Coronavirus

Mette Frederiksen efter genåbningsmøde med erhvervslivet: – Der er lys for enden af en mørk tunnel

Der er grund til at være optimistisk på baggrund af de seneste tal for coronavirussen i Danmark, siger statsministeren.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har søndag afholdt et videomøde med en række fremtrædende erhvervsledere - heriblandt Mærsk, Novo Nordisk, 3F og Dansk Industri - på Marienborg for at diskutere coronakrisen og genåbningen af Danmark.

Og hun ser lys for enden af en ellers meget mørk tunnel. Det siger hun på et pressemøde:

– Der er grund til at være en smule optimistisk på baggrund af de danske tal, og hvis det fortsætter, ser vi hen imod, at der er lys for enden af en lang og mørk tunnel.

– Vi har aftalt at arbejde sammen i sektorerne i forhold til at se ind i, hvordan vi genåbner Danmark klogest, siger Mette Frederiksen.

Hun ønskede dog ikke at blive mere konkret på, hvilke scenarier regeringen arbejder med i forhold til genåbningen.

Lyn-analyse

De her kæmpevirksomheder, der har stor eksport til verdensmarkedet, har Mette Frederiksen brug for at få input fra. Hun har brug for at få at vide, hvordan det ser ud fra deres direktør-hjørnekontor, og hvordan man får gang i en verdenshandel igen. Det er nærmest en endnu sværere disciplin at åbne op for landet igen, end det var at lukke det.

Hjælpepakkerne virker

De seneste uger har Folketinget vedtaget historisk store hjælpepakker til erhvervslivet, som har skullet sikre, at danskerne ikke mistede deres job, mens coronavirussen hærger Danmark og resten af verden.

Og selv om mere end 30.000 personer har meldt sig i arbejdsløshedskøen, understreger Mette Frederiksen, at ordningerne virker.

– Først og fremmest er det rigtig vigtigt for regeringen og for et samlet dansk erhvervsliv at være i tæt kontakt og dialog, siger hun.

– Det, der startede som en sundhedskrise, er blevet rigtig alvorligt for dansk økonomi. Men der er også noget, der tyder på, at de mange ordninger, regeringen har sat i gang, virker.

Samtidig gjorde hun dog klart, at der kunne blive behov for løbende justeringer, hvilket hun og erhvervsledere også havde talt om.

Venstre vil løfte lønkompensationen massivt

Venstre foreslår ændringer i de hjælpepakker til erhvervslivet, som regeringen og arbejdsmarkedets parter allerede har indgået.

Partiet foreslår lønkompensation for virksomheder på op til 45.000 kroner om måneden.

Det er næsten en fordobling i forhold til den hidtidige aftale, hvor staten betaler 75 procent af lønnen til virksomheder, der sender medarbejdere hjem - dog højst 23.000 kroner - og 90 procent af lønnen for timelønnede - dog højst 26.000.

– Det var ikke noget, vi brugte meget tid på under dagens møde. Men der kan meget vel blive behov for løbende justeringer, når man laver så store aftaler så hurtigt, og vi er ikke afvisende over for forslag. Uanset om de kommer fra erhvervslivet eller politiske kolleger, siger Mette Frederiksen.

I alt 72 danskere, der var smittet med coronavirus, er døde. 499 er indlagt, heraf 131 på intensiv afdeling.