Coronavirus

25-årig må ikke se sin for tidligt fødte søn: - Hvis han kan klare det, kan vi også

Andreas Sidenius’ søn kom til verden tre måneder for tidligt. Nu er familien fanget i Portugal, indtil sønnen kan udskrives fra hospitalet.

25-årige Andreas Sidenius sidder på en altan i Braga i det nordlige Portugal. På telefonen foran sig kan han se sin 14 dage gamle søn, Alban. Med sin lille hånd holder Alban om sin mors finger.

- Han vejer 980 gram i dag, siger Andreas' kæreste Catarina Trindade over telefonen.

- 980 gram. Lille, stærke knægt, svarer Andreas.

Siden 28. marts har Andreas Sidenius ikke selv kunnet besøge Alban, som er indlagt på neonatalafdelingen på det portugisiske Hospital da Senhora da Oliveira i byen Guimarães.

Skulle have været i Danmark

Parret rejste til Portugal i begyndelsen af marts, fordi Catarina Trindade, der er musiker, skulle på turné. Men turnéen blev aflyst, da coronapandemien spredte sig i Sydeuropa, og så bookede de et fly hjem til Danmark med afgang 21. marts.

Men de nåede ikke hjem, før Alban kom til verden. Han blev født 19. marts - tre måneder for tidligt - og siden har coronapandemien gjort det umuligt for den lille familie at være samlet. På grund af frygten for smitte måtte Andreas Sidenius ikke være med til fødslen.

- Jeg nåede ikke engang at sige farvel til Catarina. Hun lå på båren og var nærmest bevidstløs. Jeg fik ikke sagt farvel til hende og sagt, at jeg elsker hende, og at det hele nok skulle gå, siger Andreas Sidenius.

3. april vejede Andreas Sidenius' søn Alban 980 gram. Video: Nicolaj Kenneth Pedersen

Måtte besøge sønnen på skift

Efter fødslen blev sønnen overflyttet til et andet hospital og indlagt uden sin mor. Først tre dage efter fødslen fik Andreas Sidenius mulighed for at se sin søn.

Jeg har bare lyst til at holde ham i armene, give ham et kys på panden og sige ’det er far, der er her, og jeg elsker dig’

Andreas Sidenius

I de følgende dage måtte Catarina Trindade og Andreas Sidenius besøge deres nyfødte søn på skift, men efter en uge meddelte personalet, at Andreas ikke længere måtte komme ind på hospitalet.

- De siger, det er på grund af corona-restriktioner. Men udover det har jeg ikke fået nogen information. Ambassaden kan ikke give mig nogen information, og hospitalet svarer ikke på mine mails, siger han.

Selvom Catarina Trindade besøger Alban hver dag, har hun endnu ikke fået lov til at tage ham op af kuvøsen og holde ham i sine arme.

Frygter, at pengene slipper op

Parret er flyttet ind i Catarinas mormors lejlighed i Braga, 30 minutters kørsel fra hospitalet. Men nedlukningen har også ramt bustrafikken, og derfor er Catarina nødt til at tage en Uber, hver gang hun skal besøge sin søn. Og det er dyrt for parret.

- Vi er endt med at spørge venner og familie på Facebook om støtte, fordi vi ikke har råd til det, siger Andreas Sidenius.

Jeg håber, at han får tillid til mig og tør knytte sig til mig, når han endelig kommer hjem

Andreas Sidenius

Andreas Sidenius læser filosofi på Københavns Universitet, og lige nu lever de af hans SU. Andreas Sidenius har forsøgt at ansøge om et supplerende SU-lån for forældre, men det er ikke muligt at få, før han kan fremvise et dokument på, at han er Albans far. Men da Alban først kan registreres som dansk statsborger, når familien rejser ind i Danmark, kan det ikke lade sig gøre.

- Selv da jeg ringede til ambassaden, sagde de, at jeg skulle være tålmodig og få styr på mine følelser. De sagde også, at den eneste måde, de får information på, er gennem avisen.

Catarina Trindade og Andreas Sidenius har masker på, når de går i supermarkedet.

Derfor køber han nu avisen hver dag. Og han har fundet en Harry Potter-bog på portugisisk, som forhåbentlig kan gøre det lidt lettere at lære sproget, så han kan følge med i nyhederne.

- Jeg håber, han tør knytte sig til mig

Andreas Sidenius og Catarina Trindade har været isoleret i knap en måned, og selvom Andreas er vant til at være meget alene, kan han mærke, at det påvirker ham meget. Især mens Catarina er på besøg hos Alban.

- Det er den værste time på døgnet. Jeg sidder bare og venter på, at jeg får den første video af Alban. Jeg kan ikke rigtigt lave noget, inden jeg ser ham.

- Jeg har bare lyst til at holde ham i armene, give ham et kys på panden og sige ’det er far, der er her, og jeg elsker dig’, siger han.

Men han er stoppet med at spekulere over, hvornår det kommer til at ske.

- Jeg kan ikke holde til det. Jeg er træt af at håbe. Jeg er nødt til at få noget information. Hvad er det, lægerne kigger på? Hvad er det, der skal ske, før Alban har det godt nok til, at Catarina kan holde ham, og til at han kan komme hjem igen?

Han frygter, at han må nøjes med FaceTime-opkald og de videoer, Catarina sender fra hospitalet hver dag. En af de ting, der fylder meget, er, hvad den fysiske adskillelse kan få af konsekvenser for hans forhold til Alban.

- Den distance, som har været mellem os - vil jeg kunne kompensere for den? Krisepsykologen sagde, at det kræver noget arbejde, men det kan man godt. Jeg håber, at han får tillid til mig og tør knytte sig til mig, når han endelig kommer hjem.

Andreas Sidenius og Catarina Trindade håber, at de kan blive boende i mormorens lejlighed, indtil Alban er stærk nok til at blive udskrevet, og familien kan rejse hjem til Danmark. Indtil da er der ikke andet at gøre end at hænge i, som Andreas siger.

- Hvis Alban kan klare det, så kan vi også. Det giver noget styrke på en særlig måde.

Du kan se første del af 'Dags Dato – Verdenshistorier fra coronakrisen' tirsdag klokken 20.50 på TV 2 eller på TV 2 Play.