Samfund

Engelske myndigheder vil sende hjemmetest til millioner af borgere

Englænderne kan se frem til corona-hjemmetest om få dage. Arkivfoto. Dado Ruvic / Ritzau Scanpix

Nye test kan ændre situationen for folk i karantæne.

Prik dig selv i fingeren, og få svar på om du er eller har været smittet med covid-19 på kun femten minutter.

Det er realiteten i England, hvor myndighederne har indkøbt millioner af hjemmetest, som enten vil blive omdelt af Amazon eller kunne findes i forskellige butikker.

På den måde håber de engelske myndigheder at genskabe en mere almindelig hverdag for mange af de mennesker, som lever et karantæneliv.

Det skriver The Guardian.

Det kom allerede frem tirsdag, at sundhedsmyndighederne vil finde en måde at udføre hjemmetest, men det er nyt, at det vil ske i løbet af dage og ikke uger.

Før testene kommer ud til den brede befolkning, skal de dog forbi nogle forskere i Oxford.

– Der er blevet købt flere millioner test. Det er helt nye produkter, som vi skal være sikre på fungerer, som de skal. Når de er blevet testet i løbet af ugen, og resten er ankommet, vil de blive distribueret ud i samfundet, siger professor Sharon Peacock, der er direktør for den nationale infektions service i England, ifølge The Guardian.

I første omgang er der indkøbt 3,5 millioner test, men flere er på vej.

Immunitet og en ny situation

Der er en bred forståelse af, at såfremt man har været smittet med den nye coronavirus, vil man være immun.

Og det ventes, at de nye test bliver en såkaldt gamechanger - eller en strømkæntring - ikke mindst for sundhedspersonale, som langt hurtigere vil kunne være tilbage på arbejde.

Herhjemme kender vi også til social distancering og isolering, og de danske sundhedsmyndigheder ville - på trods af meget klare udmeldinger fra WHO - i lang tid kun teste personer, som var alvorligt syge, men det har ændret sig, og myndighederne vil nu i langt højere grad teste danskere.

Tidligere har det også lydt fra Statens Serum Institut, at de arbejder med at sætte et system op, hvor udvalgte læger kan dele udstyr til hjemmetest ud til danskere med symptomer på coronavirus.

Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra Statens Serum Institut på, hvor langt de er i forhold til hjemmetest til de brede masser.