Knap 900 danskere er erklæret raske efter coronasmitte
Det er første gang, at vi får tal på antal raskmeldte.
894 danskere er blevet erklæret raske efter smitte med coronavirus.
Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag. Det er første gang, de danske sundhedsmyndigheder oplyser disse tal.
Der er udelukkende tale om tal fra ugerne 9, 10 og 11.
Opgørelsen er lavet på baggrund af en algoritme og data fra forskellige sundhedsregistre. Man har ifølge opgørelsen overstået sygdommen, hvis man hverken er indlagt eller død, 14 dage efter man er bekræftet coronasmittet.
Her kan du se en graf for de pågældende uger:
Som grafen viser, så blev i alt 917 danskere bekræftet smittet med covid-19 i de pågældende uger. Af dem er 894 altså blevet raskmeldte, tre personer er fortsat indlagt, og 20 personer har mistet livet. Alle de fire, altså 100 procent, der var smittet i uge 9, er erklæret raske.
Fra uge 10 gælder det, at 98 procent er erklæret raske, og i uge 11 er 97 procent af de smittede erklæret raske.
Første gang vi får tallene
Tidligere har SSI ellers vurderet, at det var for ressourcetungt at følge op på alle de smittede.
- I andre lande skal sundhedspersoner typisk anmelde hvert enkelt tilfælde via telefon, en formular eller elektronisk meldeblanket. De skal så senere opdatere informationen omkring raskmelding, har afdelingschef Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut tidligere udtalt:
- Det kan blive virkelig ressourcetungt, når der er mange tilfælde, og ofte vil informationen om raskmelding halte efter. Derfor har vi fravalgt det i Danmark.
På verden plan er mere end 191.000 personer erklæret raske, mens 45.000 har mistet livet som følge af covid-19-sygdommen. Det oplyser Johns Hopkins University.