Coronavirus

Statens Serum Institut: Det kan ikke anbefales at åbne restauranter, cafeer og efterskoler

Anbefalingen sker på baggrund af en "realistisk vurdering af danskernes adfærd i fællesskaber."

Statens Serum Institut kan ikke anbefale at åbne blandt andet restauranter, caféer og efterskoler i første fase af genåbningen af Danmark.

Det fremgår af et dokument fra instituttet, der er sendt til partilederne torsdag eftermiddag, og som TV 2 er i besiddelse af.

På nuværende tidspunkt kan det ud fra en sundhedsfaglig vurdering ikke anbefales "at gå så langt som til at åbne for café- og restaurationslivet samt højskoler, efterskoler og den del af fritidslivet, der er baseret på større fællesskaber, hvor mennesker kommer i tæt kontakt," lyder det fra faglig direktør Kåre Mølbak.

Anbefalinger sker på baggrund af en "realistisk vurdering af danskernes adfærd i fællesskaber," står der i dokumentet.

- Der kan være risiko for superspredning

Dokumentet omhandler de matematiske beregninger af en større genåbning af Danmark i fase et end den, der først var planlagt - sådan som statsminister Mette Frederiksen (S) lagde op til på et pressemøde tirsdag.

Kåre Mølbak skriver i dokumentet, at de psykologiske effekter i form af mulig overoptimisme i forbindelse med åbningen af cafeer og restauranter ikke indgår i beregningerne.

- Der kan rejses tvivl om, hvorvidt det er muligt at åbne disse virksomheder, samtidig med at der realistisk set holdes afstand. Der kan desuden være risiko for superspredning ved begivenheder relateret til idræts- og fritidsliv, foreningsliv, efterskoler og højskoler. Denne risiko indgår heller ikke i modellen, skriver Kåre Mølbak.

Han understreger samtidig, at modellerne ikke tager højde for, at der kan være sket betydelige ændringer i danskernes adfærd over påsken.

- Dertil kommer, at virksomheder og butikker, der frivilligt lukkede delvist ned i marts, kan være ved at genoptage nogle aktiviteter. Disse mulige adfærdsændringer vil først slå igennem i overvågningen af smittespredningen med covid-19 omkring 1. maj eller senere, står der i dokumentet.

Vigtigt at have fokus på usikkerheden i modellerne

I forbindelse med en diskussion om en yderligere åbning af det danske samfund, sådan som alle Folketingets partier torsdag aften skal diskutere, er det ifølge Kåre Mølbak vigtigt at fokusere på den variation og usikkerhed, der er omkring modellernes estimater fremfor at fokusere på det forventede gennemsnitlige smittetal.

- Eksempelvis vil der være en risiko for, at belastningen på intensivafdelingerne stiger til 590 indlagte patienter i en udvidet fase 1 åbning, der omfatter alle nye initiativer, og hvor der ikke længere opretholdes fysisk afstand.

De danske myndigheder har gang på gang understreget, at god hygiejne og afstand til hinanden er altafgørende for, at smittespredningen med coronavirus kan holdes under kontrol. Det samme understreger Kåre Mølbak i dokumentet:

- Som i de tidligere modeller fra ekspertgruppen er det tydeligt, at fysisk afstand er afgørende for at forebygge smitte.

Opposition og støtteparti vil åbne liberale erhverv

Mette Frederiksen holder torsdag aften videomøde med de øvrige partiledere for at nå til enighed om, hvad den udvidede genåbning i fase et skal indebære.

Den socialdemokratiske regering er blevet kritiseret for ikke at informere partierne godt nok i processen omkring genåbningen.

Blandt andet har Venstre været kritisk, og partiet har - sammen med en række andre partier, herunder regeringens støttepari Det Radikale Venstre - opfordret regeringen til straks at få 27.000 personer i liberale erhverv tilbage på jobbet.