Coronavirus

Holder Skype-samtaler i denne uge: Kommune ansætter 68 personer til at aflaste pædagoger

Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer for genåbning af daginstitutioner betyder, at Hillerød Kommune nu holder Skype-samtaler med ansøgere.

Hillerød Kommune ansætter nu 68 medarbejdere, som skal aflaste pædagogerne i daginstitutionerne i kommunen, når børnene fra onsdag vender tilbage til institutionerne.

Foreløbig skal de 68 hjælpe frem til 10. maj. Ansættelserne sker for at imødekomme Sundhedsstyrelsens retningslinjer for genåbningen af daginstitutionerne, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- De her stillinger vil være hjælp til praktiske opgaver som at vaske legetøj, hjælpe med hygiejne som hyppig håndvask og med at fastholde afstande mellem børnegrupperne. Og vi er sikre på, at vi godt kan finde kvalificeret arbejdskraft til det, også selvom vi har travlt, skriver Kirsten Jensen (S), borgmester i Hillerød, i en mail til avisen.

De 68 medarbejdere skal allerede starte 20. april.

- Vi har p.t. modtaget 130 ansøgninger. Vi har indkaldt personale til at holde samtaler over Skype, skriver borgmesteren.

Kan blive pædagogisk forsvarligt

De nye medarbejdere skal aflaste pædagogerne, og Christa Thestrup, der er faglig sekretær i pædagogernes fagforening BUPL, er glad for initiativet fra kommunen. Hun mener, det kan gøre, at institutionerne får et godt forløb.

- Det her giver mulighed for, at det også er pædagogisk forsvarligt, siger Christa Thestrup til TV 2.

Hun siger, at der venter pædagogerne en stor opgave, når institutionerne åbner igen.

- Vi skal tage imod børn, der ikke har været i institutionen længe, og derfor skal der være fuld fokus på det. Det har været en anderledes tid for børnene, og de får brug for en særlig pædagogisk opmærksomhed, siger Christa Thestrup til Frederiksborg Amts Avis.

I kommuner over hele landet forbereder man sig netop nu på forskellige måder til at genåbne institutionerne.

- Synes du, det her er en god idé?

- Ja, det synes jeg bestemt. Det er en god vej at gå, siger Christa Thestrup til TV 2.