Samfund

Udenrigsministeriets Borgerservice – vejen til Danmark er "fuldstændigt lukket"

1800 danskere er registreret i Udenrigsministeriets krisedatabase.

Otte fly – eller hvad der svarer til to procent af normaltilstanden – er alt, der lander i Københavns Lufthavn i dag.

Dermed er landet reelt afskåret fra resten af verden.

– Det lyder helt vildt, men verden er nu fuldstændigt lukket, og vejen til Danmark er lukket.

– På en normal dag for et år siden var der 450 flyankomster i København. For ti dage siden var det nede på halvdelen. For tre dage siden var tallet faldet til en tiendedel. Nu kommer der kun otte fly til København, siger direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, på onsdagens pressemøde.

Svært at få danskere hjem

De seneste dage er der sket en massiv stigning i antallet af danskere, der har registreret sig i Udenrigsministeriets krisedatabase.

Der er således nu omkring 1800 danskere, som er strandet ude i verden, og de få kommercielle flyvninger gør det svært for myndighederne at få dem tilbage til Danmark.

– Hvis man sidder ude i verden, så skal man væbne sig med tålmodighed. Der er steder vi ikke engang kan sende fly til, fordi de lokale myndigheder ikke godkender flyvninger, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Der kommer et særfly fra Indonesien i weekenden, ligesom myndighederne også arbejder på at få et fly til Peru. Det beskrives dog som værende "hundesvært" at komme ind i det sydamerikanske land.

Om bord på de otte fly, der i dag lander i Københavns Lufthavn, er der 800 danskere. Og beskeden fra myndighederne er da også klar til de danskere, der fortsat er strandet ude i verden: Hvis du selv kan komme hjem, så kom hjem.

Opfordring til danskerne: Tænk jer om en ekstra gang

Ifølge direktøren i Udenrigsministeriets Borgerservice så arbejder myndighederne både målrettet og systematisk med at bringe danskere hjem.

Samtidig lyder også en opfordring til de bekymrede danskere, som kontaktede Udenrigsministeriet omkring deres strandede pårørende: Tænk jer om, før I ringer.

– Vi forstår jeres frustrationer, og vi gør, hvad vi kan, men det er begrænset, hvad vi kan gøre.

– Vi skal nok oplyse det, når vi har noget nyt, men jo flere opkald, vi får, hvor vi ikke kan fortælle noget nyt, desto færre opkald kan vi tage imod, hvor vi kan hjælpe, siger Erik Brøgger Rasmussen.