Coronavirus

Håndspritkrisen på apotekerne er drevet over

Der er igen nok håndsprit, oplyser Apotekerforeningen. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Håndsprit har længe været svært at opdrive på apoteker. Nu er der igen sprit på lager, siger Apotekerforening.

Opdatering 17. april: Apotekerforeningen har korrigeret sin udmelding, så det nu lyder, at håndsprit stadig er en mangelvare. Læs mere her.

På grund af coronavirus har der været enorm efterspørgsel efter håndsprit, hvilket medførte akut mangel på samme.

Nu melder Danmarks Apotekerforening, at håndspritkrisen på de danske apoteker er overstået.

Det skriver Berlingske.

Stadig stor efterspørgsel

Apotekerne landet over har nemlig længe haft komplet udsolgt af håndsprit på grund af påbuddene om bedre håndhygiejne under coronakrisen.

- Det, vi hører, er, at apotekerne nu har håndsprit på lager. Så det kan man sagtens spørge efter, siger konsulent i Danmarks Apotekerforening Gitte Hessner til Berlingske.

Efterspørgslen er dalet en smule, forklarer hun til avisen, men den er stadig større end det, apotekerne får leveret.

- Nogle apoteker siger, at de stadig er lidt bange for hamstring, så de har derfor ikke sat så mange flasker frem på hylderne ad gangen, men så har de det inde bagved. Hvis der bliver hamstret, er det hurtigt væk igen, men den generelle melding er, at apotekerne har håndsprit, siger Gitte Hessner til Berlingske.

Landets apoteker er nu tilbage ved noget, der ligner normaltilstande for forbrugerne.

Også sprit i Matas

Et andet sted, som også har håndsprit på hylderne, er kæden Matas. Kommunikationschef i Matas, Klaus Fridorf, oplyser til Ritzau, at der igen er håndsprit på hylderne både online og i butikkerne.

Nogle af årsagerne til de genopfyldte lagre kan være de mange alternative producenter, som har meldt sig på banen.

Der er fabrikker og virksomheder, der har omstillet produktionen, for at der kunne produceres nok håndsprit til danskerne.

I slutningen af marts dispenserede miljøminister Lea Wermelin (S) ligeledes et EU-krav, som skulle gøre det nemmere for virksomheder at producere håndsprit.

Gitte Hessner oplyser til Berlingske, at alkoholprocenten i håndspritten skal være 70 eller derover for at virke mod coronavirus.