Coronavirus

Erhvervslivet foreslår kriseplan - her er de centrale punkter

I planen fra Dansk Industri er der blandt andet forslag til, hvordan borgerne kan få flere penge mellem hænderne til forbrug.

På den anden side af coronapandemien ligger der et stort arbejde i at skulle genoprette arbejdspladser og den økonomiske vækst i Danmark, lyder det fra Dansk Industri.

For at komme det til livs har organisationen fremlagt en plan, der både skal sikre arbejdspladser og grøn vækst. Heri er der 70 forslag til, hvordan der skabes 30.000 arbejdspladser over de næste par år, og hvordan nedgangen i velstanden kan mindskes med 45 milliarder kroner.

Blandt nogle af de centrale punkter i planen er følgende:

  • Udskydelse af 2021-skattestigninger
  • Suspendering af 225-timersreglen
  • Statslig udbetaling af feriepenge
  • 500 millioner i støtte til virksomheder, så de kan producere grønnere

I planen ”Danmark ud af krisen – tilbage til grøn vækst” er der blandt andet også formuleret et punkt til at nå 25 procent af det overordnede klimamål om at reducere den årlige CO2-udledning med 70 procent frem mod 2030.

- Vi skal sørge for, at de investeringer, vi bliver nødt til at lave som samfund for at komme tilbage igen, også skal passe med det samfund, vi gerne vil have bagefter, og som vi hele tiden har haft ambitioner om, siger Lars Sandahl Sørensen til TV 2.

Derfor er klimatiltag, ”der virker hurtigt”, såsom øget energieffektivitet i boliger samt øget brug af biobrændsel i transporten, også blandt de grønne ambitioner i planen.

Frigivelse af indefrosne feriepenge

Derudover er der forslag til, hvordan både borgere og erhvervslivet kan få flere penge mellem hænderne. Især til forbrug.

For som det er nu, bliver optjente feriepenge fra perioden september 2019 til august 2020, som et led i overgangen til den nye ferielov, indefrosset og først frigivet ved pension.

Det er et beløb på 55 milliarder kroner, som lige nu står indefrosset hos virksomhederne som ekstra likviditet. Ifølge Dansk Industris plan kan de blive ført ud i samfundet.

Det kan især komme oplevelsesindustrien, kulturlivet og restaurationsbranchen til gode, mener Lars Sandahl Sørensen. Det samme gælder for butikslivet i lokalmiljøet, tilføjer han.

Hjælp til iværksættere

Ud af de i alt 70 forslag peger Lars Sandahl Sørensen især på grøn omstilling, digitalisering og hjælp til de mange iværksættere i landet, når det kommer til at få væksten i gang igen.

For selvom regeringen har givet førstehjælp til Danmark i form af diverse hjælpepakker, som Lars Sandahl Sørensen i øvrigt kalder for ”ekstremt vigtige”, skal der noget mere til:

- Når vi taler om at genopbygge Danmark efter krisen, så skal der noget helt ekstraordinært til, og derfor er de her helt konkrete forslag nødvendige, lyder det fra Dansk Industris direktør.

R: Udsigt til et grønnere samfund

Det Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, kalder Dansk Industris grønne plan for genåbning af Danmark for en solstråle midt i corona-krisen.

Til det svarer Det Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, at det er et "helt grundlæggende signal", at erhvervslivet siger, at genåbningen af Danmark skal være grøn. Samtidig vil de foreslåede tiltag bringe Danmark markant tættere på at nå 2030-målene, siger han.

- Midt i alt det her triste med en sundhedskrise, som kommer til at vare i lang tid, kan vi komme ud på den anden side, som et grønnere samfund og have vundet noget, samtidig med alt det vi har tabt, siger Morten Østergaard (R) til TV 2.

Han peger især på punktet med den grønne omstilling som det fokus, han gerne vil have, når det kommer til at tage stilling til Dansk Industris samlede plan.

- Vi har brug for at tage nogle politiske beslutninger nu, der viser erhvervslivet og borgerne, at der er noget at se frem til, siger Morten Østergaard.

Derfor appellerer Morten Østergaard til at gå i gang med de her drøftelser "lige nu og her".

Minister: Det grønne er stadig vigtigt

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil gerne "kvittere" Dansk Industri for, at de "lægger spændende tanker ud". Han understreger dog, at det for regeringen handler om at tage tingene i den rigtige rækkefølge for at komme bedst muligt igennem krisen.

Den samlede plan fra Dansk Industri indeholder initiativer for 88 milliarder kroner. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil gerne "kvittere" Dansk Industri for, at de "lægger spændende tanker ud".

- Det, der var vigtig før, der var noget, der hed corona, er også vigtigt efter, siger Simon Kollerup til TV 2 i forhold til fokusset på den grønne omstilling.

Samtidig understreger han, at det for regeringen handler om at tage tingene i den rigtige rækkefølge, sådan at den danske økonomi kommer bedst muligt igennem coronakrisen.

Mandag morgen kom det dog frem, at regeringen er klar til suspendere 225-timersreglen for kontanthjælpsmodtagere, som Dansk Industri også foreslår.

225-timers reglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere, der i et år ikke har haft mindst 225 timers arbejde, bliver trukket 1054 kroner i kontanthjælp. Gifte par kan miste op til 14.575 kroner, da hele den enes kontanthjælp kan blive fjernet, hvis ingen af dem lever op til reglen.

Det krav bliver altså nu fjernet.