkene fra Odense sikre på, at lastbilen var propfyldt med landsforrædere.

Billede fra Odense 5. maj 1945. Her udspillede nogle af de blodigste kampe i Danmark sig på befrielsesdagen.

Kampen kostede en modstandsmand fra Middelfart og en modstandsmand fra Odense livet, inden sagens rette sammenhæng gik op for de overlevende.

Men den store katastrofe i Odense skete først sidst på eftermiddagen på byens domkirke- og rådhusplads, Flakhaven.

Modstandsfolk under kampene i Odense 5. maj 1945.

Der var indkvarteret omkring 100 tyske politisoldater få hundrede meter fra domkirken, og det var hovedsageligt dem og medlemmer af HIPO-korpset, modstandsfolkene troede, de skød efter.

Ingen ved, hvem der skød først, men da de høje knald gav genlyd på pladsen, var den fyldt med glade mennesker. Panikken spredte sig hurtigt, og folk forsøgte at løbe i sikkerhed.

Telefoncentralen under angreb

En af de bygninger over for domkirken, hvor folk prøvede at søge dækning, var Odenses telefoncentral, der blev bevogtet af bevæbnede danske telefonfolk.

Kampe ved Odense Domkirke 5. maj 1945.

Her var dørene låst, og da tyskerne begyndte at kaste med håndgranater, blev folk ude på gaden så desperate, at de forsøgte at slå døren ind.

Eksplosionerne var så kraftige, at ruderne blev knust, og de damer, som betjente omstillingsbordene, måtte søge dækning. Det betød, at ingen længere kunne ringe til hinanden i Odense.

Hvad der skete derefter, er blandt andet beskrevet af Museet for post, tele og kommunikation, hvor oplysningerne om denne episode stammer fra.

Knuste ruder i telefoncentralen. I dag har Handelsbanken lokaler i huset, der ligger bag Magasin i Odense.

Modstandsfolkene ude på pladsen fik nemlig pludselig den idé, at telefoncentralen var blevet besat af HIPO-folk eller tyske politisoldater.

Og de var rigtig godt placeret til at tage kampen.

Så telefoncentralen kom pludselig under beskydning af modstandsfolk fra tre steder.

Kampe i Odense 5. maj 1945.

Fordelen ved at være fanget i en telefoncenral i 1945 var, at det var nemt at ringe til folk.

Så telefonfolkene ringede til modstandsfolkenes hovedkvarter på Odense Rådhus 120 meter væk for at få indstillet skydningen, men hovedkvarteret kunne ikke give beskeden videre.

Det hvide flag

Samtidig rykkede modstandsfolkene frem mod KFUM-bygningen, hvorfra tyskerne havde kastet med håndgranater.

Røg fra eksploderede håndgranater under kampene i Odense.

Inde i telefonhuset besluttede overmontør Hjendre Pedersen sig for at stikke hovedet ud af et tagvindue for at orientere sig.

Han døde øjeblikkeligt, da et projektil ramte ham i hovedet.

Så besluttede telefonfolkene at vinke med et hvidt håndklæde i et vindue for at signalere, at Telefonhuset ikke var besat.

Husets portner, Olrich Petersen, meldte sig frivilligt til at vifte med det hvide "flag".

Ødelægelser i Odense efter kampene.

Da han stak hånden ud, blev den ramt af et projektil, men signalet virkede, selvom der kom blodpletter på håndklædet.

Skyderierne, der nåede at sprede sig til en stor del af den indre by, ebbede først ud efter to timer.

Da var 10 modstandsfolk dræbt og 17 såret, mens de civile tab lød på 13 dræbte og 64 sårede. Den yngste af de dræbte var en otteårig dreng ifølge Fyens Siftstidende.

Kister med nogle af ofrene for kampene i Odense 5. maj 1945.

De tyske tab kendes ikke med sikkerhed, men mindst tre tyske marinesoldater blev skudt af de modstandsfolk, som tidligere på dagen havde været i kamp ved Bolbro Bakke.

Tyskerne kom kørende i en BMW ved Vindegade i Odense, og modstandsfolkene åbnede ild mod dem, fordi de troede, at tyskerne var HIPO-folk.

Den ødelagte tyske BMW.

Bilen blev gennemhullet, og tre mennesker døde, men heller ikke denne gang havde modstandsfolkene heldet med sig.

Det havde 40 af deres kolleger i Sorø heller ikke tidligere på dagen 5. maj.

Overfaldet i Albertikrydset

Her havde man hørt rygter om, at en bil med HIPO-folk kørte rundt i området, og derfor besluttede lederen af modstandsbevægelsen i Sorø, kaptajn Einar Bøving, at standse den.

Det fremgår blandt andet af forfatter Dines Bogøs optegnelser om sagen.

Modstandsfolkene gik i stilling og lagde partisansøm ved Albertikrydset, der er et centralt vejkryds i byen.

Så fik de øje på en sort Ford V8 cabriolet, årgang 1937, der kørte i høj fart ind mod byen.

Den sorte Ford blev fotograferet i Roskilde tidligere på dagen. Bemærk frihedskæmperflaget til højre i billedet.

Flere af de fire passagerer havde armbind på, og bilen bar frihedskæmpernes flag, men modstandsfolkene i Sorø var ret sikre på, at de var HIPO-folk i en snedig forklædning.

Pludselig lød der nogle knald fra vognen, og så gav modstandsfolkene i Sorø sig til at skyde helt vildt.

Der blev kastet håndgranater mod bilen, og da våbnene tav, var tre af mændene i bilen døde, mens den fjerde var dødeligt såret.

En glædelig nyhed bliver spoleret

Øjenvidner fortalte efterfølgende, at tilskuere og modstandsfolk råbte "hurra", da ligene og den sårede blev trukket ud af bilen.

En af de døde modstandsfolk i Sorø 5. maj 1945.

Den sårede nåede at stønne, at han ikke forstod meningen med det hele.

Han døde kort efter.

De døde mænd i bilen blev også fotograferet - bemærk armbindet.

De døde blev plyndret, blandt andet mistede en af dem sine støvler, og i et af ligenes tegnebøger fandt modstandsfolkene et mærke med hammer og segl, men selvom nogle nok undrede sig, udkom de lokale aviser med den glædelige nyhed.

Ritzaus Bureau udsendte et telegram om sagen, inden det gik op for modstandsfolkene, hvad der var sket. Telegrammet havnede i flere aviser.

Dagen efter fik folkene i Sorø så besøg fra Roskilde, hvor modstandsbevægelsen savnede fire mand og en sort Ford V8 cabriolet, årgang 1937.

Modstandsfolkene fra Roskilde havde været på vej mod færgen i Korsør med en liste over personer, som skulle anholdes, da de blev skudt.

Skudt foran domkirken

Modstandsmanden Carl Otto Larsen blev også skudt foran Århus Domkirke.

Han fik først flænset blodåren over øjet, og så blev hans venstre ringefinger gennemboret.

- Det gjorde ikke ondt. Overhovedet ikke. Jeg kunne godt have haft 100 kugler i mig, for man skulle tro, at man ville begynde at hyle af skræk, men det gjorde jeg ikke.

Modstandsfolk foran Århus Domkirke under kampene den 5. maj 1945.

I stedet gav han sig til at lede efter sit øje på jorden, fordi han troede, det var blevet skudt ud.

Mens han ledte efter sit øje, tabte Carl Otto Larsen sin hjelm og blev ramt igen.

Nej, den er ikke farlig, nu skal jeg tage detonatoren

Carl Otto Larsen, modstandsmand, Århus

Da han blev ramt direkte i hovedet, lagde han sig ned. Projektilet gennemborede ikke hans kranie, og han var stadig ved bevidsthed.

En håndgranat på hospitalet

Så under resten af kampen på Bispetorv spillede Carl Otto Larsen død.

Han spredte arme og ben ud til siden, fordi han troede, at man så sådan ud, når man var død, og mens han lå der, blev han ramt flere gange i den ene arm.

En fotograf i domkirkens tårn tog et billede af den hårdt sårede modstandsmand på jorden.

Carl Otto Larsens ligger på Bispetorv.

Det tog næsten tre timer, inden kampene sluttede efter en forhandling mellem en leder fra modstandsbevægelsen og lederen af de tyske soldater, fortalte modstandsmanden Erik A. Holck til TV 2 Østjylland i 1995.

Da Carl Otto Larsen blev kørt på hospitalet efter kampen, holdt han stadig krampagtigt fast i sine våben, og han fik både sin U.S. karabin, sin pistol og en håndgranat med fra kamppladsen, har han fortalt til Århus Stiftstidende.

Han ville ikke give slip på sin pistol, selvom lægerne bad ham om det, fordi han var bange for at miste den.

Carl Otto Larsen på fortovet.

Han husker, at en af lægerne bad ham om at aflevere håndgranaten og sagde:

- Ja, men den håndgranat, den er da også farlig.

Svaret lød:

- Nej, den er ikke farlig, nu skal jeg tage detonatoren.

En såret bringes i sikkerhed under kampene på Bispetorv.

Og det gjorde Carl Otto Larsen så, selvom det ikke var helt ufarligt, men der skete ikke mere.

Nogle dejlige mennesker

Han lod sig udskrive efter fire dage, men skuddet i hovedet havde givet ham en blodansamling i hjernen, så midt i maj 1945 måtte han opereres i al hast.

Men i modsætning til den tyske løjtnant foran domkirken og alle de andre, der mistede livet i en krig, der allerede var forbi, overlevede Carl Otto Larsen den blodige befrielsesdag.

Carl Otto Larsen med forbinding om hovedet, efter han har forladt hospitalet.

Han mistede i alt ni gode venner i modstandskampen - den sidste, Iver Lund Olesen, faldt som den første i den meningsløse kamp på Bispetorv.

- Det var slet ikke til at beskrive, når en god ven døde, og specielt ikke, når han døde på den måde. Men på den anden side, når de døde på det grundlag, at de havde kæmpet sig til deres ret, så var man stolt af dem og synes, at de var nogle dejlige mennesker, fortalte Carl Otto Larsen til TV 2 Østjylland i 1996.

Han døde kort efter interviewet, og han nåede at fortælle, at han havde haft mareridt hele sit liv på grund af oplevelserne under krigen.

En krig, der først for alvor sluttede i Danmark (undtagen Bornholm), da de britiske soldater rullede over grænsen fra Tyskland 6. maj. De blev modtaget af bevæbnede modstandsfolk og et banner, hvor der stod:

- Velkommen til det befriede Danmark.

Modstandsfolk venter på de britiske soldater ved grænsen.