Statens Serum Institut udvikler ny metode, der kan øge test-kapaciteten i hele verden: - Som at koge et æg
Håbet er, at metoden kan være med til at øge testkapaciteten.
En lang række laboratorier både i Danmark og andre steder i verden har problemer med at skaffe de ting, som de skal bruge til at teste for coronavirus.
Anders Fomsgaard, der er overlæge ved Statens Serum Institut (SSI), har nu fundet en løsning, der kan være med til at øge testkapaciteten.
Det oplyser SSI i en pressemeddelelse.
Metoden er uhyre simpel, men knapt så følsom, som den standardmetode, man ellers bruger til at forbehandle prøver. Det vurderes dog at være mindre vigtigt i den givne situation, hvor der er et akut behov for tests, der virker ,mener SSI.
"Som at koge et æg"
Det er i trin ét, at mange af problemerne opstår i forhold til at teste så mange som muligt.
Her bliver RNA-gener isoleret, og det kræver som regel store robotter.
Men med løsningen fra SSI kan det klares "som at koge et æg", som overlæge ved SSI Anders Fomsgaard udtrykker det over for Ekstra Bladet.
- Vi gør noget så simpelt som at tage en svælgprøve ved podning og varme den op til 98 grader i fem minutter. Det giver faktisk et lige så godt resultat, som hvis man kører det på de dyre, fine robotter, siger han til Ekstra Bladet.
SSI arbejder nu på at få udbredt metoden hurtigst muligt, så andre lande også kan få gavn af den.
Derfor bliver den offentliggjort online og sendt per mail til europæiske laboratorier, som frit kan anvende den.