Forskere kan have vaccine mod coronavirus klar til september "hvis alt går perfekt": - Bestemt ikke urealistisk
I Storbritannien mener et forskerhold, at de snart kan have en vaccine mod coronavirus klar. Hvis alt går godt, kan den komme til Danmark i efteråret.
Dem, der holder vejret og venter på en vaccine, kan måske snart ånde lettede op, for en vaccine mod coronavirus kan være klar allerede til september.
Det siger Sarah Gilbert, der er professor i vaccinologi ved Oxford Universitet i Storbritannien, til avisen The Times.
Sarah Gilbert leder et af verdens mest avancerede forskerhold og er "80 procent sikker" på, at vaccinen kommer til at virke. Hun forklarer, at de er klar til at teste den på mennesker om senest 14 dage.
- Det her er ikke bare en mavefornemmelse, og for hver uge der går, har vi mere data at se på, siger hun til The Times.
Det er kun en måned siden, at hendes gæt var engang i slutningen af 2020, men de seneste ugers videnskabelige fremskridt på forskerholdet har gjort hende endnu mere optimistisk ved udsigterne til en vaccine efter sommerferien.
- Hvis alt går perfekt, tilføjer hun.
Vaccine til danskerne før jul
Og den forventning er slet ikke urealistisk, selv om september kun er godt fem måneder væk i kalenderen.
Det mener Lars Østergaard, der er professor og den ledende overlæge ved infektionsafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- Jeg synes, det lyder fantastisk, og september er bestemt ikke urealistisk, siger han, da TV 2 overbringer ham nyheden.
Det store spørgsmål er derefter, hvordan man skal få produceret flere milliarder vacciner, og det er en sag for politikerne og medicinalbranchen. Men kan der findes vilje og penge nok, kan det meget vel ende med en tidlig julegave til danskerne.
- Det kommer an på, hvor hurtigt man kan fremstille vaccinen. Men hvis man sætter alle sejl til og samarbejder landene imellem, kan det godt ske senere på efteråret og i hvert fald før jul, siger professor og ledende overlæge Lars Østergaard.
Forhandler med den britiske regering
Som leder af forskerholdet i Storbritannien er Sarah Gilbert allerede i dialog med regeringen i Storbritannien om at starte produktionen med det samme - selv om vaccinen ej er testet endnu - for at komme en eventuel anden bølge af coronasmitte i løbet efteråret i forkøbet.
- Vi ønsker ikke at stå senere på året og opdage, at vi har en meget effektiv vaccine, men ikke har produceret nok vaccine at bruge af, forklarer Sarah Gilbert.
Flere britiske ministre har ifølge The Times antydet, at de er klar til at spendere millioner af pund på at få en vaccine klar og dermed afbøde de økonomiske konsekvenser af den britiske nedlukning.
Den britiske premierminister Boris Johnson er stadig indlangt på hospitalet til behandling for coronavirus, og selv om udenrigsminister Dominic Raab sidder for enden af bordet, mens Johnson kommer sig, er det uklart, om regeringen kan tage en sådan beslutning, før premierministeren er tilbage igen.
Danske forskere kritiserer regeringen
I Danmark har forskere og læger fredag kritiseret regeringen for ikke at have prioriteret penge til et nationalt vaccine- og behandlingsprogram under coronakrisen.
Senere samme dag sagde uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Ritzau, at en vaccine mod coronavirus bedst kan udvikles gennem internationalt samarbejde - gerne i EU-regi.
Hun henviser til, at der på EU-niveau er afsat over to milliarder kroner specifikt til coronaforskning. Herunder også til vaccineforskning. Ministeren tilføjer, at der også på nationalt plan er afsat 150 millioner til forskning i forbindelse med coronavirus generelt i Danmark.
- Men lige præcis i forhold til vaccineudvikling, så tror jeg at vi vinder rigtig meget på at gøre det i fællesskab på tværs af landegrænser, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
På verdensplan er over 1,7 millioner mennesker blevet smittet med coronavirus og over 100.000 mennesker er døde.
I Danmark er 5819 mennesker blevet smittet, mens 247 er døde.