Coronavirus

Nyt tiltag polstrer mindre virksomheder med 35 milliarder

Ny ordning skal forbedre små og mellemstore virksomheders overlevelsesmuligheder, siger finansministeren på et pressemøde torsdag.

Regeringen laver en ny låneordning til små og mellemstore virksomheder.

Det vil polstre virksomhederne med op til 35 milliarder kroner, oplyser Finansministeriet torsdag.

Tiltaget skal ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) begrænse tabene og gøre virksomhederne i stand til hurtigt at komme i gang med produktionen på den anden side af krisen.

- På denne baggrund tager regeringen i dag initiativ til en ny låneordning for små og mellemstore virksomheder.

- Ordningen forbedrer overlevelsesmulighederne for små og mellemstore virksomheder, der kan have vanskeligt ved at opnå lån i banken, siger han i en pressemeddelelse.

Får moms tilbage som lån

Konkret er det den moms, som virksomhederne har indbetalt i marts, der vil blive tilbagebetalt som et lån.

Små- og mellemstore virksomheder skal gå ind på hjemmesiden virk.dk og ansøge om lån af indbetalt moms, fortæller skatteminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde torsdag.

Lånet er rentefrit og skal betales tilbage i april 2021.

SMVdanmark, som er erhvervsorganisation for små og mellemstore virksomheder, tager godt imod de nye lånemuligheder:

- Jeg er rigtig, rigtig glad for, at man fra ministrenes side har rakt ud og sendt likviditet tilbage til virksomhederne, siger vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt.

Uden ny hjælp vil det medføre en "massedød blandt selvstændige, iværksættere og små og mellemstore virksomheder", lyder det fra erhvervsorganisationen.