Ny test kan snart afsløre, om du har haft coronavirus: - Vi arbejder, så hurtigt vi kan
Statens Serum Institut er på trapperne med en blodprøvetest, som kan blive afgørende i kampen mod covid-19 og en god gevinst for samfundsøkonomien.
Mange danskere, der de seneste uger har hostet og haft feber, spørger måske sig selv: Har jeg haft coronavirus?
Og snart kan de få svar, for Statens Serum Institut (SSI) er tæt på at have udviklet en antistoftest, der via en blodprøve kan afgøre, om personer har været smittet med covid-19. Det skriver Politiken.
Har personen dannet antistoffer mod virussen, kan vedkommende blive en del af arbejdsmarkedet igen.
- Når personer har et højt antistofniveau, har de meget svært ved at blive smittet igen i en periode op til to år, siger Karen Angeliki Krogfelt, professor i medicinsk mikrobiologi ved Roskilde Universitet, til Politiken.
- De kan så sendes tilbage på arbejde uden større risiko for selv at blive smittet eller sprede smitten til andre, da de nu er mere modstandsdygtige, forklarer hun.
Overlæge: Vi arbejder så hurtigt, vi kan
Den nye testmetode kan derfor gøre en stor forskel for i første omgang landets hospitaler under epidemien.
Det skyldes, at mange personer heriblandt ansatte i sundheds- og plejesektoren går rundt i uvished om, hvorvidt deres snue og smerter i kroppen var symptomer på, at de havde coronavirus eller ej.
På Statens Serum Institut knokler man i en kamp mod uret for at få de første antistoftests klar. Afgørende er det for eksempel at kontrollere, at de nye tests ikke skaber falske positive resultater, da det skaber falsk tryghed og en ny risiko for smittespredning.
- Vi arbejder så hurtigt, vi kan, siger overlæge Anders Fomsgaard til TV 2.
- Jeg kan ikke sætte en dato på, hvornår de første antistoftests kan komme ud, men jeg forventer, at det kan ske, inden epidemien topper.
Sundhedsstyrelsen forventer, at det sker i slutningen af april. Det skriver de i denne statusrapport fra 23. marts.
Økonom: God nyhed for samfundsøkonomien
At man snart kan teste personer for at se, om de har antistoffer og dermed hverken kan blive syge af eller smitte andre med coronavirus, er en god nyhed for samfundsøkonomien. Det mener Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea.
- Det er vigtigt for økonomien, at vi relativt hurtigt får samfundet normaliseret igen. Jo længere nedlukningen varer, jo større bliver regningen for samfundsøkonomien, siger han.
Scenarierne, som Helge Pedersen forudser, er høj arbejdsløshed, masser af konkurser - specielt for restauranter, cafeer og andre virksomheder i oplevelsesindustrien - og et boligmarked, der går i stå, fordi fremtiden er usikker for alle.
- Så jo hurtigere man har et overblik over, hvem der kan arbejde igen, jo hurtigere kan man begynde at få samfundet til at fungere normalt igen. Og der ser jeg sådan nogle tests som et skridt i den helt rigtige retning.