Samfund

Her kører dømt spritbilist uden kørekort - sådan undgår han straf

En dømt spritbilist uden kørekort skaber utryghed i østjysk landsby. Bilisten bruger en opsigtsvækkende metode, når han bliver stoppet af politiet.

Der er trafikbump og hajtænder i det nybyggede villakvarter.

Alligevel er vejen usikker. For ifølge de lokale kører en dømt spritbilist dagligt rundt i kvarteret uden kørekort.

- Vi har små børn, der løber og leger ude på vejen. Hvis han kommer kørende i beruset tilstand, og hans reaktionsevne er væk, jamen så ender det jo med, at han kører børnene ned, siger Jesper Gormsen, som er far til to børn.

Han og naboerne har gentagne gange forsøgt at få bilisten - en 60-årig mand - til at lade bilen stå.

Men ifølge Jesper Gormsen er han uden for pædagogisk rækkevidde.

- Det er meget, meget samfundskadeligt, hvis du afslører det fif der, for så kan alle bare begynde at køre spirituskørsel

Henrik D, dømt for spirituskørsel

- Han er enten beruset, når han kommer, eller også bliver han det i løbet af dagen. Han har to kasser bajere stående i bagagerummet, som han drikker med sine venner på en nedlagt gård i kvarteret, siger Jesper Gormsen.

Når han så forlader villakvarteret, kører han i bil ad en cykelsti i stedet for at bruge vejen.

Flere politikere vil nu have indført strengere straffe for at køre i bil uden kørekort. Dansk Folkeparti foreslår blandt andet straksdomme på 20 dages fængsel ved gentagne tilfælde, og justitsminister Nick Hækkerup (S) mener, at det skal koste dyrt at køre i bil i frakendelsestiden:

- Før var det bøde første gang. Nu bliver det fængsel, sagde Nick Hækkerup i går.

Sidste år blev bilister dømt 5527 gange for at køre bil i frakendelsestiden, og aktindsigter i retsbøger viser også, at flere af de værste vanvidsbilister for længst har fået frakendt deres kørekort.

Men det stopper dem tilsyneladende ikke.

Bruger opsigtsvækkende metode

Ifølge de lokale kører den 60-årige spritbilist rundt i villakvarteret på trods af stribevis af alvorlige overtrædelser af færdselsloven - og uden et gyldigt kørekort.

Og en domsudskrift fra byretten i Aarhus viser, at de lokale har ret.

I maj sidste år blev han dømt for intet mindre end 22 færdselsforseelser. Heriblandt fem tilfælde af spirituskørsel - en dom, han dog har anket til landsretten.

Spritbilisten har flere domme for spirituskørsel. Den seneste dom fra 2019 har han dog anket.

Det mest opsigtsvækkende ved dommen var dog, at den 60-årige mand faktisk blev frikendt i tre forhold, hvor politiet mente han havde kørt spirituskørsel.

I de tre tilfælde var han blevet stoppet af politiet med en promille i blodet på henholdsvis 1,16, 1,70 og 1,09.

Men alligevel blev han pure frikendt, fordi han benyttede en helt særlig metode.

Når betjentene stoppede ham, skyndte han sig nemlig at låse bildørene. Herefter tog han en slurk af en flaske snaps, han havde liggende i bilen. Først når betjentene havde set, at han sad og drak af flasken, låste han dørene op.

I retten mente dommeren ikke, at anklagemyndigheden i de tre tilfælde kunne bevise, at den 60-årige også havde drukket spiritus, før han kørte bil - men kun at han havde drukket, efter han var blevet stoppet af politiet.

Så sørger jeg altid for at have drukket af snapsflasken for en sikkerheds skyld.

Henrik D, dømt for spirituskørsel

Men kan det virkelig passe, at den 60-årige mand bare kører rundt, selvom han for længst har fået frakendt kørekortet?

Det ville TV 2 gerne undersøge.

Vi satte os til at vente foran en gård, hvor vi vidste, han opholdt sig.

Efter en times ventetid udenfor gården kom den 60-årige mand kørende i en sølvgrå Honda Civic.

Vi kørte efter bilen, som stoppede på en parkeringsplads cirka en kilometer væk.

Da vi opsøgte føreren af bilen, bekræftede han, at han var den 60-årige mand Henrik D. Samme mand, som de lokale i villakvarteret ofte havde set køre bil i spirituspåvirket tilstand, og som ifølge byretten i Aarhus er blevet dømt mindst tre gange for spirituskørsel.

Vi ville gerne spørge ham, hvorfor han blev ved med at køre bil. Men det var et kortfattet svar, vi fik:

- Det gider jeg ikke snakke om det dér, sagde Henrik D. og kørte væk.

Spritbilisten er dømt flere gange for spirituskørsel Video: Niels Lykke Møller

Vi ringede herefter til Henrik D., og nu ville han gerne tale med os. I telefonen hævdede han, at han uretmæssigt var blevet fradømt sit kørekort, og at han faktisk aldrig havde kørt spirituskørsel.

Men i dommen fra byretten i maj 2019 fremgår det, at han også blev dømt for spirituskørsel i 2008 og 2012.

Men dommene er ifølge Henrik D. ikke korrekte, og derfor betragter han sig selv som uskyldig.

- Du skal ikke afsløre det fif

Men hvis han er uskyldig, hvorfor har han så i flere tilfælde drukket af en flaske snaps, når han er blevet stoppet af politiet?

- Jeg drikker altid, når jeg bliver stoppet af politiet. Så sørger jeg altid for at have drukket af snapsflasken for en sikkerheds skyld. For så er der drukket efter kørslen, og så er der ingen sag. Men det skal du altså ikke afsløre på landsdækkende TV, det gider jeg ikke at have.

Henrik D. forklarede, at hans dom fra 2012 er årsagen til, at han bruger metoden. Han mener nemlig, at han blev uretmæssigt dømt, fordi hans promille dengang kun var på 0,6. Derfor drikker han, for at politiets måling af hans promille ikke kan bruges i retten.

- Du skal ikke afsløre det fif på landsdækkende TV!

Hvorfor vil du ikke have, at andre, som kører med spiritus i blodet, kender det her trick?

- Det er meget, meget samfundsskadeligt, hvis du afslører det fif der, for så kan alle bare begynde at køre spirituskørsel. Det ville være katastrofalt, hvis du breder det ud på landsdækkende tv. Jeg drikker ikke mere, end hvad man må. Et par øl for eksempel. Ikke mere end det.

Hvis du har drukket et par øl, hvorfor lader du så ikke bare bilen stå?

- Det er fordi jeg har et arbejde, der skal passes.

Du kan jo bare vente med at drikke, til du er færdig med at arbejde?

- Ja, men virkeligheden er mere nuanceret. Det er så enkelt, når du fremstiller det på den måde.

Så forklar mig nuancerne.

- Nej, det vil jeg ikke. Det er der ingen grund til. Du skal bare lade være med at afsløre det fif, sagde Henrik D.

Justitsministeren skal på banen

Henrik D. siger han altid drikker spiritus, lige når han er blevet stoppet af politiet.

På baggrund af sagen vil flere retsordførere nu have justitsministeren til at redegøre for, hvordan der bedst muligt kan sættes ind overfor bilister, som benytter sig af metoden.

- Jeg er vred og forarget, når jeg hører, at nogen kan finde på at drikke alkohol i bilen for at skjule, at de har drukket, før de satte sig bag rattet. På alle mulige måder må man fuldstændig tage afstand fra sådan en opførsel i det danske samfund, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Han vil have justitsministeren til at redegøre for, hvordan man kan lave en ordning, så det ikke er muligt for spritbilister at skjule deres spirituskørsel.

Også SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt vil have ministeren på banen:

- Det giver sig selv, at man ikke skal kunne omgå lovgivningen. Det hører ikke sammen at drikke alkohol i biler. Jeg vil tage det op med justitsministeren.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil dog ikke umiddelbart gå ind i sagen - i hvert fald ikke før landsretten har taget stilling til dommen fra byretten i Aarhus, som Henrik D. ankede i maj sidste år.

- Landets love skal overholdes og udformes på en måde, så de så vidt muligt ikke kan omgås. Bliver de omgået, er det klart, at vi skal overveje, hvad vi kan gøre for at undgå det. Men sagen om spirituskørsel, som I fortæller om, er anket til landsretten, så jeg synes, at vi skal afvente landsrettens dom, siger Nick Hækkerup.

Var involveret i færdselsuheld ifølge vidner

Inden vi afslutter telefonsamtalen med Henrik D., forsøger vi at få hans holdning til, at de lokale er bekymrede for deres sikkerhed, når han bliver ved med at køre bil.

- Jeg kan fortælle dig, at jeg har kørt over to millioner kilometer siden jeg fik kørekort i 1978, og så vidt har jeg aldrig været involveret i et færdselsuheld, hævdede Henrik D.

Men ifølge Østjyllands Politi blev en motionscyklist kørt ned uden for Henrik D's gård 16. juli sidste år. Føreren af bilen - en nu 60-årig mand - kørte i en sølvgrå Honda Civic med samme registreringsnummer som den sølvgrå Honda Civic, som TV 2 filmede Henrik D. køre i.

Føreren havde ikke noget kørekort ifølge Østjyllands Politi. Føreren stak af fra gerningsstedet og blev senere fundet på en gård, der ifølge tinglysningen tilhører Henrik D.

Flere vidner har overfor TV 2 desuden udpeget Henrik D. som gerningsmanden til uheldet. Et uheld han i dag benægter har fundet sted.

Du siger altså, at borgerne herude lyver, at retssystemet lyver. Har du nogensinde overvejet, om det kan være dig der er galt på den?

- Nej. Det har jeg ikke, afslutter Henrik D.

Jesper Gormsen er bekymret for sine børns helbred, når de leger på vejen.

For at beskytte cyklister og fodgængere har de lokale anbragt store kampesten for enden af cykelstien, som Henrik D. ofte har kørt ad.

- Jamen, det er fuldstændig vanvittigt, siger Jesper Gormsen og fortsætter:

- Vi kan kun opfordre ham til at lade være, og når vi ser ham, så ringer vi til politiet. Men de har jo ikke altid ressourcer til at køre herud, så han kan gøre, hvad der passer ham.