Samfund

Ny metrolinje åbnet i hemmelighed

På grund af coronakrisen i Danmark er åbningen af den nye metrolinje ikke blevet markeret med festligheder.

Et halvt år efter åbningen af den nye Metrocityringen i København har byen fået en ny metrolinje: M4.

Men hvor der for et halvt år siden var fest i Københavns og Frederiksbergs gader, er lørdagens åbning foregået i total stilhed - ja, faktisk i hemmelighed. En direkte konsekvens af den aktuelle coronakrise.

Det har været klart, at M4 ville åbne lørdag 28. marts, men uklart hvornår præcist.

Klokken 10.08 lørdag udsendte selskabet bag den københavnske metro et tweet, hvor de erklærede metroen for åben.

I tweetet opfordrede de dog samtidig folk til at blive væk.

- Vi opfordrer alle københavnere til at blive hjemme og holde sig fra at tage metro, medmindre det er strengt nødvendigt, skrev de.

En lignende melding kom administrerende direktør i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen med tidligere på ugen.

- På lørdag sker der ingenting. Der åbner en metro til dem med blandt andet kritiske sundhedsfunktioner, der har brug for den. Og hvis der er nogen, som meget gerne vil på udflugt og se, hvordan den ser ud, så appellerer jeg virkelig til, at de venter med at gøre det til efter 13. april, sagde han med henvisning til den dato, som nedlukningen af store dele af Danmark foreløbig er sat til.

Kobler sig til Metrocityringen

M4 kobler Nordhavn til metronettet som en 2,3 kilometer lang afgrening til M3 Cityringen, der åbnede for et halvt år siden. Den får to nye stationer - Nordhavn og Orientkaj.

De første cirka to kilometer af afgreningen er bygget som tunnel, mens de sidste 300 meter er bygget som højbane.

Den samlede pris for M4 er 3,2 milliarder kroner.

M4 fortsætter til København H på samme spor, som M3 Cityringen benytter. Dermed kommer der dobbelt så mange metroafgange i Indre By mellem Østerport og København H.

I myldretiden kommer der eksempelvis til at være afgang på strækningen hvert halvandet minut.

Metro M4