Eksperter kritiserer regeringen for manglende støtte til national vaccine
Ifølge forskere er der "uudnyttet potentiale" i Danmark, når der kommer til at udvikle en coronavaccine. Partier vil give flere penge til forskning.
Forskere og læger kritiserer regeringen for ikke at have prioriteret penge til et nationalt vaccine- og behandlingsprogram under coronakrisen.
Det skriver Jyllands-Posten.
I Danmark er der "et enormt uudnyttet potentiale", der kan bidrage til den internationale kamp for at finde en vaccine eller behandling mod den nye coronavirus, lyder det.
- Vi bør udnytte den fantastiske synergi, der er i det danske samfund på tværs af medicinalindustrien, hospitalerne og universiteterne til at finde en vaccine og en behandling. I virkeligheden forstår jeg ikke, hvorfor regeringen ikke har tilskyndet til et sådan program tidligere, siger professor og den ledende overlæge ved infektionsafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby, Lars Østergaard, til Jyllands-Posten.
Hvis forskere inden for bioteknologiindustrien, hospitalerne og medicinalvirksomheder samarbejder som en enhed ud fra et fælles mål om at finde en vaccine eller en behandling, vil Danmark stå ”helt unikt”, mener Lars Østergaard til TV 2.
For når der først er en effektiv behandling eller vaccine, kan samfundet ”sådan set bare lukke op”, fordi der vil være mulighed for at håndtere den epidemi, der måtte komme, vurderer han.
"Den skrabede pakke"
Lars Østergaard mener, at det i højere grad er et spørgsmål om samarbejde mellem industrier end om penge.
- Jeg tror, vi kan komme endnu længere, hvis vi i fællesskab bliver enige om at bruge alle de ressourcer og den viden og erfaring, vi har i Danmark, til at løse den her verdensomspændende sundhedsudfordring, siger Lars Østergaard.
Allerede nu arbejder en gruppe forskere på Københavns Universitet på en vaccine sammen med Adam Sander, der er lektor for Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.
- Jeg synes, det virker helt grotesk, at penge overhovedet er et problem, når vi hører, hvor central en rolle en vaccine spiller i den her sammenhæng, siger Adam Sander til TV 2.
Han siger, at ”jo flere penge, der er til rådighed, jo hurtigere kan man arbejde”, og det har også en betydning for, hvad man kan undersøge i et forskningsprojekt.
- Vi har et program, som man måske kan kalde den skrabede pakke af, hvad der er nødvendigt, men der er mange ting, vil jeg mene, der er fornuftige at bruge flere ressourcer på, siger Adam Sander.
Det kunne være at se på ældre som en særskilt gruppe, når det kommer til udviklingen af deres vaccine.
Forskerne bag projektet, der har fået tildelt 20 millioner kroner i EU-forskningsmidler og yderligere 13 millioner fra Carlsbergfondet, kan have den første danske vaccine mod coronavirus klar engang til næste år, lyder det.
Parti vil give 500 millioner
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er blevet forelagt eksperternes synspunkter af Jyllands-Posten, men han ønsker ikke at kommentere sagen. Det gør Sundhedsstyrelsen heller ikke.
Til gengæld kalder Kåre Mølbak, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut, det for ”en supergod idé” at få flere industrier til at arbejde sammen om en vaccine.
Den idé støtter Dansk Folkeparts sundhedsordfører, Liselott Blixt.
- Jeg mener, man skal lave en politisk strategi på området, der sikrer samarbejde på tværs, og så nogle penge, der følger med, siger Liselott Blixt til TV 2.
Både de radikale og Enhedslisten er også enige om, at der skal mere fokus på udviklingen af en dansk vaccine.
Enhedslisten er klar til at tage 500 millioner kroner fra de mange hjælpepakker til at udvikle en national vaccine eller behandling mod coronavirus, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.
Regeringen har allerede afsat 100 millioner kroner til coronarelateret forskning til blandt andet testmetoder og behandling af gravide og nyfødte, men det involverer ikke til forskning til en dansk vaccine.
På verdensplan findes der endnu ikke en vaccine eller behandling mod covid-19.