Coronavirus

Sundhedsministeren varslede ny coronastrategi, men retningslinjerne er uændret

Formanden for Danske Regioner har svært ved at se det nye i den nye teststrategi.

Efter flere dages kritik annoncerede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag en ny teststrategi for coronasmitte i Danmark.

Sundhedsmyndighederne skal nu teste ”mere aggressivt”, lød det på pressemødet, hvor Heunicke præsenterede den nye strategi.

Men den nye teststrategi har ikke ført til ændrede retningslinjer, viser en sammenligning af den nye og den tidligere teststrategi, som både Jyllands-Posten og Berlingske har foretaget.

Eksempelvis fremgår det af Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer, at fødende kvinder med mistanke om coronasmitte nu skal testes, hvilket også var tilfældet under de tidligere retningslinjer.

Teststrategien står også som uændret for både nyfødte børn, kritisk sundhedspersonale og særligt sårbare danskere.

Den 'nye' strategi vækker undren

At de nye retningslinjer skulle være udtryk for en ny tilgang, har formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) svært ved at se.

- Altså Sundhedsstyrelsens retningslinjer er uændrede, så jeg opfatter det ikke som en ændret strategi, siger hun til Berlingske.

  • Sundhedsstyrelsens retningslinjer for test - et udpluk fra nu og tidligere

    Hvis der efter klinisk vurdering fastholdes mistanke om moderat til svær covid-19, eller særlige forhold ift. risikogrupper eller personale i kritiske funktioner, gennemføres testning for SARS-CoV-2, jfr. nedenstående.

    Alle med mistanke om moderat til svær covid-19, hvor mistanken fastholdes efter en klinisk vurdering i en covid-19-vurderingsenhed på sygehus, skal testes.

  • Fødende kvinder

    Det er Sundhedsstyrelsens anbefaling, at alle fødende kvinder, der er visiteret til fødsel på en fødeafdeling, ud fra et et forsigtighedsprincip testes for SARS-CoV-2.

    Fødende kvinder, der er visiteret til fødsel på en fødeafdeling, og hvor der er mistanke om covid-19, skal ud fra et forsigtighedsprincip testes.

  • Nyfødte børn

    Det syge nyfødte barn testes kun for covid-19, såfremt det har symptomer

    Nyfødte børn skal testes, såfremt de har symptomer.

  • Personer med kritiske funktioner

    Personer med let til moderate symptomer, der varetager kritiske funktioner i sundhedssektor, ældrepleje, arbejde med socialt udsatte eller andre helt særlige nøglefunktioner i samfundet, kan henvises såfremt arbejdsgiver finder det hensigtsmæssigt med hurtig raskmelding.

    Personer med let til moderate symptomer, der varetager kritiske funktioner i sundhedssektor, ældrepleje, arbejde med socialt udsatte eller andre helt særlige nøglefunktioner i samfundet, kan henvises såfremt arbejdsgiver finder det hensigtsmæssigt med hurtig raskmelding.

  • Sårbare grupper

    Ved symptomer forenelige med covid-19 hos særligt sårbare individer (herunder ældre patienter særligt > 80 år samt patienter med andre underliggende sygdomme) kan der, udfra et forsigtighedsprincip og efter et konkret klinisk skøn, også henvises patienter med moderate symptomer.

    Der skal være en særlig opmærksomhed og lavere tærskel for sårbare grupper med henblik på vurdering og test.

Kilder: Sundhedsstyrelsen og Jyllands-Posten

I Venstre vækker de mudrede meldinger om en ændret teststrategi undren, og partiet har nu bedt sundhedsminister Magnus Heunicke om en skriftlig redegørelse.

- Vi undrer os over, at sundhedsministeren mener, der er tale om et strategiskifte. Fordi de vejledninger og retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen hidtil har sendt ud, minder om det, der blev meldt ud af ministeren. Vi undrer os over, at det kan rammes ind som et strategiskifte, siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V) til Jyllands-Posten.

Kritik fra sundhedspersonale

Den danske teststrategi har blandt andet medført kritik fra personale i sundhedsvæsenet, hvor både sygeplejersker og social- og sundhedsansatte har oplevet problemer med at få adgang til test for coronavirus.

Blandt det danske sundhedspersonale finder man også frustration over den ’nye’ danske teststrategi.

Formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin Joachim Hoffmann-Petersen oplever, at strategien mest af alt er defineret af den tilgængelige testkapacitet, fortæller han til Politiken.

- Man har forsøgt at tilpasse retningslinjerne til de ressourcer, man har haft til rådighed. Og det er sjældent en god måde at gøre det på. Det plejer at være bedre at justere udbuddet til behovet frem for at justere behovet til udbuddet, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Danmark følger ikke WHO’s retningslinjer

Til at begynde med var strategien i Danmark at registrere og inddæmme alle smittede. Men for to uger siden skiftede sundhedsmyndighederne fokus fra en 'inddæmningstrategi' til en 'afbødningsstrategi', så kun de alvorligt syge skulle testes for coronavirus. Og søndag varslede Heunicke så en mere aggressiv strategi.

På pressemødet søndag forklarede sundhedsministeren, at han godt kan forstå, hvis danskerne synes, regeringens teststrategi ligner en zigzagkurs. Han pegede dog på, at manglende testudstyr spiller en rolle for strategien.

I et interview i DR's radioprogram 'P1 Morgen' tirsdag går Magnus Heunicke skridt videre og retter en kritik af de danske sundhedsmyndigheders teststrategi.

Megafon søger respondenter

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

- Jeg er ikke tilfreds med det punkt i strategien om fortsat at teste fortrinsvis alvorligt syge. Det var en for snæver målgruppe. Der burde man teste langt flere, siger Magnus Heunicke nu.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler på det kraftigste, at alle verdens lande tester så mange som muligt for coronavirus.

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er den opfordring ikke rettet mod Danmark og den danske strategi. Men Heunicke siger tirsdag i 'P1 Morgen', at han selv har ringet til WHO og undersøgt sagen, og at Søren Brostrøm tager fejl. Opfordringen gælder alle lande, herunder Danmark, siger Heunicke i programmet.

Tirsdag morgen er i alt 12.938 danskere testet for coronavirus – 1460 af dem er testet positiv.

254 danskere er indlagt med covid-19. 55 personer ligger på intensiv, hvoraf 47 er respiratorer. 24 coronasmittede har mistet livet i Danmark.