Coronavirus

Mistænker at stedfar døde med covid-19 i hjemmet: - Men vi får det aldrig at vide

Carsten Sørensen frygter, at hans stedfar kan være en del af mørketallet bag de danske tal for personer, der er døde af covid-19.

Søndag 14. marts døde 59-årige Tommy Nielsen i sit hjem i Hjørring efter at have været hårdt ramt af influenzalignende symptomer.

Hans stedsøn Carsten Sørensen mener, at Tommy Nielsen muligvis var smittet med coronavirus, da han døde.

Carsten Sørensen frygter, at hans stedfar dermed kan være en del af mørketallet bag det registrerede og officielle tal for personer i Danmark, der er døde med covid-19. I skrivende stund er der tale om 179 danskere.

- Han blev ikke obduceret, så vi får det aldrig at vide. Vi fik at vide, at fordi han fejlede så mange somatiske ting, da han døde, ville man ikke obducere ham, siger Carsten Sørensen til TV 2.

Var til ishockeykamp

Tommy Nielsen havde diabetes, leddegigt og en dårlig lunge, da han døde. 11 dage inden han døde, havde han været til en ischockeykamp i Aalborg, og der kan han være blevet smittet, mener stedsønnen.

- Jeg talte med ham, en uge inden han døde, hvor han fortalte, han havde havde det dårligt. Vi jokede med, det kunne være coronavirus, siger Carsten Sørensen.

Ischokeykampen mellem Aalborg Pirates og Esbjerg Energy blev spillet 3. marts i Bentax Isarena i Gigantium i Aalborg. Kampen blev overværet af 2827 tilskuere.

På baggrund af stedfaderens død sætter Carsten Sørensen nu spørgsmålstegn ved, hvor meget man kan stole på, at de officielle dødstal for, hvor mange der er døde med covid-19 virus, også er de reelle tal for antallet af døde.

Anne Møller er praktiserende læge og medlem af bestyrelsen i Dansk Selskab for Almen Medicin og en del af selskabets corona task force. Hun mener, at man også bør teste personer, der er døde i eget hjem for coronavirus.

- Vi har lige fra starten argumenteret for, at man også burde pode personer, der var døde i eget hjem. Det ville kunne medvirke til at give et mere retvisende billede af, hvor mange der er smittet. Men vi ved fortsat ikke, om folk dør af eller med covid-sygdom. Det kan også gælde på sygehuset, siger Anne Møller.

Den spanske avis El Pais har tidligere skrevet, at lande over hele verden opgør dødsfald i forbindelse med covid-19 forskelligt. Det bekræfter Anne Møller.

– Problemet er, at der i de forskellige lande er så mange forskellige måder at gøre tallet for døde op på. Det gør det meget svært at sammenligne tallene, siger hun.

Blandt andet derfor diskuterer Verdenssundhedsorganisationen WHO og Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og –kontrol ECDC, i øjeblikket, hvordan dødstal skal opgøres i forbindelse med covid-19. Men Anne Møller ønsker ikke ensartede retningslinjer fra WHO på området.

– Jeg er tilhænger af, at vi bruger vores egen nationale overvågning til at sammenligne ændringer over tid i vores egen befolkning, og så kan vi så på sigt kigge tilbage og lave analyser, som måske er mere retvisende, men det kræver tid og grundighed, siger Anne Møller.