Coronavirus

Næsten 8000 meldte sig ledige i går: - Liv ændret fra den ene dag til den anden

Flere bliver ledige i Danmark, og samtidig er der færre job at søge.

Ledigheden bliver ved med at vokse herhjemme under coronakrisen. Alene onsdag var der 7787 personer, der meldte sig ledige. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Antallet af ledige er dermed vokset med 66.305 personer siden 9. marts.

Dermed er der i alt 175.846 ledige i Danmark i øjeblikket.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) noterer i et skriftligt svar, at antallet af nytilmeldte ledige som regel er højere ved en måneds start og afslutning, og at der skal tages højde for det i tallene for onsdag i denne uge. Her understreger han også, at udviklingen desværre ikke er overraskende.

- Vi skal huske, at det her ikke bare er tal, men mennesker, hvis liv pludselig er ændret fra den ene dag til den anden. Vi politikere skal derfor gøre alt, hvad vi kan, for at den alvorlige krise rammer så få som muligt, siger han videre.

Det er især danskere med de korteste uddannelser, som foreløbig er blevet hårdest ramt af ledighed under coronakrisen, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Siden 9. marts har lidt over 47.000 personer med grundskole, gymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser meldt sige ledige, hvormed de udgør godt 72 procent af alle, der har meldt sig ledige siden 9. marts.

Færre job at søge

For de mange danskere, der i disse dage bliver ledige, er der mere dårligt nyt i vente.

Torsdag morgen fortalte Jobsearch i en pressemeddelelse, at antallet af jobopslag er faldet med 33 procent siden 15. februar.

- Der er tale om noget nær et kollaps i antallet af udbudte jobs, lød det fra direktør i Jobsearch Thomas Barfod.

Ifølge Jobsearch er der torsdag morgen 18.656 aktive jobopslag.

Har lavet flere hjælpepakker

For at tage hånd om coronakrisen har regeringen lanceret flere hjælpepakker, der blandt andet skal hjælpe virksomheder med at undgå afskedigelser.

Lyn-analyse

Hvis man troede, alting var godt på grund af hjemsendelsespakker, og at alting var reddet, så må man sige, at tallene er stærkt alarmerende. En helt ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at over 50.000 har meldt sig ledige siden coronakrisen. Vi er altså i et tempo, der er højere end under finanskrisen.

En af hjælpepakkerne blev lavet sammen med arbejdsmarkedets parter, og den handler om lønkompensation til virksomheder.

Med den kan virksomhederne sende ansatte hjem på grund af coronakrisen, hvor staten går ind og dækker op til 30.000 kroner af lønnen hver måned.

Ifølge Peter Hummelgaard har pakkerne været afgørende for, at endnu flere ikke har mistet deres job.

- Hvis vi ikke havde haft hjælpepakker, herunder lønkompensation, ville vores tal også have været meget højere. Situationen er alvorlig, men vi har allerede vist, at politisk handling kan gøre en forskel. Det skal vi fortsætte med, siger Peter Hummelgaard.

Efter finanskrisen toppede bruttoledigheden i februar 2010. Her var 184.856 personer ledige.