Coronavirus

Arbejdsmarkedet lider: - Vi har oplevet det som en eksplosion

Både en økonomiprofessor og medlemschefen ved Krifa forventer, at arbejdsmarkedet fortsat vil lide under coronakrisen.

For Rikke Nordahl kunne krisen nærmest ikke være kommet på et dårligere tidspunkt.

I sommer flyttede hun fra Aalborg til Helsingør på grund af en praktikplads, der i februar blev til et fuldtidsarbejde inden for markedsføring og sociale medier. Men i torsdags fik hun et opkald, der vendte op og ned på det hele.

- Der skete desværre det, at jeg blev afskediget fra mit arbejde. Så lige nu står jeg med et par dages opsigelse og ikke noget arbejde. Det betyder, at der er en masse uvished, siger Rikke Nordahl, der ligesom tusindvis af andre danskere er blevet fanget i de økonomiske bølgeskvulp af coronakrisen.

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at flere end 55.500 har meldt sig som ledige i perioden fra 9. til 30. marts. Det er markant flere, end der har været i samme periode de seneste år.

- Det understreger, at det her er en dybt alvorlig situation, og at det er en ekstraordinær sundhedskrise, som også har meget store omkostninger for almindelige mennesker og for vores økonomi, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til TV 2 om de nye ledighedstal.

Ikke set siden finanskrisen

Hos fagforeningen og a-kassen Krifa følger medlemschef Marianne Ehlers udviklingen tæt. Hun betegner situationen som ekstraordinær og mindes ikke at have set lignende, siden finanskrisen var værst i 2008 og 2009.

- Vi har oplevet det som en eksplosion i ledigheden. Vi har slet ikke været vant til de her tal i mange år. Vi skal helt tilbage til finanskrisen, og dengang var det enkeltdage, hvor der kom så mange nyledige. Nu har det stået på over flere uger, siger Marianne Ehlers.

Hun fortæller, at udviklingen begyndte for alvor, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag 11. marts annoncerede, at dele af Danmark skulle lukke ned for at mindske coronasmitten.

Blandt Krifas cirka 165.000 medlemmer har mere end 5500 meldt sig ledige i marts, og på tværs af både aldersskel og køn har fyringerne ramt bredt. Det er især de ufaglærte inden for servicesektoren samt trafik- og transportområdet, der har været udsat, fortæller Marianne Ehlers.

Coronakrisen er gift for arbejdsmarkedet

  • I alt var 169.796 personer registeret som ledige på det danske arbejdsmarked 30. marts 2020. Det er en nettostigning på mere end 37.000 sammenlignet med for tre uger siden.
  • Samtidig har der i perioden 9. til 30. marts været opslået færre jobopslag på Jobnet i 2020, end der har været i de foregående år - bortset fra 2016.
  • Ifølge en måling, Megafon har foretaget for TV 2, frygter cirka hver femte, der er i beskæftigelse, at coronakrisen kan ende med at koste dem jobbet.
  • Samme udvikling ses i resten af Europa og USA. I uge 12 meldte knap 3,3 millioner sig ledige i USA.

April bliver også svær

Mandag eftermiddag lød det fra statsministeren på et nyt pressemøde, at hvis antallet af coronasmittede bliver ved med at udvikle sig i den rigtige retning, kan en gradvis genåbning af Danmark begynde efter påske.

Hvis det sker, vil det være godt nyt for Danmarks økonomi og dermed arbejdsmarkedet. Ifølge økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen er fyringer et ”naturligt biprodukt” af, at Danmark er lukket delvist ned.

Men selvom det danske samfund langsomt bliver åbnet op igen, vil vi fortsat være afhængige af udlandet, og hvordan de kommer igennem coronakrisen, siger økonomiprofessoren. Problemet er dels, at krisen vil medføre færre turister i Danmark, og dels, at en stor del af de danske virksomheder sælger deres varer til udlandet.

- Så uanset om vi selv får styr på vores smittesituation, vil der være en længere periode – givet vist resten af året og måske også ind i 2021 – før vi kan se en rimelig normalisering af de virksomheder, der producerer til eksportmarkederne, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Heller ikke Marianne Ehlers fra Krifa forventer, at en opblomstring af det danske arbejdsmarked er lige rundt om hjørnet. Selv hvis der sker en gradvis genåbning efter påske, vil det fortsat tage tid, før arbejdsmarkedet kører på fuld kraft, vurderer medlemschefen.

- Der vil være virksomheder, der har trukket den i håb om at kunne klare den, men som bliver nødt til at opsige endnu flere. Så jeg vil tillade mig at være lidt skeptisk og tænke, at april også bliver slem.

- Det skal nok lykkes

I Helsingør tror Rikke Nordahl stadig på det bedste. Fra sit arbejde med sociale medier ved hun, hvilke muligheder internettet rummer, og derfor skrev hun allerede samme aften, som hun blev opsagt, et opslag, hun delte på sin Facebook og LinkedIn.

Siden er det strømmet ind med kommentarer, opmuntrende ord og jobopslag, hun kunne søge, og det har givet hende blod på tanden:

- Situationen kan tvinge mig til at opsige min lejlighed og flytte tilbage til Aalborg, men jeg tror helt sikkert, at det giver noget, at så mange har set mine opslag. Det skal nok lykkes. Det er jeg sikker på.