Coronavirus

Forældre til skoleelever: – Vi forventer ikke den samme standard som før

En åbning for de mindste giver mening, selvom man som forælder kan være prisgivet, når og hvis et barn trækker en smitte med hjem, siger børnelæge.

Mandag oplyste statsminister Mette Frederiksen (S), at elever fra 0. til 5. klasse skal starte i skole igen fra 15. april, hvis danskerne fortsætter de gode takter over påsken ved bl.a. at holde afstand.

Men det bliver en skolegang, hvor fokus er på udeundervisning, hygiejne og afstand mellem bordene, sagde statsministeren.

Med andre ord en alternativ skolegang. Og derfor er fokus heller ikke på niveauet af undervisningen. Sådan lyder det nu fra interesseorganisationen Skole og Forældre:

– Jeg forventer ikke den samme, normale standard, som vi havde før coronakrisen. Det er klart, at meningen er, at de går i skole, men det vigtigste er nu, at vi følger strategien og går ét skridt fremad sammen, siger formand Rasmus Edelberg til TV 2.

Formanden kalder det "en udfordring, hvor alle er i samme båd":

– Kaptajnen har meldt en klar retning ud. Så indtager vi vores poster. Også selvom det er konfliktfyldt at sende sine børn ind og tage en smitterisiko samtidig med, at man har ansvaret for dem. Den balance skal vi kunne være i, siger han.

Lærerforening: – Vi får hundetravlt

Foruden en skoleåbning er der også udsigt til, at skolefritidsordninger, fritidshjem og klubber åbner for de mindste elever.

Jeg er helt sikker på, at der er nogle lærere, der er fyldt med spørgsmål. Mange spørgsmål.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Men det kræver tid og ressourcer. Og der bliver ikke mange frie timer i påsken for skoler og kommuner:

- Jeg er helt sikker på, at der er nogle lærere, der er fyldt med spørgsmål. Mange spørgsmål. Og de spørgsmål skal vi finde svar på sammen, siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening.

Han siger, at de - sammen med KL og lokalforeningerne i kommunen - får "hundetravlt".

- Så snart vi får retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne, må vi i arbejdstøjet.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, siger, at hans medlemmer har mange spørgsmål, og at de nu skal forsøge at finde svar.

De ældre elever fra 6. til 10. klassetrin samt efterskoler og frie fagskoler skal fortsat undervises hjemmefra via opgaver og videosamtale.

Hos Skole og Forældre har man forståelse for, at det er de små elever, der starter først. Men de ældre er ikke glemt, selvom de nu ikke skal til afgangseksamen, lyder det.

- Det er ærgerligt, hvis de ikke får gode muligheder for at komme videre til deres ungdomsuddannelser. Men det er vi i dialog med Undervisningsministeriet og de andre parter om, siger Rasmus Edelberg.

Børnelæge: – Det giver god mening

Og selvom en åbning af skolen for de mindste forsat er betinget af, at vi som danskere udviser ansvarlighed den kommende uge, så giver en åbning for de mindste mening, selvom man som forælder kan være prisgivet, når og hvis et barn trækker en smitte med hjem.

Derfor giver det god mening, at børnefamilierne bliver eksponeret først

Jens Veirum, overlæge og børnelæge på Aarhus Universitetshospital

Det siger Jens Veirum, der er overlæge og børnelæge på Aarhus Universitetshospital, til TV 2:

– Forældrene vil ofte være yngre, raske mennesker, og her er det meget få, som får et slemt forløb. Og vi kan jo ikke isolere os et år til halvandet år, før der måske kommer en vaccine. Derfor giver det god mening, at børnefamilierne bliver eksponeret først, siger Jens Veirum, der dog understreger, at god hygiejne fortsat er vigtigt.

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimental virologi ved Københavns Universitet, kalder imidlertid beslutningen beklagelig og ”en mulig krudttønde”, da smittespredningen til og fra børn fortsat er usikker.

Han ville have startet med en anden gruppe.