Samfund

Sundhedsstyrelsen vil stadig ikke følge WHO's anbefalinger: Vil lave "national oversættelse"

Sundhedsstyrelsen undlod at svare direkte på, om Danmark vil følge WHO's anbefalinger om en mere aggressiv bekæmpelsesstrategi af coronavirus.

Danmarks nuværende coronastrategi får økonomien til at styrtbløde og skubber udfordringerne foran os, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

For den nedlukning, danskerne befinder sig i, skal følges op af en mere aggressiv teststrategi, ellers kommer nedlukningen af samfundet til at vare meget lang tid. Og det kommer til at gå hårdt ud over økonomien, vurderer en af verdens førende virusforskere, Bruce Aylward, fra WHO.

På trods af advarslen fra Verdenssundhedsorganisationen var meldingen på onsdagens pressemøde, at Danmark ikke umiddelbart vil følge anbefalingerne.

Helene Probst, centerchef for planlægning i Sundhedsstyrelsen, sagde - ligesom direktøren i styrelsen, Søren Brostrøm, tidligere har gjort - at Sundhedsstyrelsen fortsat vil lave sin egen vurdering af WHO's anbefalinger.

Brænde på bålet

Udtalelserne er det seneste brænde på den ulmende konflikt, der den sidste tid er dukket frem mellem myndighederne og regeringen. For et par dage siden antydede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i radioprogrammet 'P1 Morgen', at myndighederne ikke var tilstrækkeligt forberedt på virussen.

Ministeren fortalte ved samme lejlighed, at han i spørgsmålet om den danske teststrategi uden om Sundhedsstyrelsen havde ringet til WHO for at tjekke, om Danmark nu også gjorde, som Verdenssundhedsorganisationen havde anbefalet.

På pressemødet stillede Berlingskes journalist Hans Skovgaard ja/nej-spørgsmålet om, hvorvidt Danmark deler WHO's analyse, fire gange.

Herunder er ordudvekslingen skrevet ud:

- De sidste par dage har vi på Berlingske kunnet beskrive, at vi fra WHO har en analyse af, at Danmark forbliver lukket i mange måneder, hvis man ikke skifter strategi til en med aggressiv test af alle med symptomer plus kontaktopsporing plus karantænesætning. Helene Probst, deler man i Sundhedsstyrelsen den analyse?

- Vi tager hele tiden stilling til den evidens, der kommer, og det er klart, at når der kommer anbefalinger fra WHO, så kigger vi det efter. Og igen, det, der er vigtigt for mig, er, at lige omkring WHO, der skal man være opmærksom på, at deres rammeanbefalinger gælder alle lande. Der er det vigtigt, at man laver en national oversættelse.

- Jeg må sige, at nationale myndigheder, de kender til deres befolkning, og det sundhedssystem de har. Det tror jeg, at man skal være opmærksom på. Men selvfølgelig kigger vi det efter igen. Vi søger også at få rådgivning udefra i forhold til, om det, vi gør, er helt rigtigt. Og det er også den drøftelse, vi har med vores ypperste faglige eksperter herhjemme.

- Så I deler ikke analysen?

- Jeg siger, at vi er meget lydhøre i forhold til, hvad der kommer frem. Det gør, at hver gang der kommer noget nyt frem - uanset om det er evidens, eller det er kritik - så tager vi det alvorligt. Vi kigger på det, vi undersøger det, vi søger rådgivning, både hos indenlandske eksperter og også de eksperter, der fremfører kritiske meldinger.

- Jeg prøver lige en gang til - I kan bare svare ja eller nej - deler I analysen?

- Jeg har sagt: Vi kigger på det. Men jeg har også sagt, at man skal selvfølgelig tage nogle forbehold for WHO's anbefalinger, som er meget rammesættende, og som er globale. Og det er vigtigt at understrege, at sundhedssystemer er forskellige i forskellige lande. Det er også vigtigt at understrege, at det, man kan gøre i forhold til en dansk befolkning med et højt uddannelsesniveau, ikke nødvendigvis er det samme, som man kan gøre i andre lande, hvor befolkningen har sværere ved at forstå den befolkningsrettede kommunikation, der kommer fra nogle sundhedsmyndigheder.

- Så, når der er folk fra WHO, der siger: Hvis ikke man gør det her, så kommer landet til at være lukket i flere måneder, så gælder det altså ikke – så er det altså ikke noget, de siger til Danmark?

- Jeg startede med at sige, at vi har hørt kritikken, og vi kigger på det.