Dronningen 80 år

Dronningen talte til danskerne: "Gud bevare Danmark" har aldrig lydt mere følt og ægte

- Min fødselsdag blev ikke, som jeg havde forestillet mig, men jeg er taknemmelig for den, som den blev, sagde dronningen.

Torsdag aften talte dronning Margrethe til befolkningen for anden gang under coronakrisen.

Denne gang var hun også 80-årsfødselar, og dronningen brugte sin runde fødselsdag til at sende endnu et budskab til danskerne.

- Meget tyder på, at vi sammen har bidraget til at få sygdommen under kontrol. Vi har vist, at vi kan tage os sammen, og at det fører i den rigtige retning, lød det fra dronningen fra Fredensborg Slot.

- Men nu gælder det, for vi er ikke igennem endnu, fortsatte hun.

Dronningen opfordrede danskerne til fortsat at holde ved, så "alle, store som små, unge som gamle, kan komme godt igennem krisen".

En krise, der ifølge dronningen har lært os noget om os selv:

- Vi kan mere, end vi tror. Vi har vist, at vi kerer os om hinanden, og at egoismen har trange kår, sagde hun.

Dronningen under fødselsdagstalen, der blev holdt direkte fra Fredensborg Slot.

- En imponerende tale

At dronningens tale var en coronatale fremfor en ren fødselsdagtale, var det rigtige valg, vurderer TV 2s kommentator Ulla Terkelsen. Hun mener, at den balancerede det rigtige sted mellem en opsang og en ros til danskerne.

- Det var en utrolig imponerende tale at holde, fordi den ikke var selvcentreret, siger hun.

Hun skal tale om den alvorlige situation, verden er i, og hvordan hendes folk har klaret den her krise

Ulla Terkelsen

Ifølge Ulla Terkelsen havde det været "kunstigt" og "overfladisk", hvis talen havde været en ren fødselsdagstale.

Og selv om genåbningen så småt er i gang herhjemme, så gør situationen i andre lande det nødvendigt at sætte fødselsdagsfejringen i perspektiv.

- I den situation skal den danske dronning ikke sidde og holde en tale, hvor hun koncentrerer sig om sig selv og sit eget følelsesliv. Hun skal tale om den alvorlige situation, verden er i, og hvordan hendes folk har klaret den her krise, lyder det fra Ulla Terkelsen.

Takkede også danskerne

Selv om coronakrisen fyldte en del af de små fem minutter, dronning Margrethe talte, sendte hun også en hjertevarm tak til alle dem, der havde fejret hende i løbet af dagen.

- Min fødselsdag blev ikke, som jeg havde forestillet mig, men jeg er taknemmelig for den, som den blev, lød det fra dronningen.

- Jeg takker af hele mit hjerte for hilsnerne, for sangene og for de mange tanker, som i dagens løb er strømmet mig i møde fra alle dele af riget, sagde hun.

Derudover beskrev dronning Margrethe sin 80-årsfødselsdag som en af de "mest mindeværdige" af slagsen, selv om den ikke blev, som hun havde forestillet sig, og forsikrede danskerne om, at den "slet ikke" havde været lang og trist.

- Dagen har tværtimod bragt mig så mange glæder og har beriget mig, mere end jeg kan sige. Det rører mig dybt, at så mange har ønsket at være med til at fejre mig - også i år, sagde dronningen.

Dronning Margrethe overraskede under fællessangen fra danskerne dem, der var mødt op foran Fredensborg Slot, da hun kom ud og vinkede til dem.

'Gud bevare Danmark' var tilbage

Sidst, regenten holdt tale til danskerne, var for en måned siden.

Her opfordrede hun befolkningen til at tage myndighedernes opfordring alvorligt og kom med en løftet pegefinger til de personer, der stadig mødtes i grupper og opholdt sig for tæt sammen til fester og fødselsdage.

- Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst, sagde dronningen.

I den tale var de velkendte ord 'Gud bevare Danmark' fraværende. Men i dag var de tilbage som talens sidste sætning. Ifølge Ulla Terkelsen var det helt på sin plads.

- Jeg synes aldrig, at "Gud bevare Danmark" har lydt mere følt og ægte, siger Ulla Terkelsen.