Bestseller-milliardær efter hård kritik: Smider alt ind i kampen for overlevelse
Den danske rigmand Anders Holch Povlsen er presset af coronakrisen og tager nu drastiske skridt for at redde sin families livsværk.
Man skal ikke kigge langt tilbage i Bestseller-koncernens kassebeholdning, før det kunne ligne virkelighedens udgave af Joakim von Ands pengetank.
Men coronakrisen kan tvinge selv de største i knæ. Og nu siger den danske mangemilliardær Anders Holch Povlsen, at han er i fuld gang med at manøvrere familiens livsværk igennem en svær krise.
- Jeg er kommet med alt, jeg har, og så har jeg spurgt nogle banker, om de kan hjælpe i en periode, og det ville de gerne. Det er ikke noget, vi har for vane at gøre. Men det her er en usædvanlig situation, siger han i et interview med Berlingske.
Fyrede 750 ansatte
Anders Holck Povlsens udmelding kommer efter en periode, hvor han har mødt hårdt kritik efter fyringen af 750 medarbejdere, og få dage efter meddelte 200 udlejere, at man ikke så sig i stand til at betale husleje i koncernens mange butikslokaler.
- I løbet af blot et par uger er vi gået fra udsigten til det stærkeste regnskabsår nogensinde til at havne i en dyb krise, lød det fra Anders Holch Povlsen efter at have sendt hver syvende af de 4800 ansatte i Danmark ud i tidens hastigt voksende arbejdsløshedskø.
Den beslutning vakte ikke den store forståelse. Slet ikke hos den forhenværende stifter af Alternativet, Uffe Elbæk.
- Er det mig, der er helt forkert på den, når jeg synes, det er dybt problematisk, at Bestseller - der er god for 55 milliarder - fyrer 750 ansatte. Var det samfundssind, vi snakkede om?, skrev Elbæk i en kommentar på Twitter.
Heller ikke i Berlingske, hvor Anders Holck Povlsen nu har valgt at tage bladet fra munden og kommentere på Bestseller-koncernens aktuelle tilstand, har der været det store gehør overfor tøj-mogulens ageren.
- Stærkt og ansvarligt ejer- og lederskab viser sig i opgangstider såvel som i nedgangstider. Det stritter lige nu i mange retninger i førerbunkeren i Brande, skrev avisens erhvervsanalytiker Birgitte Erhardtsen.
2500 butikker i 55 lande
Bestseller har 2500 butikker og 15.000 forhandlere på tværs af 55 lande, og Anders Holch Povlsen sagde i forbindelse med fyringen i sin danske afdeling, at markedet mere eller mindre er gået i stå.
Derfor tog Anders Holck Povlsen en beslutning om at tilbageholde husleje. Men efter hård kritik er pengene for april måned overført. Sammen med en undskyldning.
- Jeg vil gerne undskylde for vores håndtering og beklager, hvis vi utilsigtet har trådt ved siden af overfor nogle udlejere, siger han til Finans.
Bestseller-koncernens problemer er funderet i enorme investeringer bundet i en forårskollektion, der lige nu er meget svær at sælge, fordi butikker verden over enten holder lukket eller er ramt på omsætningen.
Det store spørgsmål - 55 milliarder kroner spørgsmålet - er, hvordan så mange penge ikke længere kan holde hånden over 750 danskere, som har brug for at kunne betale deres terminer, daginstitutioner og købmandsregninger?
I det seneste regnskab har Bestseller haft et samlet overskud efter skat på 7,8 milliarder de seneste fem år, og Anders Holck Povlsen betegner det da også selv som "et stærkt kapitalberedskab".
Ifølge den jyske multimilliardær har han selv skudt penge i Bestseller og øget kassebeholdningen i en grad, så der nu står et beløb, som svarer til Bestsellers samlede overskud for de seneste fem år.
Og det kan vise sig at være nødvendigt.
Markedet katastrofeopbremser
Forretningsmodellen hos Bestseller bygger på en konstant pengestrøm mellem leverandører, egne butikker, eksterne butikker, ansatte og kunder.
Når markedet katastrofeopbremser, som under coronakrisen, kan selv det største imperium smuldre som et sandslot i brændingen.
Det siger Jens Poulsen, som er grundlægger af tøjkonkurrenterne fra DK Company, og som selv har måttet udlevere fyresedler, siden coronakrisen slog igennem.
Ifølge Jens Poulsen, som er god for en egenkapital på 600 millioner, er penge en relativ størrelse, når først krisen kradser i størrelse XXL.
Chefen for DK Company vurderer, at han skal bruge 500 millioner på at bringe selskabet igennem krisen. Og jo større selskab, desto voldsommere slår nedturen igennem, siger Jens Poulsen.
Så sent som i 2019 figurerede Anders Holck Povlsen på erhvervsmagasinet Forbes' top 500 over verdens rigeste.
Den 47-årige Bestseller-boss blev i december også kåret som 2010'ernes største danske erhvervspersonlighed af topchefer i Danmarks 1000 største virksomheder.