Coronavirus

Mette Frederiksen på vej med en plan for genåbning af Danmark, erfarer TV 2

Statsminister Mette Frederiksen udtrykte forsigtigt optimisme på pressemøde om covid-19 i Danmark, i Spejlsalen i Statsministeriet mandag 30. marts 2020. Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Planen forventes at komme først på ugen.

Danskerne kan måske snart få svar på, hvornår landet kan genåbnes. Og hvordan.

Ifølge TV 2s oplysninger ventes regeringen først på ugen, sandsynligvis mandag, at præsentere en plan for den gradvise åbning af Danmark.

- Fra denne uge kommer vi også politisk til at gå ind i en ny fase i coronakrisen, hvor debatten primært kommer til at handle om, hvordan og hvor hurtigt landet skal åbnes, forklarer TV 2s politiske analytiker Hans Redder og fortsætter:

- Der bliver det interessant at følge om den enighed, der har været på tværs af alle partier, da det handlede om nedlukningen, også kommer til at gælde i den nye fase.

Han forklarer, at selvom regeringen læner sig op ad sundhedsmyndighedernes anbefalinger, er det i sidste ende en politisk beslutning:

- Akkurat som det i sidste ende var en politisk beslutning at lukke landet, bliver det også en politisk beslutning, om - og hvordan - man skal åbne landet igen.

- Og det bliver en enormt svær øvelse, fordi man skal balancere hensynet til at åbne landet igen, med det hensyn at smitten ikke skal begynde at brede sig ukontrolleret. Hvis det sker, kan det, vi har været igennem den seneste tid, være spildt, og det er selvfølgelig skrækscenariet for Mette Frederiksen.

Planen kommer tre uger efter nedlukning

Dermed vil planen for genåbning komme godt tre uger efter, at statsminister Mette Frederiksen som en konsekvens af det verserende virusudbrud valgte at lukke store dele af Danmark ned med ordene:

- Vi skal hellere handle i dag, end fortryde i morgen. Vi skal sætte ind dér, hvor det virker. Hvor smitten spredes mest.

Dermed valgte regeringen at indføre en række tiltag for at afbøde og forsinke udbredelsen af coronasmitte i landet, som skulle gælde fra 11. marts og to uger frem.

23. marts fortalte statsministeren under et pressemøde i Statsministeriet, at regeringen ville forlænge nedlukning af Danmark med to uger:

- Vi forlænger alt dét, vi har sat i gang til og med 2. påskedag – altså 13. april, lød det fra Mette Frederiksen dengang.

TV 2 har tidligere på ugen talt med en række eksperter, der er kommet med deres bud på, hvilke dele af samfundet, der bør åbnes først:

Tallene i listen har ingen betydning for, hvad der åbner først. Kig i stedet på vurderingen i bunden af hvert punkt.

Her kan Danmark blive genåbnet først

  1. Arbejdspladser

    Regeringen vil formentlig åbne arbejdspladser, men det vil ikke være alle, der skal møde på arbejde.

    - Man bliver nødt til at åbne i moderat grad for at undgå en voldsom smittespredning, siger Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitets Institut for Biomedicin.

    Han vurderer derfor, at regeringen formentlig vil genåbne offentlige kontorer eller detailhandel, da det er erhverv, hvor man til en vis grad kan kontrollere smittespredningen. For eksempel hvor tæt er folk på hinanden? Hvem er de tæt på?

    - Man vil formentlig ikke åbne begge dele, men enten offentlige kontorer eller detailhandel, siger Søren Riis Paludan.

    Også Troels Mylenberg, politisk kommentator på TV 2, mener, at regeringen vil genåbne arbejdspladser som noget af det første.

    - Der er mange – både regeringen og flere af de andre partier – der gerne vil prioritere dem, der har en virksomhed, som er ved at dø. Det taler for, at små butikker, restauranter, cafeer, skønhedssaloner og lignende bliver noget af det, der åbner som det næste, siger Troels Mylenberg.

    Vurdering: Åbner delvist i begyndelsen af maj

  2. Bryllupper og fødselsdage

    - Til at starte med vil fokus være på at få samfundsøkonomien på ret køl. Derfor åbner man langsomt op for samfundet, og i det perspektiv er familiesammenkomster ikke vigtige, siger Søren Riis Paludan.

    Derfor vil fødselsdage og andre sociale aktiviteter være noget af det, man formentlig skal undvære noget tid endnu.

    Mette Frederiksen har sagt, at "store forsamlinger" er forbudt til og med 31. august. Det er dog uklart, hvad "store forsamlinger" betyder, og statsministeren kan ikke svare endnu, om det for eksempel gælder bryllupper. "Vi melder ud, så snart vi kan," har hun sagt. 

    Vurdering: Åbner om to-tre måneder

  3. Skoler og dagtilbud

    Skoler og dagtilbud er noget af det første, der allerede er – eller er ved at blive - åbnet igen. Det gælder børn fra 5. klasse og nedefter, der er sendt tilbage i skoler, daginstitutioner og vuggestuer.

    Ældre folkeskoleelever og elever i gymnasier og på universiteter kan blive de næste, der bliver lukket ud i samfundet igen, vurderer Søren Riis Paludan.

    - Elever og studerende er en gruppe i samfundet, som generelt ikke bliver hårdt ramt af coronavirus, og derfor vil den gruppe formentlig være nogle af de første, der skal tilbage ud i samfundet, siger forskeren.

    Han vurderer dog, at man ikke bør åbne for både 6.-9. klasserne, gymnasier og universitet, hvis man samtidig vil åbne op for arbejdspladser. Her vil det være fornuftigt at åbne lidt ad gangen.

    Vurdering: Er delvist åbnet - resten kan åbne i maj

  4. Festivaler og fodboldkampe

    - Jo flere mennesker, der er samlet, desto flere mennesker vil være i risiko for at blive smittet med coronavirus, siger Søren Riis Paludan.

    Derfor vil store begivenheder med over 1000 deltagere – som festivaler og fodboldkampe – være noget af det sidste, der åbner, ligesom det var det første, der lukkede.

    Regeringen har da også allerede nu aflyst sommerens festivaler.  

    - Her kan man også stille spørgsmålet: Hvad er det samfundsøkonomisk vigtige? Her er det nok ikke festivaler, uanset hvor festligt det er, siger Søren Riis Paludan.

    Vurdering: Åbner på den anden side af sommeren

  5. Restauranter, barer og caféer

    - Ud fra et sundhedsfagligt synspunkt vil det øge smittespredningen at åbne caféer, restauranter, barer og diskoteker, siger Søren Riis Paludan, der dog vurderer, at myndighederne kan åbne dem langsomt og med restriktioner.

    For eksempel på en måde, hvor der er længere mellem gæsterne, og at man desinficerer sine hænder, inden man sætter sig.

    Nogenlunde samme pointe går igen hos Troels Mylenberg, der vurderer, at restauranter og cafeer vil åbne, men med anderledes indretning og mere fokus på håndhygiejne.

    - Hvis det er muligt at åbne, tror jeg, man vil prioritere at åbne mindre virksomheder. Det gælder blandt andet cafeer og restauranter, siger Troels Mylenberg.

    Vurdering: Åbner tidligst i maj

  6. Rejser

    Ifølge Søren Riis Paludan er det meget svært at sige, hvornår rejserestriktionerne bliver løftet igen. 

    - Hvornår der bliver åbnet for, at folk kan rejse ind og ud af landet, vil afhænge af den globale situation, vurderer Søren Riis Paludan.

    Udenrigsministeriets rejsevejledning fraråder foreløbig alle ikke-nødvendige rejser ud af landet frem til 10. maj.

    - Hvad der sker derefter, er endnu ikke besluttet. Lige nu er det fortsat ikke sikkert at rejse ud, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) onsdag til Politiken.

    Vurdering: Åbner om to-tre måneder afhængigt af den globale situation

  7. Biografer, museer og teatre

    - Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv handler det om at åbne lidt uden at overbelaste sundhedssektoren. Og så er det en politisk beslutning, hvad man åbner, siger Søren Riis Paludan.

    - Fordi det virker, som om regeringen handler efter et forsigtighedsprincip, vil man formentlig ikke åbne biografer, museer, teatre og kulturinstitutioner med det samme, siger Søren Riis Paludan.

    Vurdering: Åbner delvist fra juni

  8. Offentlig transport

    - Offentlig transport vil formentlig fortsætte på samme niveau som nu: Man vil anbefale folk at lade være med at bruge det i myldretiden og i det hele taget undgå det, siger Søren Riis Paludan.

    Vurdering: Holder åbent med nuværende restriktioner indtil sommerferien

  9. Plejehjem

    - Når man åbner samfundet, vil smittespredningen øges. Derfor vil man formentlig være endnu mere restriktiv på eksempelvis plejehjem og sygehuse, end hvad man er nu, siger Søren Riis Paludan.

    Han forudser, at pårørende formentlig ikke med det samme vil kunne besøge deres nærmeste på plejehjem og sygehuse, når man begynder at åbne op for samfundet.

    Vurderig: Fastholder lukning i en måned eller to