Coronavirus

De unge bliver beskyldt for at være uansvarlige – måling siger noget andet

Det er nemt at pege fingre af hinanden generationerne imellem, men måske er vi faktisk ret ens.  TV 2 Grafik/Christoffer Laursen Hald

Unge og ældre håndterer coronakrisen stort set ens ifølge måling. Alligevel har den blottet et ulmende opgør mellem generationerne, siger ekspert.

Unge er blevet beskyldt for at feste uden at skænke smittekæder og følgerne af covid-19 en tanke, fordi virussen sjældent går ud over dem selv.

Internationalt har uregerlige unge trukket overskrifter - blandt andet gik en video af bekymringsfrie unge amerikanerespring break-ferie viralt. Herhjemme ​blev en gruppe danske unge smittet, fordi de spillede drukspillet beerpong.

Men er de unge så corona-ignorante, som de bliver gjort til? Ikke hvis man skal tro en Megafonmåling om danskernes vaner og tiltag i coronatiden.

Ifølge målingen tager 18-29-årige de samme forholdsregler, som den ældre generation gør.

For eksempel svarer 92 procent i aldersgruppen, at de undgår større forsamlinger og undlader håndtryk. Ja, de unge har faktisk ændret vaner i højere grad end andre aldersgrupper, som det ses i grafikken herunder:

– Tallene viser, at unge faktisk besidder et påfaldende samfundssind, fordi de selv er så langt fra risikogruppen, siger Noemi Katznelson, der er professor og leder af center for uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet.

To væsentlige forskelle

Megafonmålingen viser skam forskel på de unge og ældre under coronakrisen, men på to logiske områder, lyder det fra ph.d. og lektor i ungdomsforskning Niels Ulrik Sørensen.

Det er nemlig tydeligt, at boomer-generationen - altså folk født mellem 1944 og 1964 - er mere bekymrede for at blive smittet.

– At blive smittet har i udgangspunktet ikke så store konsekvenser for unge. Man føler sig sandsynligvis mere usårlig og har en følelse af, at det ikke går galt for mig, siger Niels Ulrik Sørensen.

Derudover er de unge langt mere bekymrede for at miste deres job som konsekvens af virussen - som kan ses i grafikken herunder - fordi de ofte sidder mere økonomisk stramt i det, lyder det.

'Det er for galt-kortet'

Selvom de unge ifølge dem selv altså opfører sig ordentligt, har vi stadig set stærke appeller til dem fra flere kanter.

Både statsministeren og dronningen formanede unge om at droppe sammenkomsterne, mens coronavirussen var en ubuden gæst i Danmark.

– Det er tankeløst og først og fremmest hensynsløst, lød det i en direkte appel fra regenten.

Dronning Margrethe kom med en appel til unge danskere, om at tænke på fællesskabet frem for festlige sammenkomster.

Når dronningen og statsministeren alligevel trækker ’det er for galt’-kortet over for de unge, er det, fordi det ligger lige for, mener Noemi Katznelson:

– Det er en klassiker inden for ungdomsforskningen, at de unge bliver udråbt som problemet. De både ryger og drikker for meget og fester igennem, selv om verden er i undtagelsestilstand. Også selv om det drejer sig om et fåtal.

De unge slår igen

Stikpillerne fra den ene generation til den anden viser, at de er ved at trække fronterne op, lyder det fra Noemi Katznelson.

– Der sker noget på generationsfronten nu. Spørgsmålet er, hvor skelsættende coronavirussen bliver, siger hun.

For ligesom de unge bliver beskyldt for at være ignoranter, beskylder unge nu boomerne for at være langsomme til at forstå situationens alvor og reagere på coronavirussen.

Flere har delt posts på sociale medier under det lige dele ironiske og brutale hashtag #boomerremover (fjern boomerne, red.), og selv om fremstillingen af de andre generationer er både "unuanceret, stereotyp og generaliserende", så er boomerbashingen en del af et ulmende ungdomsoprør, mener Noemi Katznelson.

– Man bliver ikke bare en generation i kraft af sig selv, man bliver det i forhold til noget andet. Alene det, at man taler om den anden generation og laver en bashing i form af et hashtag, kunne tyde på, at der er en bevægelse i gang, siger hun.

Klimakrisen var første gang i mange år, at generationsforskellene blev rigtig tydelige, fortæller ungdomsforskeren. De unge ser "de voksne" som nogle, der har svigtet og fløjet verden rundt uden tanke på de næste generationer.

Teenageaktivisten Greta Thunberg satte sidste år ord på det på talerstolen i FN, hvor hun beskyldte ældre generationer for at have "stjålet hendes drømme og barndom".

Greta Thunberg taler under sin tale i FN i september sidste år.

Trods forskellighederne og generationsopgøret bider begge ungdomsforskere mærke i, at danskerne – uanset alder – i så voldsom grad har taget opfordringen om samfundssind til sig.

– Generelt er folk meget fornuftige og har ændret deres vaner fra den ene dag til den anden. Og hvis den civile ulydighed ligger i, at én ung spytter efter politiet og ender på forsiden, kan vi måske være ret godt tilfredse, siger Noemi Katznelson.