Samfund

Elbæk om dronningens klima-udtalelse: Jo, vi skal gå i panik

Derimod mener Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at dronningen giver danskerne et godt billede og en god ide.

- Jo, der er grund til at panikke.

Sådan lyder det nu fra folketingsmedlemmet, løsgængeren og den tidligere leder af Alternativet, Uffe Elbæk, efter Dronning Margrethes udtalelser om klimadebatten i et længere interview i Politiken,

- Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om, siger dronning Margrethe i interviewet.

Og det er meget uheldig udtalelse af to grunde, mener Uffe Elbæk.

- For det første siger hun, at der ikke er grund til at panikke. Hvis hun siger det, er det fordi, hun ikke har sat sig ind i stoffet, siger han og påpeger, at klimaudfordringen muligvis er den allerstørste udfordring, vi som civilisation står overfor.

Dronning Margrethe har udtalt, at hun ikke tror, at klimaforandringerne er udelukkende menneskeskabte. Det har fået folketingsmedlem Uffe Elbæk til at sammenligne hende med præsident Trump.

Og dét, understreger den tidligere kulturminister, har FN's generalsekretær såvel som vores nuværende og tidligere statsminister erkendt.

Samtidig mener han, at dronningen vover sig ud i en hårfin balance.

- For det andet politiserer hun, når hun antyder, at klimaforandringer ikke er menneskeskabte. Bare det, at vi står og snakker om det nu, skaber en tvivl hos seerne; har hun nu en alligevel pointe?, siger Uffe Elbæk og understreger:

- Nej, det har hun ikke.

Sammenligner dronningen med Trump

Ifølge folketingspolitikeren placerer regenten med sin udtalelse både sig selv og kongehuset i en meget sårbar position.

- Jeg er så ked af, at hun havde gjort det. Det her skulle være hendes 80-årsinterview. Jeg kunne unde hende et rigtig godt interview, og nu gør hun det stik modsatte. Hun stiller sig på den helt forkerte side af historien og sammen med de helt forkerte mennesker, siger Uffe Elbæk og sammenligner dronningen med USA's præsident.

- Det, hun siger, svarer til det, Donald Trump siger. Hun går jo direkte op imod klimavidenskaben. Hun åbner op for den samme form for usikkerhed om, hvorvidt det er menneskeskabt eller ej, siger Uffe Elbæk, som samtidig kalder dronningen "en klog kvinde".

Derfor nægter han også at tro, at det er manglende viden, der har fået majestæten til at komme med udtalelsen, men derimod manglende rådgivning,

- Hun går direkte imod klimavidenskabet og den alvor, som ligger i forhold til klimaforandringer. Det er de mest sårbare mennesker i verden, der bliver ramt af det her. Klimaforandringerne er så socialt uretfærdige, som man overhovedet kan forestille sig, siger Uffe Elbæk.

- Derfor virker det også ekstra provokerende, når en institution og en position taler fra så priviligeret et sted og siger, at der ikke er grund til at panikke.

Modsvar til Greta Thunberg

Hos Dansk Folkeparti har Søren Espersen derimod ros til dronningen.

Han mener nemlig, det er et rigtigt godt råd, at danskerne ikke skal panikke.

- Det skal man holde sig holde sig fra, siger han og tilføjer, at majestætens interview tjener som et godt modsvar til den svenske klimaktivist Greta Thunbergs budskab om, at vi netop skal panikke.

I forbindelse med det årlige økonomiske topmøde World Economic Forum i Davos i 2019, holdt Greta Thunberg en tale, hvori hun blandt andet sagde:

- Jeg ønsker, I skal gå i panik.

Nede på jorden-budskab

Søren Espersen er ikke bekymret for, at danskerne vil tolke dronningens udtalelse som et grønt lys til at gøre mindre i forhold til klimaet.

- Nej, det er et helt nede-på-jorden-budskab, som hun kommer med. Hun begrunder det med sine egne fornemmelser og idéer om, hvad der er op og ned i sagen. Hun har ret til sin opfattelse, også selvom det måske strider imod, hvad de fleste videnskabsfolk siger. Det har vi alle ret til, siger han.

Folketingspolitikeren mener, at politikere også har pligt til at træde et skridt tilbage, når de bliver præsenteret for videnskaben.

- For vi er måske inde på noget, som vi ikke kan styre, hvis bare vi følger med alt, hvad eksperterne siger, siger Søren Espersen.

Han påpeger, at ikke alle forskere mener, at klimaspørgsmålet er lige presserende. Således fremhæver han blandt andet Bjørn Lomborg.

- Han siger; at vi skal have nedbragt CO2-udledningen, men gøre det på en fornuftig måde. I virkeligheden er det også det, dronningen siger. Lad os få tingene lidt ned på jorden og finde ud af, hvordan vi kan gøre det på en fornuftig måde.