Coronavirus

Coronasmittet blev sendt tilbage til plejehjem inden testresultat

Arkivfoto. Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark

Private plejehjem har oplevet, at coronasmittede blev kørt retur fra sygehus efter henvisning fra praktiserende læge.

Beboere på plejehjem fragtes frem og tilbage fra sygehuse i forbindelse med undersøgelser for coronavirus, både før de har fået resultatet, og selv om de er testet positive.

For nyligt skete det første for en beboer på et plejehjem i Vallensbæk, der fik symptomer på at være inficeret med coronavirus.

Derfor blev beboeren sendt på hospitalet for at blive testet, men inden resultatet af testen forelå, blev vedkommende sendt tilbage til plejehjemmet Højstruphave. Testen viste efterfølgende, at beboeren var smittet med coronavirus, skriver Sjællandske.

Ifølge borgmesteren i Vallensbæk tog plejepersonalet på Højstruphave selv forbehold, da beboeren kom retur fra sygehuset, og derfor isolerede de personen for at undgå smittespredning:

- De har gjort alle de rigtige ting, siger borgmester Henrik Rasmussen (K).

Syge beboere sendt tilbage

Hos OK-fonden, der driver 16 plejehjem i Danmark, genkender man billedet. Men det begrænser sig ikke kun til tests ved mistanke om smitte med coronavirus. Her har man også oplevet, at syge beboere testet positiv for coronavirus er blevet afvist på sygehuset, efter visitering fra en læge:

- Vi har haft beboere, der er blevet kørt på sygehuset og retur igen med uforettet sag. Og nogle af dem endda flere gange. Det undrer mig, da det var den lægelige vurdering, at de skulle sendes til hospitalet i første omgang, siger Ulrik Ahrendt-Jensen, der er administrerende direktør for OK-fonden.

Han fortæller, at man også har oplevet sager som den i Vallensbæk, hvor en person mistænkt for coronasmitte blev sendt tilbage til et plejecenter.

I Ældre Sagen understreger direktør Bjarne Hastrup, at man som patient skal tages alvorligt, hvis man visiteres til hospitalet af sin læge.

- Det er uantageligt, at man skubber svækkede ældre frem og tilbage mellem hospitaler og plejehjem, siger han. Han mener, at de ældre bliver endnu mere syge og dårlige af at blive transporteret frem og tilbage.

Savner klarere retningslinjer

Et af OK-fondens friplejehjem er særligt ramt af coronavirus. Det hedder Bavne Ager og ligger i Gilleleje. Her er fem beboere og fire ansatte smittet med virusset.

Fonden har gjort gennemgribende foranstaltninger på alle plejehjem for at sikre, at smitten ikke spreder sig. Fra første dag har man sørget for at isolere beboeren og iføre personalet værnemidler, så der er skærmet helt af.

Over for TV 2 fremhæver Sundhedsstyrelsen, at man onsdag opdaterede retningslinjerne på området.

I den hedder det, at man ud fra et forsigtighedsprincip bør teste ældre og plejehjemsbeboere ved milde til moderate symptomer. Her fremgår det også, at man bør teste ude på plejecentrene, hvis det vurderes relevant. Ellers sendes de ældre til en vurderingenhed i regionalt regi, også kaldt en 'feberklinik'.

Dog efterlyser Ulrik Ahrendt-Jensen, at retningslinjerne gør det tydeligere, hvornår de ældre skal indlægges på hospitalet.

- Det ville være en stor hjælp for os, hvis retningslinjerne for hvem der skal og ikke skal sendes på hospitalet bliver fulgt. For beboerne og de pårørende kan det også være utrygt, at man transporteres frem og tilbage til hospitalet, siger han.

Den vurdering skal være op til den praktiserende læge, eller plejehjemslægen på det enkelte plejehjem, lyder det fra Sundhedsstyrelsen:

- Hvis den enkelte plejehjemsbeboer bliver dårlig, så kan det være, at den enkelte skal indlægges på sygehuset. Der vil være forskellige tilgange alt efter, hvor alvorligt det er for den enkelte, og det er sådan noget, som den praktiserende læge vil vurdere i den konkrete situation, siger Helene Probst, som er centerchef for planlægning i Sundhedsstyrelsen.

Megafon søger respondenter

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

Region har beklaget

I Vallensbæk siger borgmester Henrik Rasmussen (K), at Region Hovedstaden har beklaget forløbet over for ham. Han mener, at de begik en fejl, da de sendte beboeren retur til plejehjemmet Højstruphave, men nu vil han kigge fremad:

- Vi følger de retningslinjer, der hele tiden kommer, og de kommer i en lind strøm i disse dage. Hver gang der er et hul, så prøver de at lappe det. Og det synes jeg er fantastisk at opleve, siger han.

Hos Ældre Sagen er man også tilfreds, hvis der er blevet reageret hurtigt fra Region Hovedstadens side:

- Det tager jeg meget positivt, for det er utroligt vigtigt at få de her fejltagelser stoppet, siger Bjarne Hastrup.

Region Hovedstaden ønsker ikke at lade sig interviewe af TV 2, men bekræfter, at man har beklaget hændelsen over for Vallensbæks borgmester.

I Vallensbæk Kommune har man nu valgt at modtage beboerne i daghjemmet, så de potentielt smittede beboere ikke kommer ind på selve plejecentrene.